Uge 4 - Find fire fejl

Hvis man kunne danne et billede, der repræsenterede Danmark og den danske kultur, ville jeg uden tvivl fokusere på at få billedet til at virke målrettet, tillidsfuldt, fokuseret, kærligt og ikke mindst selvcentreret. Jeg er vokset op i den danske kultur, og alle danske værdier og normer ligger dybt i mig. Den fantastiske egenskab at kunne sætte et mål og gøre det til den højeste prioritet at gennemføre det, er noget af det vigtigste for os danskere. At kæmpe for det, vi gerne vil opnå. Personlig succes er for mange det største mål i livet - inklusiv mig. Vi vil gerne kunne se tilbage på vores liv og være stolte af vores bedrifter. Det er gået op for mig, hvor svære vi danskere er at forstå. Udefra virker danskere utrolig egoistiske og tilbageholdende. Det er vi måske på mange måder også. Det kræver enorme mængder af tillid, før man som dansker åbner sig op for en anden person. Vi er bange for, hvad folk vil tænke, hvis vi virker alt for frembrusende og nærgående. Men når først du lærer en dansker at kende, er der ingen begrænsninger for, hvor stærk kærligheden kan blive - både mellem venner, familiemedlemmer og kærester. Så snart vi sænker vores parader, udvikler følelserne sig enormt hurtigt. 

Hvis jeg skulle lave et lignede billede af Brasilien og den brasilianske kultur, ville det se meget anderledes ud. Billedet ville udstråle enorm meget glæde, kærlighed og kreativitet i form af stærke farver. Derimod også en mere skjult side, med fokus på de triste eksistenser og en kæmpe klat uretfærdighed. I Brasilien er det utrolig svært at ændre på den sociale arv - du er født ind i en bestemt fremtid. Det er umuligt for langt de fleste at "kravle" op ad den sociale rangstige, og der er enorm stor forskel på rig og fattig. Jeg beundrer dog på mange måder, deres iver for at invitere fremmede mennesker ind i deres hjerter. De er utrolig åbne, og der ikke nogen, der gemmer sig bag hævede parader. Ofte kan et smil og et tak gøre kæmpe forskel, og de er meget fokuseret på, at alle er overdynget med kærlighed. Og nej, jeg får på ingen måder lov at slippe. Jeg føler mig utrolig velkommen og elsket. Det er for brasilianere vigtigere at opnå et liv med glæde, omsorg og kærlighed, fremfor personlig succes. Her skabes succes i fællesskab, hvilket vi danskere i mange sammenhænge godt kunne lære noget af. 

Udover de fremtrædende forskelle i tilgangen til livet og dets prioriteringer, er der mange andre kulturelle forskelligheder mellem Danmark og Brasilien. Små og store ting, som gør hverdagen anderledes for mig, og som jeg tænker en hel del over. Det er en selvfølgelighed for dem, men en ændring for mig. De tænker ofte ikke over, at det måske er anderledes fra, hvad jeg er vant til, så jeg bliver gang på gang sat i små-akavet situationer. Jeg vil prøve at forklare de fire mest iøjenfaldende forskelligheder, set fra mit synspunkt. 

1. Toilet

Deres toiletter fortjener et helt punkt for sig selv. Jeg vænner mig aldrig til toiletforholdene hernede. For det første skyller de sjældent ud, og for det andet smider man toiletpapiret i en spand ved siden af toilettet. Deres afløb er åbenbart meget skrøbelige og tynde. Jeg synes det er skrækkeligt ulækkert, og jeg tager gang på gang mig selv i at skylle ud for andre, ad. Af ren vane og refleks smider jeg også ofte papiret i toilettet, helt uden at tænke over det. Efter at toilettet så her den anden dag stoppede til, er jeg dog begyndt at huske det.  

Kender I forresten det, når man holder ind på en klam tilfældig tankstation i nærheden af Vejle og skal bruge det offentlige toilet? Det er lidt som om, at toiletpapiret kan knækkes, og man lige så godt kunne bruge det mellemlægningspapir, man benytter i madpakker. Sådan er det alle steder her. Sugeevnen er nærmest i minus. Der er jeg altså vant til et trelags fra Bambi. 

2. Sikkerhed

De er meget bekymret for min sikkerhed hernede, hvilket også er forståeligt nok. Det er farligt for mig at bevæge mig ude alene, især på grund af min hårfarve, der tiltrækker en hel del opmærksomhed. Derudover bevidner en lys hudfarve hernede om mange penge. 

Jeg har indtil flere gange nu oplevet unge blive anholdt for besiddelse af stoffer. Politiet gør, hvad de kan for at bekæmpe det, og narko er et fremtrædende problem, selv i min lille by. Den anden dag udpegede min mor en 11-årlige pige for mig, der vist står for det meste af narkoomdelingen i min by??? En af pigerne fortalte mig også, at langt de fleste er på p-piller fra en meget tidlig alder, HVIS de nu skulle blive voldtaget (abort er ulovligt). Så ja, jeg bebrejder dem ikke, og jeg sørger også for at passe godt på mig selv. 

De passer også selv rigtig meget på deres ejendele, og alle huse omkredses af en mur med elektrisk hegn på toppen. Alt af værdi er låst inde og de låser bildørene, når man kører rundt i byen. Men på den anden side er de fuldstændig ligeglade med basis sikkerhed som fx sikkerhedsseler. Det undrer mig meget. Især fordi de kører som en halv-vissen 20årig, der skal nå ned i Quint før alle adidastrøjerne er udsolgt, og vejene mest af alt ligner en pukkelpist i Alperne. 

3. Forholdet mellem mennesker

Deres opførsel overfor hinanden her er meget underlig for mig. Især på skolen. Lærerne kysser konstant elverne på panden, kinden og i håret? De skal godt nok ikke i nærheden af mig, det er simpelthen for mærkeligt. Langt de fleste piger får et kys eller kram før timen starter, og drengene får et supersejt håndtryk eller noget. Derudover "snap-chatter" de også til hindanden. For de lidt ældre læsere er det en måde at kommunikere med hinanden på gennem billeder, der kun varer få sekunder, og så bliver de slettet igen. En lærer var syg, så en pige fra min klasse sendte en "snap" til ham af os piger i frikvarteret. Han svarede - åbenbart meget normalt - "Smukke piger, jeg er ked af, at jeg ikke kan være der". Det kunne man jo nærmest blive meldt for i Danmark. 

Jeg bliver stadig chokeret over unges opførsel overfor hinanden. Det er simpelthen bare sært. De holder i hånden, nusser hinanden, tager om hinanden, kysser og flirter HELE TIDEN - selvfølgelig er de kun venner. De fleste kan godt mærke, at det er underligt for mig, og jeg er meget afvisende, når det kommer til alt det pjatten omkring. De er på én gang meget modne og naturlige, når det kommer til fysisk kontakt, men utrolig barnlige med hensyn til alt andet. Pigerne hernede har oftest kærester, der er 3-5 år ældre end dem, da man så matcher på den mentale alder.

4. Rige Kris 

Årh hvor føler jeg mig rig! Alting er vanvittig billigt i forhold til Danmark. Hernede er 500 kr. altså rigtig mange penge. Specielt mad og drikkevarer er langt billigere. Vi kan tage ud at spise hele familien (fire personer) for omkring 200 danske kr. inkl. drikkevarer. Og deres sushi, wooooow! Jeg kan spise mig mæt i sushi for under 100 kr. Det kan jeg på ingen måder på Kamii. 

Derudover går brasilianere rigtig meget op i deres udseende. De bader ofte flere gange om dagen, og de bruger lang tid i forskellige skønhedsaloner. Dette gælder ikke kun den rige del af befolkningen, men derimod også beboerne i slumkvarterene. De får ordnet negle en gang om ugen, farvet håret, vokset benene, og mange af pigerne får glattet deres hår permanent. Det er altsammen VANVITTIG billigt. Det koster kun 20 kr. at få ordnet negle og 40 kr. at få farvet hår?

Noget helt andet er der hushjælp, JEG ELSKER HENDE. Jeg kommer hjem til et fuldstændig clean værelse hver eneste dag. Hun vasker mit tøj, rydder op i mit skab, redder sengen, vasker gulv, støver af og rydder op. Jeg rører ikke en finger hernede, når det kommer til huslige gøremål. Hun laver mad, dækker bord, tager af bordet og vasker op. Alt jeg skal gøre er at spise maden, og det gør jeg med glæde! De har derudover også folk til at ordne haven, poolen, vaske biler og diverse andre ting. Lever virkelig luksuslivet. Når jeg kommer hjem, har jeg helt sikkert glemt, hvordan man støvsuger og tømmer opvaskemaskinen. 

I dag har jeg bare ligget hjemme i sengen, da jeg ikke havde det særlig godt i går. Men regner stærkt med at smutte i skole i morgen! I morgen aften skal jeg ud at spise og i biografen med en veninde, hvilket jeg glæder mig rigtig meget til. Lørdag skal jeg til fest med dejlige Dany, og søndag står den på endnu et farm-besøg. Håber i får en dejlig weekend der hjemme, for min bliver uden tvivl endnu en gang fantastisk! 

Uge 4 - Farmer-Kris

Please give me a longer weekend 

Jeg lever så meget for weekenderne for tiden! De er fuldt booket, og jeg elsker at have travlt. Det får mig til at glemme om alt derhjemme og nyde det liv, jeg har nu. Jeg har efterhånden også styr på, hvad jeg skal de næste fire weekender, hvilket er fuldstændig fantastisk, og jeg glæder mig til hver og én af dem. 

Endnu engang har jeg haft en SKØN weekend! Hverdagene er stadig røvsyge, mest fordi jeg INTET forstår i skolen. Det er så sindsygt hårdt, når man ikke er i stand til at få noget ud af undervisningen. Jeg føler blot, at jeg bliver dummere og dummere for hver dag, der går. Hvis jeg virkelig koncentrerer mig, kan jeg godt fange nogle af ordene, men det er umuligt for mig at forstå sammenhængen i noget som helst. Det er også meget at forlange, at jeg ville kunne forstå bl.a. filosofi, psykologi og litteratur på portugisisk, når jeg knap nok har været her i tre uger. Det er de længste seks timer.... Så ja, jeg har efterhånden benyttet mig af, at man gerne må snuppe en lur her og der, da det er så forfærdelig udmattende at koncentrere sig så meget, uden alligevel at få noget ud af det.

De er så misundelig, når jeg fortæller om skolen i Danmark og om, hvordan de fleste lærere er gode til at variere undervisningen. Her er det KUN tavleundervisning og teori - selv i de mere praktiske fag som fysik. Så virkelig, selvom den danske skole ind i mellem virker hård, så husk lige på at være taknemlig for, at lærerne rent faktisk tænker på elevernes behov. Vi er virkelig heldige!!

Hell yeah

Træning

Det er virkelig dejligt, at jeg har fået gang i min træning. Jeg træner 3-4 gange om ugen i fitnesscenteret, og det hjælper så meget på mit humør. Jeg har nærmest min egen personlige træner, og der er lagt et strengt program for mig hver eneste gang. De er så søde, og de er meget imponeret over mig. Hernede løber de af en eller anden grund ikke på løbebåndene? De går i stedet. De kiggede alle sammen meget underligt, da jeg begyndte at løbe, og flere af dem kom over for at holde øje med, hvor langt jeg var kommet. Da jeg så havde løbet mine seks kilometer, trådte jeg ned af båndet til hujen og klapsalver. Sygt mærkeligt. Men altså, hvis jeg fortsætter sådan her, bliver jeg nok den første udvekslingsstudent, der vender hjem i bedre form, end da jeg tog afsted. Når jeg ikke har lektier, afleveringer eller pligter, må jeg jo bruge tiden på et eller andet fornuftigt, ikke?

Mine bedste venner

Hest og fest

Fredag satte bussen mig af på en restaurant et par kilometer uden for min by. Der mødtes jeg med nok verdens smukkeste pige, Dany. Vi spiste frokost, og derefter kørte hendes far os tilbage til deres farm. Jeg ved godt, hvad I tænker, når jeg skriver farm... men det var det mest vidunderlige sted nogensinde. Hendes far ejer et enormt stort firma, der opdrætter køer. Køerne bliver brugt til en slags konkurrence, og flere er dem er meget end to millioner kroner værd??? Stedet er kæmpe, og du kan på ingen måder se fra den ene ende til den anden. Det er, modsat mange andre gårde i området, virkelig lækkert! Alle de mange arbejdere på farmen har hver deres lille søde hus, og så er der en hel del stalde, indhegninger og kontorer. Dany tænkte, at jeg skulle opleve deres smukke sted fra hesteryg. Største joke nogensinde. For det første er jeg allergisk som én i helvede og for det andet, troede jeg endelig, at jeg var sluppet af med de bæster, da jeg flyttede herover. Men op på dyret kom jeg da og WOW, hvor havde hun ret. Det var fantastisk at ride under palmerne, langs søerne og over de enorme marker. Vi red rundt i flere timer, og jeg fik stadig ikke set hele stedet. Fik jeg sagt, at en ko koster to millioner? Sygt. Derefter red vi hjem til deres hus på gården, hvilket selvfølgelig lige var lidt bedre end gennemsnittet. Vi fik aftensmad og brugte aftenen på at høre musik, kigge billeder og snakke med hendes nabo, hvis sønner begge har været udvekslingsstudenter. Forresten har jeg lært, at en udvekslingstudent hedder en "intercambista", hvilket jeg synes lyder lidt som en pensionist på camping, men det er vel også fint nok.

Lørdag morgen blev vi kørt ind til Bella inde i byen. Isabella er en pige fra min klasse, som er rigtig god til engelsk. Hun var min værtssøsters bedsteveninde, og hun er helt vildt sød. Vi brugte dagen på at ordne negle, drikke milkshakes og shoppe. Jeg kan lige så godt vænne mig til det. ALT har enten pallietter, frynser, blonder eller andet form for pyntesnask. Og udover det, er det hele selvfølgelig i pangfarver. Gud, hvor er det bare forfærdeligt. Vi brugte to timer på at finde en sort kjole til mig, men det lykkedes ikke. Enten må jeg ændre min stil, eller bare vænne mig til ikke at have noget tøj, hmm. Herovre kender de ikke det smukke ved "simplicity", og eksisterer der noget så simpelt som en H&M, nej. 

Om aftenen skulle vi så en tur i byen. Vi sad det meste af aftnen i en form for lounge og fik nogle forskellige drinks sammen med de andre piger fra klassen. Jeg mødte en masse nye mennesker og fik tilbudt en hel del gratis drinks. Det er virkelig en fordel at være lyshåret nogle gange.

Søndag fik vi lov at sove længe, nøøøj hvor dejligt. Vi tog efter den sene morgenmad ud på Bellas familiefarm. De havde den smukkeste lille landejendom med en kæmpe tilhørende swimmingpool. Vi nød solen og badede det meste af dagen, hvilket resulterede i, at jeg ligner lidt en krabbe i dag.

Jeg må indrømme, at jeg i øjeblikket nyder de øjeblikke, hvor jeg virkelig kan slappe af. Jeg skal konstant være på og koncentrere mig for at følge med. Det får mig til at savne Rasmus rigtig meget. Det ville uden tvivl være langt nemmere for mig, hvis jeg ikke havde haft en kæreste inden, jeg tog afsted. Så ville jeg nemmere kunne indfinde mig med, at det her er min nye hverdag. Men jeg vil på ingen måde bytte det sidste år for noget som helst. Jeg vil langt hellere have, at den første måned er ekstra hård, end jeg ville have undværet ham i det foregående år. Det er skørt som alle sangtekster pludselig giver meget mere mening, puha. Det er underligt ikke at have en kæreste, og jeg har svært ved at undvære alle de vidunderlige ting, der er forbundet med det.

Jeg savner én at kunne være mig selv sammen med. Jeg savner én at lave ingenting med, men uden at kede mig. Jeg savner én, der altid kan gøre mig glad. Jeg savner én, der fortæller mig sin ærlige mening. Jeg savner én at grine med helt uden grund. Jeg savner én at spise med, selvom vi ikke er sultne, men bare fordi vi godt kan lide at spise. Jeg savner én, der ved, hvordan man provokerer mig. Jeg savner én, der kan holde om mig om natten, når jeg føler mig alene. Jeg savner én at se ligegyldige lorte realityprogrammer med, blot for at bekræfte, hvor kloge og fornuftige mennesker, vi selv er. Jeg savner én, der med et enkelt blik eller kys kan fjerne alle triste tanker. Jeg savner én, der kender mig. Jeg savner én at fortælle alt til. Jeg savner én, der kan trøste mig uden ord. Jeg savner én, der tør at diskutere med mig og sige mig imod. Jeg savner én, der elsker mig og forstår mig. Jeg savner ham.

Nu vil jeg spise min super lækre chokoladeglasurhalløj og tænke over, hvordan nogen nogensinde vil betale to millioner for en ko?

Uge 3 - Afsked, BH og drenge

Afsked
Der er nu gået en uge siden det sidste indlæg, og jeg må indrømme, at tiden er gået langt hurtigere end den gjorde den første uge. Dog har den foregående uge været præget af humørsvigninger på absolut højeste niveau. Jeg var kun i skole mandag til onsdag, og nej, jeg bliver bare aldrig nogensinde vant til at stå op klokken 5 om morgenen. Jeg har lært et udtryk, der vist beskriver det meget godt - Ninguem merece, der vist betyder noget i nærheden af mega utroligt irriterende lorte trælst. Torsdag brugte jeg i selskab med min fantastiske hostsøster. Vi fik lavet negle, ordnet hår og ordnet de sidste ting i forbindelse min hendes rejse. Fredag var det så tid til at sige farvel... endnu engang. Jeg følte, at jeg oplevede hele min egen afsked en gang til, og jeg sagde farvel til den eneste person, jeg virkelig var kommet tæt på. I de minutter jeg så hende sige farvel, var der ikke noget jeg havde mere lyst til, end bare at hoppe med på flyet - tilbage til Europa. Men det var dog for en gang skyld rart ikke at være den, der havde det værst. Dagen tog uden tvivl rigtig hårdt på min dejlige værtsfamilie, og jeg måtte virkelig mande mig op for ikke også at bryde sammen. Men jeg synes faktisk, at jeg klarede det meget godt. Det var en god følelse at være i stand til at trøste i stedet for at blive trøstet. Jeg er heldigvis også kommet rigtig godt ind på min søde lillebror, og det gjorde mig rigtig glad, at han havde lyst til at græde ved min skulder. Jeg følte mig uden tvivl som den stærkeste den dag.

Belo Horizonte
I lufthavnen hentede engelsklæreren Angela, hendes yngste søn og hendes mand mig. Hun har tidligere boet i Sete Lagoas, og har to sønner på 19 og 22 (tror jeg). Hendes nuværende mand er med i min rotary klub, så det var af den grund, at hun kendte mig. Jeg havde besluttet at tage imod tilbuddet om, at tilbringe weekenden i storbyen. Også ligeså meget for at give min familie lov til lige at være triste i fred uden, at de skulle tage hensyn til mig samtidig.
Vi kørte først lidt rundt i byen, hvor der forresten bor 2,5 million - woooow. Det er en helt fantastisk flot by, og det var virkelig en oplevelse at se, hvordan de aller fattigste slumkvarterer ligger klods op af de rigeste "one-floor appartements" områder. Du kan køre på vejen og se fattigdom og lidelse på den ene side og total overdådighed og overskud på den anden side. Det ser virkelig vildt ud. Men på en eller anden måde er Brasilien i stand til at få de store samfundsforskelle til at fungere. De har respekt for hinanden, og der forekommer meget få problemer mellem de forskellige samfundsklasser. Generelt er det helt utroligt, at et land som Brasilien formår at skabe en kultur kendt for sin kreativitet, sit humør og sin sexappeal, når man tænker på, hvor mange mennesker, der egentlig lever under vilkår, vi slet ikke ville kunne forestille os i Danmark. I den ene ende af landet flyver den succesrige CEO på arbejde i sin private helikopter, mens der et andet sted i landet hopper en mand rundt i slidte klæder og fanger fisk med et spyd langs floden. De er virkelig gode til at udnytte de gratis glæder og de respekterer hinanden, trods de store forskelle. De er ligeglade med, hvor og hvad du kommer fra, hvis bare du opfører dig ordentligt og ikke er til noge géne, har du ligeså meget lov til at være her, som enhver anden.
Det er vidunderligt at være et sted, hvor folk er så imødekommende og venlige. Jeg vil dog sige, at jeg lige skal vænne mig til det med, at ALLE kysser. De krammer ikke rigtigt, som vi gør i Danmark, de kysser hinanden på kinden i stedet for. Og det er altså en smule grænseoverskridende, når en gammel mand kommer over og vil hilse på mig. Men sådan er det bare, og det må jeg bare indfinde mig med. De gør det jo på ingen måde for at genere mig. 

Belo Horizonte by night

Brasiliansk slumkvarter "favela"

Okay, nok med alle de kloge ord.

Jeg har uden tvivl haft den BEDSTE weekend! Fredag tog vi i shoppingcenteret, hvilket er fuldstændig sindssygt enormt. Jeg mødte en anden udvekslingstudent fra Mexico. Hun snakkede selvfølgelig flydende spansk, så hvis bare hun taler langsomt, kan de sagtens forstå hende og omvendt. Hun fortalte, at hun stadig har en kæreste derhjemme, og at hun savner ham så forfærdeligt meget. De snakker sammen hver aften, og hun ville så gerne bare hjem igen. Hjem til ham og hjem til Mexico. Og hun kan endda snakke med og forstå folk her i landet?! Uden at virke total kynisk, må jeg indrømme, at det gjorde mig glad at høre hende sige sådan. Og jeg bliver mere og mere glad for min og Rasmus beslutning om at gå fra hinanden. Jeg ville ikke kunne klare det, især ikke oveni alt, hvad jeg ellers har så svært ved at vænne mig til. Vi snakkede rigtig godt sammen, og det var så skønt at møde én i en lignende situation.

Senere samme aften skulle jeg møde Angelas nevø, Rodrigo. Han er på min alder og rejser til Danmark til Januar. Han skal bo et halvt år hos sin onkel i Skagen og gå i skole i Frederikshavn. Han kan kun få sætninger, som hans onkel i Danmark har lært ham, såsom "du er grim", "du er smuk", "du er lækker" og "skål". Han startede selvfølgelig med at sige, at jeg var grim, hvilket han troede var et kompliment, så jeg prøvede at forklare ham, at han ikke scorede mange piger i Danmark på den måde. Jeg må indrømme, at jeg faktisk er blevet ret skuffet over drengene herovre. I hvert fald deromkring, hvor jeg bor og går i skole, hvilket har fået mig til at savne Rasmus endnu mere. Desuden er langt de fleste drenge bange for mig og står bare og kigger underligt fra en passende afstand. Så det var på alle måder skønt at komme ind til storbyen.

Lørdag fik jeg lov til at sove længe, da de skulle på arbejde og i skole. På en lørdag? Stakkels dem. Men jeg udnyttede muligheden og sov indtil middag. Så var der frokost i byen sammen med de to sønner og nevøen - ris og bønner, yeees. Jeg havde det så sjovt med de drenge, og de behandlede mig som en søster. De tog pis på mig engang i mellem og samtidig var de helt utrolig søde alle tre. Derefter gik jeg med drengene rundt i byen og var på sightseeing hos købmanden. Jeg fandt ingen danske varer, men gudskelov for, at nutella er så udbredt.

Lørdag eftermiddag tog jeg med drengene til noget brasiliansk pardans, der hedder forró. Da den ældste søn fornyeligt har fået en kæreste, synes Angela, at han skal lære at danse. Så vi tog allesammen med. Det var noget grænseoverskridende for bette Kris. Det er en MEGET tæt dans - sådan helt næse mod næse agtigt. Meget af dansen går også ud på, hvordan man inviterer hinanden, åbner sig op og lader sig selv komme tæt på en anden. Heldigvis for mig dansede jeg med Rodrigo, som var lige så elendig til det som mig. Vi havde det sjovt med det, og vi kom på alle måder tættere ind på livet af hinanden. Vi har det vildt godt sammen og han minder mig rigtig meget om mine venner i Danmark.

Derefter tog vi til "toppen af verden". Det er en form for udsigtspunkt, hvor man kan se ud over hele området - vanvittig smukt.

Vi festede om aftenen og jeg må sige, at der virkelig ikke er nogen chance for, at der sker mig noget i de drenges selskab. Jeg havde nærmest tre bodyguards hele aftenen! Man skal være 18 for, at kunne købe alkohol og tage i byen herovre, men da jeg er høj og meget lyshåret i forhold til brasilianske piger, siger de, at det ikke bliver noget problem for mig.

Topo do mundo (toppen af verden) 

Søndag stod jeg tidligt op for at spille tennis med drengene. De havde bare lige glemt at fortælle, at de er vanvittig gode til det. Så der stod jeg, med min fine ketcher og legede Wozniacki og var totalt til grin. Men de synes selvfølgelig, at det var vanvittig morsomt. Så der var ikke andet at gøre, end bare at grine med og have det sjovt. Ellers slappede vi af det meste af dagen, vi fik noget sushi og så fodbold og sådan. Det skal lige siges, at de også kommer ost på deres sushi????

Mandag morgen blev jeg hentet af min mor, far og lillebror. Vi tog ind til politistationen og fik ordnet mit visum, så jeg nu har fuldt ud lov til at være her hele året. Det var min fars fødselsdag, men det gjorde de nu ikke så meget ud af. Vi spiste frokost hjemme i lille Inhauma og tog til rotarymøde om aftenen.

Drenge

Generelt herovre er det en selvfølge, at manden passer på kvinden. De er helt utrolig høflige overfor mig, hvilket jeg synes er rigtig rart. De lader altid mig gå ind først, om det så er i elevatoren eller ind til huset. De trækker stolen ud og hælder drikkevarer op for mig. De giver mig masser af komplimenter og spørger konstant om der er noget, jeg mangler. De gør alt, hvad de kan, for at jeg har det godt. Specielt Rodrigo er rigtig sød overfor mig. Han låner mig sin trøje, når jeg fryser, holder mig i hånden, når vi skal over vejen og nusser mig indtil, jeg falder i søvn på sofaen. Og her er det bare en selvfølge for dem. Jeg tror bare, at de fleste er opdraget sådan. OG DER LIGGER INTET I DET. Det er jo også en ungdomskultur jeg selv lige skal vende mig til. Det er også meget mærkeligt for mig! Men så længe jeg ikke synes, at det er ubehageligt og så længe det ikke overskrider mine grænser, nyder jeg bare, at de er søde. Men ja, mange af dem har vel også brug for det, når de ikke ligefrem har udseendet med sig. Der er dog en noget højere standard inde i BH, der ser de fleste drenge rimelig godt ud. Jeg havde den fedeste weekend. Men det er også rart, at jeg føler, at jeg har nogle venner derinde, som jeg kan besøge i weekenderne fremover. Så har jeg det at glæde mig til. (Vil på ingen måder fornærme nogle danske drenge. Vi er i den grad nogle heldige piger i Danmark.)

Lige nu ELSKER jeg Brasilien

Men hvem ved, om jeg gør det om 10 minutter..

Ps. Eftersom over halvdelen af mine billeder er af mad, tænkte jeg, at jeg hellere måtte vise nogle af dem.

Pão de queijo (ostebolle)

Pizza, hvis nogen af i tvivl

Lasagne

Hamburger

Frossen yogurt 

Uge 2 - Første skole dag og søde små derhjemme

Søde søde bekymrede venner og familie..

Både min mor og jeg har fået en del henvendelser fra både mine venner og min familie. Jeg er rigtig rigtig glad for, at der er så mange i Danmark, der vil mig det så godt, men der er ingen grund til at have super ondt af mig. Jeg altså ikke er døende. Langt de fleste har det svært i starten, jeg har bare valgt at være hudløs ærlig omkring, hvordan jeg har det herovre, da jeg tror, at det kan hjælpe både nuværende, men også fremtidige udvekslingstudenter. Jeg har i hvert fald selv draget stor nytte af at vide, hvordan andre i min situation har/ har haft det. Det kan godt være, at jeg kommer til at virke ulykkelig og kriseramt nogle gange, men sådan er det at være udvekslingstudent - følelserne raser rundt i kroppen. Det er stadig ikke gået op for mig, at jeg skal blive her i 338 dage mere (holder godt øje i øjeblikket), og jeg føler stadig, at jeg snart skal hjem fra en ferie.
Det er begyndt at blive en smule mere hverdagsagtigt herovre, og jeg kan godt engang i mellem kede mig. I Danmark havde jeg en hårdt presset uge, og jeg vidste for det meste præcis, hvad jeg skulle de forskellige dage, og på hvilket tidspunkt af dagen. Det var lige før, at det var planlagt, hvornår jeg kunne slappe af. Sådan fungerer tingene ikke i Brasilien! Man tager tingene lidt som de kommer, og der er ikke lagt planer for noget som helst. Det betyder også, at der sjældent er styr på, hvad der sker hvornår. Det er meget frustrerende for mig i øjeblikket, at jeg ikke har noget planlagt hver time, men at meget af tiden skal bruges herhjemme om eftermiddagen. Derimod sker der for det meste en hel del om aftenen, altså efter klokken otte. Der er på den måde byttet ret meget om på det hele. Men jeg lever helt sikkert for aftnerne lige nu!!

Jeg bor som tidligere skrevet i en lille by. Der sker ikke rigtigt så meget, og de fleste af byens beboere er en del af min KÆMPE store familie. Derfor ser vi dem en hel del. De har dog ikke rigtig nogle børn på min alder, så mig og mine søskende sidder for det meste bare og kigger. De er dog alle sammen super søde, de har bare lidt svært ved at forstå, at jeg ikke kan forstå dem endnu. Men ja, jeg smiler bare og nikker. Da jeg bor en times kørsel fra den store by, er det derfor ikke så nemt bare lige at starte i en håndboldklub, et fitnesscenter eller lign. Det er nemlig meget besværligt, da alt ligger inde i den store by. Min søster boede normalt hos sin tante fra mandag til fredag, så hun nemmere kunne være sammen med sine veninder, lave lektier og tage i shoppingcenteret. Men jeg skal jo selvfølgelig bruge langt de fleste nætter herude, da det er dem, der har ansvaret for mig. Derfor kommer jeg langt de fleste dage til at tage skolebussen hjem med min bror omkring klokken halv et. Jeg frygter lidt, at jeg kommer til at sidde meget på mit værelse alene, men mon ikke jeg bare lige skal vende mig til det at bo langt fra centrum. Jeg ville så gerne kunne planlægge, hvilke dage jeg sover hos veninder, og hvilke dage jeg sover hjemme, men næ nej - vi tager det som det kommer...

Min familie er heldigvis rigtig dejlig! De vil mig uden tvivl det aller bedste, og jeg prøver at kommunikere så godt som muligt med dem. Min søster og jeg ser tit engelske film med portugisiske undertekster, så vi begge kan lære lidt samtidig - det er så hyggeligt! De holdte kæmpe farvel fest for min søster i lørdags, men det var samtidig også en velkomstfest for mig. Det var en rigtig fed aften, og jeg havde det så sjovt! Mange af min søsters veninder kommer jeg rigtig godt ud af det med, og et par stykker af dem er også gode til engelsk. Men der er selvfølgelig lidt en underlig stemning i øjeblikket, da min søster er rigtig ked af at skulle rejse, så de bruger selvfølgelig så meget tid som muligt med hende. Derfor bliver jeg slæbt med til utallige "farvel"middage for hende, og ja, der er vist kun omkring fire i den her uge;-) Jeg har det rigtig godt med hende, og det er altid hende jeg taler med, hvis der er noget. Hun kan jo af gode grunde nemt forstå, hvorfor jeg er ked af det, og selvfølgelig også omvendt.

Et af de mange skilte i byen

Første skoledag

I dag var jeg så i skole for første gang. Det var en meget mærkelig oplevelse. For det første skal jeg stå op klokken 5, da jeg skal tage bussen klokken 6. Fuldstændig sindssygt. Busturen ind til skolen tager et time og et kvarter, hvilket jeg synes er vanvittig lang tid. Det er jo næsten som at gå i skole i Århus. Timerne starter halv otte, og vi får fri halv et, hvilket svarer til 6 lektioner. Vi har så også kun én pause. Ligesom med alt andet, tager de det meget afslappet. De kommer når det passer dem, og timen starter for det meste mindst ti minutter senere end skemaet siger. Du bestemmer selv, hvor meget du gider at følge med, og der er en del, der vælger at sove gennem langt de fleste timer. Jeg forstår absolut ingenting af, hvad der bliver sagt, men det kommer forhåbentlig om nogle måneder. Vi sidder ved små plasticborde med små plasticstole, hvilket er hårdt i længden. Vi er i den grad heldige med vores skoler i Danmark!! Jeg skal bruge skoleuniform, men det er blot en t-shirt med skolens logo, så det går nok.



Belo Horizonte

Der er kæmpe musikfestival i byen i den her uge. Den kører fra onsdag til søndag og er fra tolv om aftenen til seks om morgenen. Men det bliver der ikke noget af for mig. Festivalen er fyldt med fulde mennesker, stoffer og farlige episoder. Selvom mine veninder rigtig gerne vil have mig med, kan jeg sagtens forstå min hostmor. Det ville være lidt som at starte ud med en vild tur til Aalborg karneval efter knap to uger i Danmark. I stedet er jeg blevet inviteret til Belo Horizonte, som er områdets hovedstad. Der bor omkring 2,5 million. Jeg skal bo ved en engelsklærer, som jeg har fået et rigtig godt forhold til. Hun og hendes bror har selv været udvekslingsstudenter, og de er på alder med mine forældre derhjemme. Derudover har de selv haft mange boende. De har nogle super søde børn på min alder, og en af dem skal endda rejse til Danmark til jul. Så jeg glæder mig vanvittig meget til weekenden, bortset fra, at jeg skal sige farvel til min dejlige hostsøster:(

Savnet er stadig stort, men jeg græder knap så meget. Det er så vanvittig underligt at være så langt væk fra alle mine elskede mussere i Danmark. Det kan være lidt en ulempe, at Brasilien er så stort et land, da der er rigtig langt hen til de andre udvekslingstudenter. Der er det måske en smule nemmere derhjemme. Men langt de fleste har det ligesom mig lige nu, og vi misunder alle vores venner, der starter i skole igen i morgen til det man kender og de mennesker, man elsker. Lige nu ville jeg ønske, det var mig. Men det går stille og roligt fremad, og jeg ser rigtig meget frem til weekenden.

Knus og kysser fra Krissy

Til jer der gerne vil have min skype: kristine.juel.krog.thomsen
Nyt telefonnummer til iMessage: +55(31)95573035 - og ja, der er 10 tal

Uge 1 - Ost, kærlighed og hjemve

Mad i Brasilien

Mad i Brasilien.... eller nej, nok bare ost. De spiser ost HELE TIDEN. Smeltet, grillet, tørt, i kage, i brød, til frugt, til morgenmad, middagsmad og aftensmad. De spiser så meget ost, at det fortjener at komme med på bloggen. Jeg vil faktisk kalde mig selv en hyppig ostespiser i Danmark, men næ nej, vi spiser overhovedet ikke ost i forhold til brasilianerne. Det virker ofte som om, at de bruger det til at overdøve de andre smagsnuancer i maden. Så efter de første par dage havde jeg egentlig fået et trælst forhold til min ellers så dejlige vane hjemmefra. MEN i går aftes vendte det hele fuldstændig på hovedet for mig - vi fik pizza. Nøøøj, hvor kunne vi danskere lære noget om ost på pizzaer! Jeg fik en hjemmelavet pizza kun med kylling og ost, og det smagte helt fantastisk!!

Min søde værtsmor. Vi fik pizza hos min tante. 

Ellers er maden meget, som jeg forventede det. De spiser masser af ris, kød og bønner, og de spiser hele tiden. De har købt Fitness morgenmad til mig, da de hurtigt fandt ud af, at jeg havde svært ved at spise ostekager til morgenmad. Til middag står den så på varm mad, da frokosten er det vigtigste måltid i Brasilien. Til aften spiser de lidt, når det passer dem, og ofte noget kage- eller brødværk.
Af en eller anden grund er jeg aldrig sulten hernede. Jeg ved ikke om min mave blot er fyldt op med knuder og sommerfugle, eller om det er varmen. I hvert fald spiser jeg ikke særlig meget.


Pato

Noget helt andet er mit kæreste eje - min lille and. Min kære and er efterhånden blevet meget populær hernede og ikke mindst den tilhørende historie. Jeg fik anden af min (daværende) kæreste Rasmus lige inden jeg tog afsted. Han har tit kaldt mig "sin lille and", og derfor gav han mig dén, som et minde om ham. Dengang navngav vi den "Pato", som betyder and på portugisisk. Hernede synes de simpelthen, at det er noget af det sødeste i hele verden, hvilket jeg er totalt enig i!
Da det så viste sig, at det er fuldstændig umuligt for mig, at huske det brasilianske ord for kæreste, nemlig "namorado", besluttede vi os for bare at kalde kæreste for "Pato". Så hver eneste gang de peger på mit billede af Rasmus, siger jeg "Pato", hvilket de synes er sindssygt morsomt.


























Hjemve

Lige i øjeblikket lider jeg helt utrolig meget af hjemve. Jeg græder konstant, og jeg har så svært ved ikke at tænke på Danmark. Jeg savner alt. Min familie, Rasmus, mine venner og veninder, min seng, vores mad. Jeg savner ganske enkelt bare min fantastiske hverdag i Danmark. Det siges, at det bliver det bedste år i mit liv, men der skal godt nok nået til at overgå det sidste år. Det virker allerede som om, at jeg har været væk i vildt lang tid, selvom det kun er fem dage siden, jeg rejste. Det er nok mere fordi, der er så lang tid tilbage. Jeg må godt nok indrømme, at jeg virkelig har krise lige nu, og jeg har svært ved at forblive positiv. Egentlig ville jeg uden tøven, springe på det første fly hjem, hvis jeg fik muligheden. Men jeg er sikker på, at det bare er en periode, jeg lige skal igennem. Det hele er stadig meget nyt og overvældende, og jeg har meget svært ved at kommunikere med nogle om mine problemer, da de ikke forstår, hvad jeg siger. Min familie har meget travlt, hvilket jeg egentlig er vant til hjemmefra, men det resulterer ofte i, at jeg er meget alene hjemme. Det er der, det går galt for mig. Når jeg har for meget tid til at tænke over, hvad jeg savner og mangler. Men ja, jeg giver ikke op endnu, det er vel dage som disse, der gør mig stærkere. Det MÅ og SKAL vende på et tidspunkt.

Jeg kæmper videre.

Uge 1 - endelig fremme

Afskedsfest

Først og fremmest vil jeg gerne sige tusinde tak til alle mine dejlige venner og veninder. Jeg fik den bedst tænkelige afsked, og det var uden tvivl en helt fantastisk aften!!

Departure

Søndag morgen rejste Karo, Mor, Far, Rasmus og jeg til København. Vi brugte de sidste timer sammen på at hygge og spise god mad. Mandag eftermiddag skulle jeg så møde ude i lufthavnen omkring klokken tre. Jeg fik udleveret billetter, afleveret min nøje afmålte kuffert, og derefter var det så tid til at sige farvel. Det var utrolig hårdt at se mine fire yndlingspersoner stå med tårer ned af kinderne, og jeg glemmer aldrig nogeninde hvor hårde de sidste timer var. 

Da vi havde fået sagt farvel til vores familier, gik vi straks hen mod gaten. Først fløj vi fra København til Frankfurt og derefter videre til Saõ Paolo. Den 12 timers lange flyvetur over atlanterhavet var ikke den mest behagelige flyvetur. Der var masser af turbulens, så der var svært at få sovet ordentligt. 

Efter en mindre flyvetur fra Saõ Paolo til Belo Horizonte mødte jeg for første gang min skønne nye familie. De stod klar i lufthavnen med balloner og kæmpe store skilte. Jeg blev med det samme omfavnet af mine nye forældre, og derefter min søster, bror, counsellor, mormor og morfar. Vi vendte så snuden mod min nye hjemby Inhauma. Der blev jeg taget i mod af hele rotary klubben, samt resten af familien. Der blev taget masser af billeder og de var alle meget begejstret for at møde mig. De bad mig med det samme om at holde en tale om, hvordan turen havde været osv. Da vi kørte gennem byen var der hængt skilte og billeder op af mig OVER DET HELE. Det hele var meget overvældende. 

På lørdag bliver der holdt en velkomstfest for mig, hvor jeg skal møde alle mine værtsfamilier og en masse andre mennesker. Det er samtidig også en farvel-fest for min søster, der tager til Belgien næste fredag. I morgen, torsdag, skal jeg ind til byen for at møde min nye klasse, og det glæder jeg mig rigtig meget til. 

Jeg har wi-fi på mit værelse, så i kan sagtens kontakte mig over skype, iMessage eller facebook. I skal bare lige huske på, at jeg er fem timer bagud.

Nu sidder jeg på mit fine nye værelse, med en masse nye indtryk i kroppen. Jeg kan sagtens mærke, at jeg er meget anderledes og, at det er en kæmpe begivenhed for byen, at jeg kommer. De rører konstant ved mit hår og fortæller mig hvor høj og smuk jeg er. Det hele virker meget uoverskueligt lige nu, og et år virker som meget lang tid. Men jeg er sikker på at jeg nok skal falde til hos min familie. Forhåbentlig snart. 

Savner allerede jer alle

Kys

Jeg er rejst afsted som det, man kalder en udvekslingsstudent. Det vil sige, at jeg er rejser gennem en organisation, der sponsorerer mig. Jeg var så heldig at blive valgt af min ønskeorganisation Rotary International af klubben Hjørring Morgen. I gennem Rotary får jeg tildelt både en counsellor i Danmark og Brasilien, hvis eneste ansvar er at hjælpe mig med at opnå den bedst mulige udvekslingsoplevelse. Derudover har jeg også det, det kaldes en distrikscounsellor i begge lande, de har ansvaret for enten alle inbounds eller outbounds. Jeg er en outbound i Danmark og en inbound i Brasilien, og til sommer bliver jeg til en rebound, altså en tilbagevendt udvekslingsstudent. Jeg er sponsoreret af min dejlige klub i Danmark, men jeg hører også under en klub i Brasilien kaldet Rotary Clube de Inhaúma. På den måde er jeg dækket ind af et stort og stærkt sikkerhedsnet med mange mennesker, der arbejder for, at lige netop jeg får et fantastisk ophold. Gennem Rotary bliver du behandlet både som et individ og som en del af et kæmpe fælleskab. Jeg har allerede mange gode bekendtskaber gennem udrejsebriefinger, fælles flyvetur og de store rejser arrangeret af Rotary her i Brasilien. Rotary er den mest anerkendte organisation til udveksling, og meget få ender med en dårlig oplevelse. 

Rotary er et helt vidunderligt program i mine øjne, og det har givet mig muligheden for at opleve verden. Jeg elsker hele idéen med, at man har mulighed for prøve noget så vildt og anderledes og samtidig være en del af en verdensomspændende organisation, der arbejder for at gøre verden bedre. Rotary har stoppet polio i utallige lande efterhånden og har sat stærk ind i kampen mod AIDS. Jeg får lov til at få indsigt i en hel ny kultur og hjælpe så mange mennesker ved blot at være en del af Rotary. Jeg kan skabe mit eget liv, præcis som jeg vil have det, men med et kæmpe ansvar. Rotary indebærer en vanvittig mængde regler og retningslinjer, og det kræver utrolig meget at leve op til alle de forventninger, der hører med til at være udvekslingsstundent. Vi skal være perfekte billeder på veluddannede, ansvarlige og modne unge, og kun få fejl accepteres, hvis man vil undgå hjemsendelse. 

Jeg er utrolig stolt af, at kunne kalde mig selv for en Rotary udvekslingsstudent, og det er en oplevelse jeg for altid vil have gemt i hjertet sammen med de mange mennesker, der nu er en del af mit liv. Jeg ser frem til i fremtiden at hjælpe andre afsted på deres rejser og velkomme andre til Danmark. Jeg kan slet ikke beskrive min taknemlighed for at blive udvalgt som en af de heldige tre i min lille by Hjørring.

HVIS DU HAR BARE DEN MINDSTE LILLE TANKE OM, AT DET KUNNE VÆRE NOGET FOR DIG, SÅ HOP IND PÅ www.rotarynyt.dk

Rotary er et lokalt og internationalt netværk med spændende muligheder for aktive erhvervsfolk, ledere og selvstændige, der ønsker at udvikle deres erhvervsmæssige kompetence. Rotary består af engagerede og motiverede mænd og kvinder, der sætter høje etiske standarder som mål.

Rotary er en unik, verdensomspændende organisation, der giver mulighed for menneskelig og faglig udvikling på tværs af faggrænser og niveau. Rotary er for mænd og kvinder i ledelsesmæssige funktioner i private og offentlige virksomheder eller selvstændige, som på tværs af faggrænser ønsker at lære andre ledere at kende, skabe netværk og trække på hinandens erfaringer.

Rotary er for dem, som har engagement og overskud til at udføre et værdifuldt arbejde sammen med andre - for lokalsamfundet og for den internationale verden.