tirsdag den 20. august 2013

Uge 3 - Afsked, BH og drenge


Afsked
Der er nu gået en uge siden det sidste indlæg, og jeg må indrømme, at tiden er gået langt hurtigere end den gjorde den første uge. Dog har den foregående uge været præget af humørsvigninger på absolut højeste niveau. Jeg var kun i skole mandag til onsdag, og nej, jeg bliver bare aldrig nogensinde vant til at stå op klokken 5 om morgenen. Jeg har lært et udtryk, der vist beskriver det meget godt - Ninguem merece, der vist betyder noget i nærheden af mega utroligt irriterende lorte trælst. Torsdag brugte jeg i selskab med min fantastiske hostsøster. Vi fik lavet negle, ordnet hår og ordnet de sidste ting i forbindelse min hendes rejse. Fredag var det så tid til at sige farvel... endnu engang. Jeg følte, at jeg oplevede hele min egen afsked en gang til, og jeg sagde farvel til den eneste person, jeg virkelig var kommet tæt på. I de minutter jeg så hende sige farvel, var der ikke noget jeg havde mere lyst til, end bare at hoppe med på flyet - tilbage til Europa. Men det var dog for en gang skyld rart ikke at være den, der havde det værst. Dagen tog uden tvivl rigtig hårdt på min dejlige værtsfamilie, og jeg måtte virkelig mande mig op for ikke også at bryde sammen. Men jeg synes faktisk, at jeg klarede det meget godt. Det var en god følelse at være i stand til at trøste i stedet for at blive trøstet. Jeg er heldigvis også kommet rigtig godt ind på min søde lillebror, og det gjorde mig rigtig glad, at han havde lyst til at græde ved min skulder. Jeg følte mig uden tvivl som den stærkeste den dag.




Belo Horizonte
I lufthavnen hentede engelsklæreren Angela, hendes yngste søn og hendes mand mig. Hun har tidligere boet i Sete Lagoas, og har to sønner på 19 og 22 (tror jeg). Hendes nuværende mand er med i min rotary klub, så det var af den grund, at hun kendte mig. Jeg havde besluttet at tage imod tilbuddet om, at tilbringe weekenden i storbyen. Også ligeså meget for at give min familie lov til lige at være triste i fred uden, at de skulle tage hensyn til mig samtidig.
Vi kørte først lidt rundt i byen, hvor der forresten bor 2,5 million - woooow. Det er en helt fantastisk flot by, og det var virkelig en oplevelse at se, hvordan de aller fattigste slumkvarterer ligger klods op af de rigeste "one-floor appartements" områder. Du kan køre på vejen og se fattigdom og lidelse på den ene side og total overdådighed og overskud på den anden side. Det ser virkelig vildt ud. Men på en eller anden måde er Brasilien i stand til at få de store samfundsforskelle til at fungere. De har respekt for hinanden, og der forekommer meget få problemer mellem de forskellige samfundsklasser. Generelt er det helt utroligt, at et land som Brasilien formår at skabe en kultur kendt for sin kreativitet, sit humør og sin sexappeal, når man tænker på, hvor mange mennesker, der egentlig lever under vilkår, vi slet ikke ville kunne forestille os i Danmark. I den ene ende af landet flyver den succesrige CEO på arbejde i sin private helikopter, mens der et andet sted i landet hopper en mand rundt i slidte klæder og fanger fisk med et spyd langs floden. De er virkelig gode til at udnytte de gratis glæder og de respekterer hinanden, trods de store forskelle. De er ligeglade med, hvor og hvad du kommer fra, hvis bare du opfører dig ordentligt og ikke er til noge géne, har du ligeså meget lov til at være her, som enhver anden.
Det er vidunderligt at være et sted, hvor folk er så imødekommende og venlige. Jeg vil dog sige, at jeg lige skal vænne mig til det med, at ALLE kysser. De krammer ikke rigtigt, som vi gør i Danmark, de kysser hinanden på kinden i stedet for. Og det er altså en smule grænseoverskridende, når en gammel mand kommer over og vil hilse på mig. Men sådan er det bare, og det må jeg bare indfinde mig med. De gør det jo på ingen måde for at genere mig. 
Belo Horizonte by night

Brasiliansk slumkvarter "favela"

Okay, nok med alle de kloge ord.

Jeg har uden tvivl haft den BEDSTE weekend! Fredag tog vi i shoppingcenteret, hvilket er fuldstændig sindssygt enormt. Jeg mødte en anden udvekslingstudent fra Mexico. Hun snakkede selvfølgelig flydende spansk, så hvis bare hun taler langsomt, kan de sagtens forstå hende og omvendt. Hun fortalte, at hun stadig har en kæreste derhjemme, og at hun savner ham så forfærdeligt meget. De snakker sammen hver aften, og hun ville så gerne bare hjem igen. Hjem til ham og hjem til Mexico. Og hun kan endda snakke med og forstå folk her i landet?! Uden at virke total kynisk, må jeg indrømme, at det gjorde mig glad at høre hende sige sådan. Og jeg bliver mere og mere glad for min og Rasmus beslutning om at gå fra hinanden. Jeg ville ikke kunne klare det, især ikke oveni alt, hvad jeg ellers har så svært ved at vænne mig til. Vi snakkede rigtig godt sammen, og det var så skønt at møde én i en lignende situation.

Senere samme aften skulle jeg møde Angelas nevø, Rodrigo. Han er på min alder og rejser til Danmark til Januar. Han skal bo et halvt år hos sin onkel i Skagen og gå i skole i Frederikshavn. Han kan kun få sætninger, som hans onkel i Danmark har lært ham, såsom "du er grim", "du er smuk", "du er lækker" og "skål". Han startede selvfølgelig med at sige, at jeg var grim, hvilket han troede var et kompliment, så jeg prøvede at forklare ham, at han ikke scorede mange piger i Danmark på den måde. Jeg må indrømme, at jeg faktisk er blevet ret skuffet over drengene herovre. I hvert fald deromkring, hvor jeg bor og går i skole, hvilket har fået mig til at savne Rasmus endnu mere. Desuden er langt de fleste drenge bange for mig og står bare og kigger underligt fra en passende afstand. Så det var på alle måder skønt at komme ind til storbyen.

Lørdag fik jeg lov til at sove længe, da de skulle på arbejde og i skole. På en lørdag? Stakkels dem. Men jeg udnyttede muligheden og sov indtil middag. Så var der frokost i byen sammen med de to sønner og nevøen - ris og bønner, yeees. Jeg havde det så sjovt med de drenge, og de behandlede mig som en søster. De tog pis på mig engang i mellem og samtidig var de helt utrolig søde alle tre. Derefter gik jeg med drengene rundt i byen og var på sightseeing hos købmanden. Jeg fandt ingen danske varer, men gudskelov for, at nutella er så udbredt.

Lørdag eftermiddag tog jeg med drengene til noget brasiliansk pardans, der hedder forró. Da den ældste søn fornyeligt har fået en kæreste, synes Angela, at han skal lære at danse. Så vi tog allesammen med. Det var noget grænseoverskridende for bette Kris. Det er en MEGET tæt dans - sådan helt næse mod næse agtigt. Meget af dansen går også ud på, hvordan man inviterer hinanden, åbner sig op og lader sig selv komme tæt på en anden. Heldigvis for mig dansede jeg med Rodrigo, som var lige så elendig til det som mig. Vi havde det sjovt med det, og vi kom på alle måder tættere ind på livet af hinanden. Vi har det vildt godt sammen og han minder mig rigtig meget om mine venner i Danmark.

Derefter tog vi til "toppen af verden". Det er en form for udsigtspunkt, hvor man kan se ud over hele området - vanvittig smukt.

Vi festede om aftenen og jeg må sige, at der virkelig ikke er nogen chance for, at der sker mig noget i de drenges selskab. Jeg havde nærmest tre bodyguards hele aftenen! Man skal være 18 for, at kunne købe alkohol og tage i byen herovre, men da jeg er høj og meget lyshåret i forhold til brasilianske piger, siger de, at det ikke bliver noget problem for mig.



Topo do mundo (toppen af verden) 

Søndag stod jeg tidligt op for at spille tennis med drengene. De havde bare lige glemt at fortælle, at de er vanvittig gode til det. Så der stod jeg, med min fine ketcher og legede Wozniacki og var totalt til grin. Men de synes selvfølgelig, at det var vanvittig morsomt. Så der var ikke andet at gøre, end bare at grine med og have det sjovt. Ellers slappede vi af det meste af dagen, vi fik noget sushi og så fodbold og sådan. Det skal lige siges, at de også kommer ost på deres sushi????

Mandag morgen blev jeg hentet af min mor, far og lillebror. Vi tog ind til politistationen og fik ordnet mit visum, så jeg nu har fuldt ud lov til at være her hele året. Det var min fars fødselsdag, men det gjorde de nu ikke så meget ud af. Vi spiste frokost hjemme i lille Inhauma og tog til rotarymøde om aftenen.


Drenge
Generelt herovre er det en selvfølge, at manden passer på kvinden. De er helt utrolig høflige overfor mig, hvilket jeg synes er rigtig rart. De lader altid mig gå ind først, om det så er i elevatoren eller ind til huset. De trækker stolen ud og hælder drikkevarer op for mig. De giver mig masser af komplimenter og spørger konstant om der er noget, jeg mangler. De gør alt, hvad de kan, for at jeg har det godt. Specielt Rodrigo er rigtig sød overfor mig. Han låner mig sin trøje, når jeg fryser, holder mig i hånden, når vi skal over vejen og nusser mig indtil, jeg falder i søvn på sofaen. Og her er det bare en selvfølge for dem. Jeg tror bare, at de fleste er opdraget sådan. OG DER LIGGER INTET I DET. Det er jo også en ungdomskultur jeg selv lige skal vende mig til. Det er også meget mærkeligt for mig! Men så længe jeg ikke synes, at det er ubehageligt og så længe det ikke overskrider mine grænser, nyder jeg bare, at de er søde. Men ja, mange af dem har vel også brug for det, når de ikke ligefrem har udseendet med sig. Der er dog en noget højere standard inde i BH, der ser de fleste drenge rimelig godt ud. Jeg havde den fedeste weekend. Men det er også rart, at jeg føler, at jeg har nogle venner derinde, som jeg kan besøge i weekenderne fremover. Så har jeg det at glæde mig til. (Vil på ingen måder fornærme nogle danske drenge. Vi er i den grad nogle heldige piger i Danmark.)

Lige nu ELSKER jeg Brasilien
Men hvem ved, om jeg gør det om 10 minutter..

Ps. Eftersom over halvdelen af mine billeder er af mad, tænkte jeg, at jeg hellere måtte vise nogle af dem.
Pão de queijo (ostebolle)
Pizza, hvis nogen af i tvivl
Lasagne
Hamburger
Frossen yogurt 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar