Tirsdag vågnede jeg op med en skør fornemmelse i kroppen. Jeg følte mig ikke helt på toppen, men jeg tog i skole alligevel. Op af dagen fik jeg en mærkelig form for stikhovedpine, og mit højre øje blev ved med at sløre til, så jeg ikke kunne fokusere. Jeg lagde egentlig ikke så meget i det, så jeg brokkede mig ikke. Senere på dagen skulle jeg i fitness, og derefter direkte hjem i bad og videre til et stort rotarymøde inde i byen. Efter fitness fik jeg det endnu værre, og jeg fortalte min familie om symptomerne. På vejen ind til byen blev det på ingen måde bedre. Min mor tænkte, at jeg nok manglede noget at spise, da jeg ikke havde spist siden middag. Det hjalp heller ikke, og under mødet fik jeg svære og svære ved at kontrollere min krop. Mine ben begyndte at ryste, og jeg var flere gange ved at falde ned af stolen. Jeg var rigtig nervøs, for jeg havde aldrig haft det sådan før. Vi besluttede os for at tage tidligt hjem, men jeg nåede kun at stå op i få sekunder, før jeg besvimede og røg i gulvet med hovedet først.
Jeg kan ikke huske så meget, men jeg vågnede på en række stole kort efter med en masse mennesker omkring mig. Jeg kunne ikke mærke mine hænder og fødder, og jeg var stoppet med at trække vejret. Heldigvis var der en læge til stede, og jeg kom hurtig på sygehuset, eller okay det lignede mere en psykiatrisk afdeling fra en gyserfilm, men der var læger. Men de fandt i hvert fald ud af, at min puls var alt for lav, og mit blodtryk ikke var helt i orden. De fik efter 273848 forsøg lagt et drop i min hånd, og jeg lå et par timer og fik det bedre.
Det var en vanvittig skræmmende oplevelse for mig, da jeg aldrig har prøvet noget lignende. Lægerne gættede på at det kunne skyldes klimaændringer, men den køber jeg ikke. Så er der heller ikke større forskel på 25 grader derhjemme og 30 grader her. Jeg tror mere, at min krop bare gav op overfor alle de frustrerende og stressende tanker. Jeg har udsat mig selv for rigtig meget både fysisk og psykisk, og min krop kunne bare ikke klare mere. Samtidig havde jeg ikke spist meget den dag, men trænet rigtig hårdt, hvilket nok kun gjorde det værre. I hvert fald er jeg slet ikke i tvivl om, at der var noget helt galt med mig.
Jeg har derfor brugt de sidste par dage i sengen, for rigtig at komme til hægterne igen. Men jeg har det RIGTIG GODT nu, og jeg skal sove hos en veninde i aften. Der er ingen grund til at være bekymret, og jeg er sikker på, at det var en engangsoplevelse. Det var mærkeligt ikke at have sin mor eller far ved sig, når så alvorlige ting pludselig sker. Men det har hjulpet mig rigtig meget at kunne snakke med både dem og Rasmus om det, da det kan være svært for mig at forklare præcis, hvordan jeg har det til min værtsfamilie. Jeg er blevet overbevist om, at jeg skal passe mere på mig selv, spise mere, sove mere og finde en måde at smide alle tankerne væk på. Min krop havde bare brug for en pause, og jeg bebrejder den ikke.
Men i morgen er der musikfestival i byen, og lørdag smutter jeg til kæmpe rotary samling i Belo Horizonte, hvor jeg skal være indtil onsdag aften. Jeg glæder mig rigtig meget til at møde nogen, der er i samme situation som mig og få styr på, hvornår jeg skal på de forskellige ture. Jeg regner med, at det nok skal blive en god uge
Ingen kommentarer:
Send en kommentar