Uge 8 - sentimental

Åh fredag, endelig! Og weekend! Selvom den her uge klart har været blandt de bedste uger, er der uden tvivl intet bedre end weekenden. Jeg har for en gangs skyld haft travl, og jeg har været træt om aftenen, sådan rigtig træt. Jeg har spist frokost i byen hver dag, og derefter tilbragt dagen sammen med Adriana. Vi har shoppet, lært portugisisk, spist og hygget. Det er så vanvittigt dejligt endelig at have en at bruge eftermiddagen med. Om aftenen har jeg trænet en hel del, hvilket jeg er begyndt at elske mere og mere, i takt med at jeg kan snakke mere med folk i træningscenteret. Eller der er ca. én af hver ting, og rummet er på størrelse med mit køkken, så jeg ved ikke rigtig om man kan kalde det et træningscenter? Men skidt pyt, jeg hygger mig.

Én ting, der virkelig er fået op for mig, i de knap otte uger, jeg har været her er, hvor vigtigt det er at være omgivet af mennesker, som du elsker og som elsker dig. Omstændighederne er langt fra det vigtigste, og det er egentlig utrolig ligemeget, hvad du bruger din tid på, så længe du er omgivet af nogle mennesker, du har kært. Det var netop det faktum, der gjorde mine første fire uger rigtig hårde. Jeg tror såmen nok, at folk holdte af mig, men det var ikke gensidigt. Det tog lang tid for mig at åbne mig op og invitere andre ind i mit liv, selvom de allesammen havde inviteret mig ind i deres. Jeg savnede at have folk omkring mig, som jeg virkelig holder af og elsker, nogle der kender mig og forstår mig. Jeg har svært ved at knytte stærke bånd til nye mennesker, og i lang tid følte jeg mig egentlig meget alene. Jeg har mange venner i Danmark, og jeg elsker dem vanvittigt meget, men der er kun få, som virkelig er tæt på mig. Det er de mennesker, jeg håber og tror på vil være i mit liv rigtig mange år endnu. Og da jeg ved, at jeg i sidste ende skal forlade alt og alle i Brasilien, havde jeg følelsesmæssigt svært ved for alvor at lade folk komme tæt på mig. I bund og grund følte jeg, at jeg kunne forlade Brasilien helt uden at miste noget. 

Men det har i løbet af de sidste uger ændret sig. Jeg har fået venner og veninder, som jeg kan mærke, at jeg virkelig holder af. I takt med, at jeg bliver bedre til sproget, er det også nemmere for mig at snakke med min familie, og nemmere for dem at forstå mig. Det er en dejlig følelse, at jeg allerede nu ved, at det bliver det sværeste i verden at skulle efterlade et helt liv her til sommer. Mine omstændigheder har ikke ændret sig voldsomt, men jeg er kommet tættere på folk, og jeg føler mig ikke længere alene. Især har det hjulpet mig, at Adriana er kommet. Vi forstår hinanden, og jeg ved, hvor svært hun har det lige nu, hvor hun går gennem de første uger. Jeg prøver at hjælpe så godt jeg kan, men det tager tid, og i mit tilfælde rigtig lang tid, at knytte sig til ikke bare et nyt land, men også nye mennesker. Vi skal lære at give os selv fuldt ud i de givne omstændigheder, og det er ikke let. Vi skal lære at skubbe at helt liv væk, og starte et nyt, som var det vores hverdag resten af livet. Jeg føler mig for alvor knyttet til Brasilien nu, og tanken om at jeg skal væk igen er forfærdelig. Og det gør mig egentlig glad. Jeg savner stadig Danmark, men det vil jeg altid gøre, og det betyder ikke, at mit liv i Brasilien ikke er mindst lige så fantastisk.