tirsdag den 22. oktober 2013

Uge 12 - well that escalated quickly

Ja. Many things escalate quickly her nogen gange. Eller i hvert fald når det kommer til alt andet end aftaler, der rent faktisk skal komme styr på, eller problemer jeg virkelig gerne vil have ordnet. Der er de knap så skarpe og hurtige på aftrækkeren de kære brasilianere. Kan det vente til i morgen, så lad det endelig vente. No stress. Men jeg har nu efterhånden oplevet en hel del, der har udviklet sig en del anderledes, end jeg lige først havde regnet med.

For det første er det absolut ondssvage brasilianske vejr virkelig ved at udfodre min logiske sans. Det giver simpelthen lige så meget mening som at gå en tur med sin struds i snor (det virkede ellers som om de egentlig havde en hyggelig spadsertur). Det er komplet umuligt for ikke at sige latterligt irriterende, at man ikke kan forudse noget som helst. Alle de gange jeg har forsøgt mig med vejrudsigt, må den brasilianske Peter Tanev virkelig have haft sig en morsom stund på kontoret. Det er altid præcis det modsatte af, hvad du tror, og vejret kan ændre sig på sekunder. Jeg steg på skolebussen i dag i crazy stormvejr med regnstråler på størrelse med flagstænger og steg ud en time senere i 38 graders solskin. Hvad er det her for et sted. I Danmark er vejret lidt mere simpelt. Om efteråret kan du enten forvente en forholdsvis kold overskyet dag, en kold dag med blæst, en kold dag med regn eller en kold dag med regn og blæst. Meget nemmere at overskue. Thank God for at det trods alt er ved at være sommer. Velkommen til tiny bikinis og bare overkroppe.

Først besked siger: "mor, jeg sover her, I morgen tidlig tager jeg til borracharia, kys"
Der skal i Brasilien ikke meget mere end blot en fælles livret, ens computere, "jeg har set dig før" eller blot forkert nummer til, at man er mere end berettiget til at være venner på facebook. Jeg fik for et par uger siden en venneanmodning fra en smart fyr, der havde set mig på gaden, og derfor mente, at det var et tegn fra ham den store i himlen om, at vi burde være venner. Hvor hyggeligt altså. De har en forskruet tilgang til venskab, og de har allesammen flere venner, end jeg har spist m&m's i mit liv. 

Familieforholdet er en kæmpe del af at være udvekslingsstudent, og mit forhold til min helt igennem vidunderlige familie har udviklet sig voldsomt hurtigt. Jeg havde slet ikke troet, at jeg rent faktisk ville føle mig som en del af familien, men det gør jeg virkelig. Og min lillebror og jeg er begyndt at blive mere søskende. Det er skønt at genkende de dejlige kærlige søskendefølelser og have en at være total barnlig, mopset og latterlig overfor. Fuldt ud tilfreds, selvom edu og karo er hinandens modsætninger. Karo har altid travlt, det har han sjældent. Hun er pigen, der tager osten af maden, hvor han tager maden af osten. Men en ting har de til fælles, de er begge en del af min familie.

Ting der også udvikler sig rigtig hurtigt her er, hvor hurtigt folk bliver forelsket, eller nærmere hvor hurtigt drenge falder for mig og adriana. Du gode gud hvor er jeg glad for, at lyst hår og blå øjne er normalt i lille Danmark. Vi er blevet nogle små kællinger, men der skal da godt nok heller ikke meget mere end et enkelt uskyldigt "hej" til (eller oi om man vil) før beskeder som, "jeg vil have dig", "jeg er ked af det fordi du ikke vil kysse mig", "hvorfor svarer du ikke smukke?" og ikke mindre end "jeg vil slå op med min kæreste for dig" smadrer facebook-indbakken. Det kan man kalde at eskalere hurtigt, holy moly. Vi lider desværre begge af det gén der kaldes 'compation', hvilket kan give problemer, når det kommer til at skulle give vores ærlige mening. Vi prøver at gøre som i diverse film og smide en "det er ikke dig, men mig"-replik afsted, selvom det alligevel altid er ham, men hvad dælen. Vi er jo gode piger. Jeg er ikke vant til at det forvirrende hjerteknuseri. It just doesn't feel right. Men sjovt er det.

Og sidst men ikke mindst - tiden!! Jeg skifter familie om mindre end en måned, det vil sige, at så er en tredjedel af tiden gået. Jeg har alt for meget jeg skal nå. Og forresten endte den her uge med at blive alt andet end normal. Vi besluttede at sove i går og i morgen har vi fri. Adrianas mor besluttede heller intet mindre end at farve mit hår lyserødt med et lilla håndklæde. Det skulle åbentbart vaskes før brug. Barbie Kris, for alvor nu. Great.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar