Jeg savner til tider min gamle hverdag en hel del. Det var nu ikke fordi, der var noget specielt spændende over den, men i det mindste havde jeg en. Hernede har jeg ikke rigtig en hverdag, der er ikke noget, der helt når at blive normalt. Og hvis det er tæt på, vups så er det tid til at skifte familie. Jeg går ikke så meget i skole, da jeg har en del portugisisk timer i starten af dagen og ellers bare ofte har en del ting, der er vigtigere end seks timer i minus firetredive graders stiv kuling fra syd, også kendt som aircondition-monsteret bagerst i klasselokalet. Derudover træner vi meget, sådan når der lige er plads til det. Jeg sover inde i byen her og der et par gange om ugen, når bussen ikke lige passer og ellers, er jeg væk to til tre dage hver weekend. Og så er der så lige mærkelige rotary ting, rejser osv som faktisk snupper mange uger i kalenderen. Lige nu dog blot en enkelt, men i december hele tre uger. Det er så svært ikke at omtale mig selv i vi-form, da jeg nærmest er to personer i øjeblikket, når Adriana og jeg bor sammen. Vi er nok kun skilt af, når en af os er i bad. Ja faktisk, sådan mere eller mindre. Hun kender mig nærmest pinligt godt nu, selv alle små mærkelig ting. Og ja, hun fortalte mig den anden dag, at jeg siger mange mærkelige lyde. Netop lige den udmelding gør hende nu til en del af indercirklen.
Jeg har squ et spændende, vanvittigt og helt fantastisk liv her. Nok mere overraskende og lærerigt end de flestes. Og jeg nyder det så sindssygt meget for tiden. Der er ved at være proppet op i kamerarullen såvel som listen med venneanmodninger. Det bedste af det hele er, at alle omkring mig også er glade, der er så god stemning i det her land. For oveni hatten lige at være træls, kan jeg endnu engang minde jer om, at min to-måneders sommerferie starter om en uge. Sveder. Poor you. Men ja faktisk, jeg savner alle mine almindelige teenageagtige gøremål i en normal dansk uge i lille Hjørring. Alle de forskruede og fantastiske, men dog til tider også røvsyge ting, der gjorde mit liv til mit liv.
Jeg savner cykelturen om morgen klokken at for skide tidligt (er nu vant til det, der er værre). Morgenmaden skal sluges mellem 07:30 og 07:35 og så ud af døren - helst inden eller præcis 07:48. Møde Sebastian for enden af eventyrstien, stien der uden tvivl er navngivet om sommeren. Gud så skræmmende de nøgne klamme grene kan være om vinteren. Snakke om ligegyldige mærkelige ting hele vejen op af Tørholmsvej og nå i skole til 08:02, den perfekte timing. Vide at Mille har smidt sin taske med fodboldtøj på de to pladser forrest langs væggen ud mod gangen, for at indikere, at vi ligesom de sidste hundredetyve timer sidder der. Derefter snakker vi nogenlunde lige indtil dagen er slut, sjældent væk fra hinanden mere end få minutter. Jeg savner at høre Cille brokke sig over Jes og fryde sig over Svens fine numse. Og Laura og Johannes, der er så evigt nuttet et par, der om nogen forstår stadig være super dejlige personer både sammen og hver for sig. Og Anne-Sofie, der bruger ti minutter på at forklare noget, som Emma bliver nødt til at hjælpe hende med at slå fast, ofte uden held, hvorefter Bolette råber noget, der blot gør klassen mere forvirret.
Jeg savner at følges hjem fra skole med min dejlige kæreste og kysse farvel omkring tyve meter efter Højene kiosken. Tvinge mig selv op af den latterlige bakke på Åkandevej, stille cyklen midt i indkørslen, glemme at låse den, selvom far minder mig om det ugentligt. Klaske en god omelet ned i panden og irritere mig over, at jeg kan se Karos taske i bryggerset, men opvaskemaskinen er stadig ikke tømt? Og far bad med sikkerhed hende om det. Vi indgår så en deal, hvor hun tømmer, og jeg fylder i. Ingen føler sig snydt. Derefter sove en god time i min noget så vidunderlige og savnede seng og pakke mine tasker og klæde om til håndbold. Møde mor på vej ud af døren og informere hende om, at jeg ikke sover hjemme de næste par dage. Hun er alligevel stresset over, at Karo ikke er klar til at køre ud til Tornado, og nikker til mig samtidig med, at hun løber frem og tilbage i huset. Hun skal altid sådan tisse på det tidspunkt haha.
Jeg savner at være sent på den til min vi-følges-ad-aftale med Mari, men hun er alligevel ikke klar. Så jeg står af cyklen og bliver angrebet af Sasha, samtidig med Nuni råber "Hej Thomseeeen", ni ud af ti gange med vasketøj i hænderne. Jeg husker Mari på sin mobil, inden vi smutter og vinker til Per på vej tilbage af Liljevej mod Faldet, hvor han kommer hjem fra arbejde i krone 1. Jeg savner håndbold, ååååårh hvor savner jeg det meget. Føler at mine såkaldte skills langsomt glider ud af kroppen på mig, jeg sveder dem sikkert ud. Glæder mig som et lille barn til at ødelægge min nu så bløde hud på fingrene med harpiks igen. Jeg savner at nyde de guddommelige brusere Vendiahallen kan tilbyde (joker ikke, det er toppen af toppen). Tulle har altid skide travlt for at nå toget, så hun bader så hurtigt, som kun Mathilde kan. Mari og jeg tager os den obligatoriske time og vender derefter snuden mod højene igen. Jeg fortsætter mod Snerlevej, går direkte ind, smider skoene og vinker ind i stuen. Kurs mod enden af gangen, åbner døren, smider alt på gulvet og bruger den næste halve time på at kysse. Årh. Savner den familie så skrækkelig meget, praktisk talt mit andet hjem det sidste år. Og selvom hele aftenen bruges på at lave lektier og, at vi helt sikkert kommer alt for sent i seng, ved jeg, at jeg næste dag vågner op ved siden af verdens dejligste. Ingen bedre følelse.
Samme rutine dagen efter, kun anderledes fordi dagen slutter hos Kat på Mjødurtvej med maverne fyldt med råcreme, toffifee og daim-snacks. Jeg undrer mig over, hvorfor jeg endnu en gang har været dum nok til at tage sorte bukser på hen til Holger og Lunte, men de er for nuser nogle lillar til, at jeg kan holde mig fra dem. Og Vibbe og Nico, som jeg, ligesom med Katrine, har kendt så længe, at jeg ved, hvor flabet en diskussion de tre kan have med hinanden til absolut ingen nytte. Det ender ofte med pizza, hvis Katrine vinder eller Mac, hvis Nicoline vinder. Vibeke er mere bare spilfordeleren. De tre bedste.
Mærkeligt at jeg savner alle de her sære, men alt for dejlige mennekser ikke? Men det gør jeg, hver eneste eneste dag. Heldigvis er de der aaaalle sammen, når jeg kommer hjem igen. Lige nu skræmmer det mig bare, at det allerede er om under otte måneder. Jamen dog. Jeg har på ingen måder lyst til at rejse væk fra Brasilien, åh gud nej, slet ikke. Mit liv her er eminent, intet mindre. Jeg har formet præcis det liv, jeg gerne vil have her, og jeg har mødt jordens gladeste og mest omsorgsfulde for ikke at sige festglade mennesker. Beeeeijos til dem. (Det betyder kys)
Jeg kunne godt fortælle om den her uge med de andre udvekslingsstudenter, men det er rent faktisk røvkedeligt at høre om. Mere kedeligt end at læse om min hverdag kronologisk, tro mig. Selvom det sikkert kræver meget at overgå den følelse af ligegyldighed og følelsen af at have spildt sin tid så meget, som I sidder med nu. Hvis I overhovedet har gidet at læse så langt som hertil. Så jeg smider bare en masse billeder op, bom. Meget nemmere.
Lige lidt fest hygge først - og kage
