Uge 19 - Salvador og bang bang

Jeg ligger lige nu helt alene på verdens mindste hotelværelse, der skulle forestille at kunne huse tre udvekslingsstudenter med kufferter på størrelse med bordtennisborde. Ikke umuligt, men heller ikke rart. De andre er ikke gået i seng i nu, og mine roommates fra henholdsvis Ecuador og Frankrig kan jeg stadig høre i hængekøjerne uden for døren. Vi har i dag kørt intet mindre end 15 timer i bus fra Porto Seguro til den by, jeg befinder mig i lige nu. Spørg mig ikke, hvad den hedder. Det er efterhånden den 6.-7. by på turen. Mit hovedet slører end smule af en god blanding af sovemedicin og ekstrem træthed, det giver mening senere, bare læs videre. 

Siden sidste opdatering fra Maceió besøgte vi først Salvador. En virkelig dejlig by med dejlig varmt vejr og fine strande. OG SKILDPADDER. Salvador er omtrent den tredje største by i Brasilien lidt afhængig af, hvordan man tæller, og byen er kendt for sit enorme og episke karneval. Karneval er i langt de fleste byer i Brasilien i nøjagtig den samme uge, så man bliver nødt til at vælge. Så skide dumt. Første dag i Salvador brugte vi sammen med nogle fine hajer og havskildpadder. Årh hvor er skildpadder bare verdens dejligste dyr, næst efter elefanter selvfølgelig. Intet slår elefanters charme. Aldrig. Jeg ville bo på en elefantfarm, hvis det var muligt. De gør bare et eller andet ved mig, og jeg føler mig tryg hos dem. Haha sentimental snak om følelser for dyr I får serveret her. Men gud de der padder kan blive store. Helt op til fucking syv meter. Vi fik lov at nusse dem lidt og se dem spise og sådan, så det var en af de ting, jeg ikke lige prøver hver dag. Hajer er ikke så meget et dyr, der lever efter min mentalitet. De er rimelig alene, elsker at dræbe og bliver ofte det samme sted. Ikke ord, jeg lige ville sætte på mig selv for tiden. Elefanter og skildpadder er mere hygge dyr. De har det altså bare hyggeligt og de drifter bare sådan lidt derhen, hvor livet nu tager dem. 

Anden dag var vi rundt at se nogle fine steder i byen, som er delt tydeligt op i den gamle og nye del. Rigtig fint faktisk, men præget af store kontraster. Vi bruger også meget tid på lokale markeder. Jeg elsker det, men jeg er så skide dårlig til at købe noget, og jeg hader at handle med dem. Jeg ser så åbenlyst fremmed ud, at enhver kan se, at jeg ikke har styr på en skid. Min søster har fået det gén, der giver én samvittighed til at være et røvhul og sætte prisen latterligt lavt og nærmest fornærme sælgeren. Det kan jeg bare ikke. På et marked i den gamle by mødte jeg to mormoner fra Utah, der var såkaldte missionærer i Brasilien. De var dælme spøjse, men meget imponeret over min viden om deres religion. Jeg har faktisk okay godt styr på det. Det lykkedes dem ikke helt at overbevise mig om at droppe cola og passe godt på min jomfruelighed (uskyldighed lyser åbenbart ud af mig, så jeg lod dem blive i troen), men jeg fik en gratis hellig krammer og ekstra viden om Jesus betydning for at opnå lykke i mit liv. Jeg er faktisk blevet mere troende på mit udvekslingsår, selvom det lyder dumt. Jeg beder stort set hver aften, jeg ved ikke helt til hvem præcist, men bare til noget. Når man er så langt væk fra de personer, man normalt åbner sit hjerte til, tror jeg bare, at mine ærlige tanker har brug for at blive sendt et eller andet sted hen. Jeg kan faktisk godt lide det, det er rart. Nå men, det her er Salvador.

Derefter smuttede vi videre til Porto Seguro, hvor det pisregnede hele tiden. Men alligevel havde vi det vildeste beachparty fredag morgen og en rundtur i byen om eftermiddagen. Fredag aften sluttede virkelig slemt for mig. På vej ud fra en fest på en natklub i byen, opstod der et skyderi foran vores busser. Jeg nåede sammen med en canadisk dreng ikke ind i bussen før det gik i gang. Vi stod begge som lammet foran vores bus og så to mænd blive skudt ned. Da vennerne prøvede at hjælpe de ramte, blev der affyret endnu flere skud mod dem allesammen, selvom de forsøgte at gemme sig bag en bil. Det hele foregik lige for øjnene af os, så kun omkring 5-10 meter væk. Det lykkedes os heldigvis at komme ind i bussen, inden der skete os noget, men hele oplevelsen chokerede mig så meget, og jeg har haft det helt vildt svært med det. Jeg har så meget brug for at vide, at ingen blev dræbt, men det er helt umuligt at få fat på nogle oplysninger, da det var en flok fattig narkopåvirkede idioter. Jeg har måtte tage sovemedicin for at kunne falde i søvn, og jeg begynder ofte bare at græde helt uden grund. Det er bare ikke hverdag for mig, og sådan noget sker ikke i Danmark. Guiderne var meget cool omkring det, da det sker rimelig ofte her, men de har hjulpet mig rigtig meget og det samme har den canadiske dreng, da han er den eneste, der forstår, hvad jeg så. Jeg har det fint, men det er ikke noget, jeg bare kan slå ud af hovedet igen. Åh Brasilien altså, du gør mig bange ind i mellem. Men her har i Porto Seguro, indtil videre ikke lige min yndlingsby. 

Jeg vil nu bukke under for sovepillen og se at få sovet inden 10 timers afslapning i bussen igen i morgen tidlig fra klokken 05:30. Men vi ankommer til RIO!!!! Jeg glæder mig så villo meget, og hele turen er stadig hel fænomenal! Og de har altså godt vejr i Rio, wuhu. Ja ja ja jaaaaaaaaa 

Ps. Jeg oplever faktisk hjemve i øjeblikket, men en helt anderledes en af slagsen. Nemlig til mit brasilianske liv. Jeg savner det så meget!! Både min dejlige søster, især min mor og alle mine dejlige venner, og ja bare min hverdag. Skørt og frygteligt syn på, hvordan det bliver at skulle forlade det her sted.