DANMARK

Jeg skylder vist en forklaring. WOW hvor jeg skylder en forklaring. Hvorfor er jeg hjemme i Danmark? Hvorfor var der ingen, der vidste det? Hvorfor smutte få dage før VM? Er jeg blevet smidt hjem? Har det bare været en løgn hele tiden? Og ja, jeg skal nok prøve at svare på det hele, så godt jeg kan. Jeg ved, at mange undrer sig og kræver en eller anden form for bekendtgørelse for, hvad fanden jeg har haft gang i. Det ved jeg fordi, jeg kan følge med i hvor mange, der klikker sig ind på min forskruede beretninger, og jeg skal da lige love for, at mit sidste indlæg enten er helt utrolig interessant eller også sidder der en flok forvirrede læsere og prøver at finde hoved og hale i det hele. Det skal da også siges, at jeg mig selv har været ret rundt på gulvet, og hele den her enorme omvæltning skete så forbandet hurtigt.

Jeg kan starte med at slå to ting fast. NEJ, jeg blev ikke smidt hjem og NEJ, det har ikke været en løgn hele tiden. Min planlagte hjemrejse dato var sandt nok d. 16. Juli. Der ligger en hel masse forklaringer til grund for, at jeg SELV valgte sammen med min distriktscounselor og europæiske rejseforsikring at rejse hjem før tid.

Forklaring del 1:

Jeg kom hjem fra min rejse til Amazonas med en underlig fornemmelse i maven. Jeg var kommet på kant med mine ”bedste veninder” på turen, da vi i bund og grund bare er så vidt forskellige mennesker og har så svært ved at se situationerne fra hinandens synsvinkler. Jeg syntes, de var latterlige og omvendt. Men hele vores pressede situation, som har ligget og ulmet under overfladen i mange uger, gav mig en chance for at være totalt ”single” på venindenfronten, hvis det giver mening. Jeg indså på de ti dage, hvor utrolig nemt, det er at være veninder, og hvor let jeg egentlig har ved at finde mig tilrette blandt søde dejlige piger, der er så meget tættere på, hvem jeg er. Det gjorde ondt at tage hjem til Sete Lagoas igen, og jeg vidste, at jeg havde nået et punkt, hvor jeg ikke kunne opholde en facade meget længere. Jeg var ked af det. Sådan ked af det, hvor jeg græd hver eneste aften, og følte mig helt tappet for kræfter. Hårdknuden mellem mine veninder og jeg blev reddet ud på den måde, hvor jeg argumenterede mig til at opnå den konklusion, at jeg er mere stædig end hende. Selvom det virkede som en ærlig snak, var det endnu en lad-os-skubbe-det-ind-under-gulvtæppet-vi-har-brug-for-hinanden-samtale, hvor alt endnu engang blev gemt af vejen. Vi fokuserede mere på at redde hinandens sidste måneder, end på rent faktisk at løse problemerne. For at være ærlig har det været undervejs i lang tid, og det blev svære og svære for mig at finde grunde til, hvorfor de var mine veninder. Det åd mig op indefra, og jeg savnede den følelse af, hvor glad mine venner og veninder normalt gjorde mig. Det blev bare for svært.

Forklaring del 2:
Grundet mine problemer med de engelsktalende tøser, besluttede jeg at søge hen til mine brasilianske veninder. Det ledte til en fest, hvor jeg endte med at gå hjem med den mest nedgørende fornemmelse i maven. Jeg har før oplevet at have nogle grimme oplevelser med den brasilianske kultur, når det kommer til deres score-metoder. Normalt er det kun i sjov, og jeg har efterhånden vænnet mig til at skulle passe på og vide, at de ikke mener noget dårligt med det. Men jeg havde en træls oplevelse, hvor en af mine ellers gode venner virkelig gik over stregen, og jeg endte lukket inde på et værelse fuldstændig i chok over, hvad der var i gang med at ske. Jeg kæmpede med de kræfter, jeg kunne finde, og tårerne trillede ned af mine kinder. Først da jeg fandt min stemme igen og var i stand til at råbe, blev han afbrudt af en, der gik ind af døren. Der skete ikke mere, og han blev heldigvis stoppet i rette tid, men jeg var så ufatteligt bange. Det værste ved brasilianere er bare, at de ikke kan se, hvorfor det er forkert. Det er deres natur, at man som pige giver efter. Det er et kæmpe problem, og det er bevist at over 65% af den brasilianske befolkning mener, at det er pigens eget ansvar, hvis hun bliver voldtaget, hvis hun vel og mærket ikke har dækket ben og arme til. Jeg gik til nogle af mine bedste venner i håb om, at de ville kunne se min side af sagen og forstå, hvorfor jeg blev ked af det. Men de valgte enten at forsøge selv at kysse mig eller blot sige, at han altså er en god person. Det er det mest irriterende udtryk i det brasilianske sprog: ”Mas ele é gente boa” à ”Men han er et godt menneske”. Det er jeg da røvligeglad med. Hvis han ikke kan respektere en kvinde, når hun siger nej, så har han nogle alvorlige problemer, der skygger en stor smule for det gode menneske, han så nu engang er. Da jeg så hverken følte mig tilpas eller forstået blandt mine brasilianske veninder og venner, var det på en måde endnu en brændt bro, og det gjorde ikke mit humør bedre at sidde tilbage med en kæmpe klump i maven over, hvorvidt det er okay eller ej.

Forklaring del 3:

Rotary ville have mig til at flytte. Ligegyldig hvor meget jeg benægtede det overfor mine værtsforældre og min rotary klub, var det bare en afgørende faktor i min beslutning om at rejse hjem. Jeg havde til hensigt fra starten af min udveksling at give min tredje værts-”familie” en chance, men eftersom ingen af de løfter, de havde givet mig, holdte stik, begyndte jeg virkelig at kæmpe for at få ændret den beslutning. Vi var bare et utrolig dårligt match, og den gensidige irritation var ikke til at tage fejl af. Alligevel valgte Rotary at fortsætte deres ligegyldige holdning til min lykke og mine behov. Jeg var så frygteligt ked af at skulle flytte, og jeg prøvede alt, hvad jeg kunne for at få det ændret. Jeg ville normalt glæde mig til at prøve noget nyt, og det er en del af udveksling at få et tæt forhold til sine familier, for derefter at flytte. Jeg kunne bare ikke længere se det positive i noget som helst, og det hele begyndte bare at falde sammen for mig.

Forklaring del 4:

Alle de forrige forklaringer giver lidt et billede af en smådeprimeret kris, men faktisk er det hele blevet kraftigt provokeret af del 4. Jeg har nemlig været syg. Sådan rigtig irriterende syg, hvor jeg har ligget vågen en del nætter og hostet en gang i minuttet. Lægerne gætter på, at jeg fangede en form for infektion i Amazonas, som satte sig på mine lunger og luftveje. Det resulterede i, at jeg i flere uger vågnede om natten, fordi jeg stoppede med at trække vejret. Jeg vækkede hver gang mig selv, da jeg selvfølgelig begyndte at hoste voldsomt. Det ødelagde min nattesøvn, hvilket gav mig følgesygdomme som hovedpine og ondt i maven forsaget af søvnmangel. Min krop blev rigtig træt, og jeg brugte dagene i sengen. Da min mor måtte opgive med sine hjemmeskolede medicinske evner og underlige eksperimenter, tog hun mig med på hospitalet. Der brugte jeg de næste tre dage med underlige slanger og masker, som skulle holde mig kørende nætterne igennem. Efter en masse forskellige prøver og gentagnende forsøg på at lave så mange små huller indtil mine blodårer som muligt, fik jeg konstateret, at de ikke kunne konstatere noget. Eller jo, men det de nu engang fandt frem til, fandtes der ikke en oversættelse af. Jeg fik en masse medicin med hjem, med besked om at sove med iltmaske og ellers prøve så vidt muligt at holde mig i gang. Min krop var fuldstændig drænet, og jeg blev mere og mere trist over hele situationen. Jeg havde været småsyg allerede inden min rejse til Amazonas, og min tilstand var i den grad blev forværret.

Totalt sammenbrud:

En søndag aften for ikke mere end tre uger siden, så jeg mig nødsaget til at ringe til min mor, som ellers sad og hyggede sig i morgensolen i Tyrkiet. Jeg kunne simpelthen bare ikke mere. Min verden var ved at falde fra hinanden og på grund af min sygdom, havde jeg ikke længere kræfterne til, hverken at se det positive eller kæmpe imod det negative. Jeg var bare færdig, og selvom min mor ellers prøvede at snakke mig på bedre tanker, kunne hun godt se, at jeg var ved at være langt nede. Jeg var lidt nået til det punkt, hvor jeg ikke vidste, hvor meget af min sygdom, der var fysisk og, hvor meget der var mentalt. Jeg blev bare nødt til at stoppe, før jeg ødelagde mig selv fuldstændig. På det tidspunkt var jeg slet ikke klar over, at det var en mulighed at komme tidligere hjem. Jeg sendte en mail til min distriktscounselor og ringede morgenen efter til min forsikring blot for at forklare min situation. De rådede mig begge til at tage den beslutning, der føltes rigtig for mig, og de mente begge, at det ville være sundt for mig at rejse hjem og komme tilbage i trygge omgivelser. Jeg tænkte hele natten over min beslutning, hvor plus siden for at tage hjem blev større og større. Faktisk havde jeg også gennemført mit ophold, da et ”udvekslingsår” svarer til 10 måneder. Så jeg har det godt med ikke at have "fejlet" som udvekslingsstudent. Jeg var derfor hurtigt godkendt til at rejse hjem, da det også var af sundhedsmæssige årsager. De gav mig en besked der lød: Forbered dig på at rejse om to uger. Mere hørte jeg ikke den næste uge.

Min snu veninde:

Som den ALLER første skrev jeg en besked til Emilie om, at jeg snart sad på flyet hjem, og midt i al den pludselige ekstase, kom vi i tanke om, hvilken magt jeg besad på det tidspunkt. Magten til helt igennem at overraske mine venner så uhyrlig meget. Vi planlagde, at jeg skulle komme hjem som en hemmelighed, hvorefter hun så ville invitere alle mine tætteste venner over for at planlægge et surpriseparty, som de ville holde for mig d. 17. Juli, hvor jeg havde min planlagte hjemkomst. Selvfølgelig vidste min familie det, og jeg valgte selv også at fortælle det til Rasmus, da jeg følte, at det ville være unfair overfor ham ikke at forberede ham på det. Det er den helt store grund til at stort set INGEN vidste, at jeg var på vej hjem.

Departure:

Mandag d. 2 Juni vågnede jeg op til en heeeeel masse e-mails og beskeder fra min kære mor og far. De havde endelig fået fastlagt min dato, hvilket var d. 7. Juni, altså kun fem dage senere. Jeg fik pludselig travlt med at styrte rundt og sige farvel til alle mine dejlige brasilianere. Det kan godt være at de gav mig en hård tid den sidste måned, men jeg har trods alt haft så mange fantastiske oplevelser med så mange dejlige mennesker, som fortjente et ordentligt farvel. Jeg havde nogle hyggelige sidste fester og pizza-aftner. Jeg blev de sidste dage rigtig ked af at skulle sige farvel til min utrolig skønne familie, som klart har været den bedste del af min udveksling, men jeg vidste også, at jeg havde taget den rigtige beslutning. Lørdag morgen tog begge mine familier og Adriana og Darci med i lufthavnen for at sige et sidste farvel. Jeg er så dårlig til sådan nogle situationer og ligesom, da jeg rejste fra Danmark, kunne jeg bare ikke græde. Det var lidt akavet, da de stod der og hylede alle sammen, men for mig var det virkelig en lettelse på mange måder. Lige så glad som jeg har været for mit ophold i skøre Brasilien, lige så fast en fornemmelse havde jeg af, at det er her var nok for mig. Jeg fik oplevede det, jeg kom for, og jeg har lært utrolig meget om mig selv og om verden. Jeg vil aldrig fortryde, at jeg rejste, men det er bestemt heller ikke noget for alle. Brasilien beviste hvor fantastisk et land, jeg er født i, og hvor heldig jeg er med at leve det liv, jeg lever. Vi skal være så stolte af vores danske kultur og ikke være bange for at lade os inspirere af verden omkring os, men omfavne de mange forskelligheder, vi kan lære så meget af. Vi har så utrolig solidt et fundament, så der er masser af plads til at åbne op, med en sikkerhed om altid at kunne finde tilbage til der, hvor vi hører hjemme.

Hjemkomst:

Mine første dage i Danmark har været over alle forventninger. Jeg døjer en lille smule med min vejrtrækning stadigvæk, men jeg er klart i bedring. Desuden er det en omgang bullshit, at man ikke skal forvente, at komme tilbage til ens gamle liv efter udveksling. Jeg er blevet SÅ glædeligt overrasket. Alle har været så dejlige og begejstrede for at se mig igen, og det føles slet ikke som om, at jeg har været væk. Det kommer vel bare an på, hvor gode venner man har. Jeg havde næsten glemt, hvor herlige mine venner er og, hvor meget de elsker mig præcis for den lille stædige, underlige, halvt alkoholiske kris, jeg er. Det er den bedste følelse at komme hjem og få bekræftet, hvor mange fabelagtige mennesker mit danske liv er fyldt med. Planen om at overraske den inderste del af min vennekreds kunne næsten ikke været gået bedre, og hvor har jeg bare nogle dejlige videoer at se tilbage på. Jeg kunne ikke andet end at gå i seng fyldt til renden med kærlighed og glade tanker. Det kan godt være, at det er en lidt trist følelse at sidde og se alle VM-kampene på tv, men jeg havde i forvejen ikke kunne skaffe billetter, og i sidste ende havde jeg mere brug for bare at fokusere på mig selv. Nu vil jeg glæde mig til at feste igennem og bunde nogle flasker blå gajol her, når alle er færdige med deres eksaminer, og der for alvor er sommerferie. Nu smutter jeg på weekendtur til København med min savnede veninde Katrine for lige at få gaderoben tilbage på rette spor. Lige nu nyder jeg egentlig bare min lange sommerferie fuldt ud og fortryder intet. De mange grillaftner, frokoster, shoppeture og familieaftener i det bedste selskab er præcis, hvad jeg har brug for. Jeg smiler til op over begge ører for tiden, og der er så mange jeg stadig mangler at ”rende ind i” de næste par uger, og jeg kan slet ikke vente.

Jeg vil om et par uger skrive et sidste indlæg, når jeg også ved mere om, hvad der kommer til at ske med min blog. Planen er, at den lukker ned, når jeg er kommet ordentlig på plads, men jeg holder den lige kørerende indtil, jeg finder ud af flere detaljer omkring min bogudgivelse osv. Nu kan I nyde disse dejlige videoer af mine overskønne venner. Knus og kram og tusinde glade sommertanker.

Uge 42 - De tre bud

Jaaaa, nu har endelig fået ferie! ALDRIG mere brasiliansk skole. Det var overhovedet ikke trist at sige farvel, men blot en lettelse ikke længere at skulle opdigte daglige undskyldninger for, hvorfor jeg ikke er i stand til at tage afsted. Jeg har jo næsten ikke været der alligevel, men nu kan jeg i det mindste sove indtil middag uden dårlig samvittighed. Nu er der kun tilbage at maaaaax hygge resten af tiden. Jeg har været rigtig forfærdelig syg det sidste stykke tid, og min søde iltmaske er stadig min bedste ven, så jeg kan sove ordentligt om natten. Men jeg har det bedre nu - meget bedre! Rigtig rigtig mange fra mit område i Brasilien tager hjem i løbet af de næste par uger, så vi mødtes alle sammen i Belo Horizonte og tog i byen. Jo, det er farligt at være ude om natten her, især for os, når det er så åbentlyst, at vi ikke er født under sambasolen, men jeg vil egentlig kalde mig selv for trænet i at begå mig, når det kommer til brasilianere. Jeg har efterhånden prøvet lidt af hvert, og jeg ved, hvor jeg kan hygge mig uden at føle mig bange eller truet. Det resulterer selvfølgelig i, at vi ofte ender på meget dyre fancy steder, men det er det hele værd. Brasilianere forstår om nogle at feste, og i lørdags var nok min bedste aften indtil videre!

Fra venstre: canada, tyskland, tyskland, canada, mig, usa

Den næste uge har jeg lavet en masse dejlige planer med mine veninder, og på fredag er der afdansningsbal med min skole. Det er lidt deres form for lanciers eller galla, bortset fra, at de klæder sig ud i ternede ko-malkende-landpige mønstrede kjoler og drengene ligner en dårlig parodi på en westernfilm. Så kan I nok også forestille jer, at de ikke ligefrem danser stille og roligt rundt i kvadriller. Der bliver kastet, slynget og hevet til den helt store guldmedalje, og de ligner en form for svedig blanding forvirrede høns i ternede dragter. Alt dette kan opsummeres til det faktum, at jeg har erklæret mig selv tilskuer. Om de så har tænkt sig at tvinge mig, det ved jeg ikke, men jeg bruger ikke 300 kr på et stykke ternet frokostdug med palietter. Nej tak.

Lige nu går jeg lidt og snurrer rundt om mig selv. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal gøre med den tid jeg har tilbage, og der er ikke så meget der er fast planlagt. Vejret er ved at blive en lille smule trist, og jeg har haft en masse forvirrende tanker i hovedet de sidste par dage. Rotary har virkelig kørt rundt med mig med hensyn til min flytning. Det endte med, at jeg ikke tog nogle steder, men åååh gud, hvor har det været en kamp at få lov at blive hos min familie. Jeg vil aldrig nogensinde vænne mig til brasilianernes ligegyldige tilgang til aftaler, det er tæt på at være lige så irriterende som den neglerod, der stikker op af min tommelfinger. Jeg valgte faktisk også at smadre min tå den anden aften. Jeg har absolut ingen idé om, hvordan det skete, men jeg vågnede op med blodige tæer. Dem, der kender mig rigtig godt ved også, hvor ødelagt min anden storetå er, så nu matcher de vel hinanden. Hvilken beauty. Hvis jeg lige skal uddybe min irritation en smule mere, er det egentlig mest fordi min rotaryklub har være så vanvittigt ligeglade med mine ønsker og valgt at tage hensyn til aaaalle andre end mig. Som den utrolig opmærksomhedsøgende og krævende person jeg er, er det selvfølgelig ikke noget der hiver mundvigen opad, og hvis jeg først er i mit kællingehumør, så er der ingen vej tilbage. De fik hele lorten smidt lige tilbage hovedet, men hey, jeg sidder og skriver det her indlæg på den seng, jeg har sovet i de sidste fem måneder. Altså min jyske stædighed er ikke sådan lige til at løbe om hjørner med, og i sidste ende skal det nok ende der, hvor jeg synes det skal. Det er vel til min fordel, at jeg opvokset med at diskutere mig frem til tingene, om så jeg har fået et par gamle flødeboller imod mig.

De er allesammen ved at gå helt i selvsving over VM. Egentlig er mange brasilianere ikke de største fans af deres landhold, men de er mere dedikeret til et bestemt klubhold. Alligevel går de jo og er fuldstændig sikre på, at de nok skal vinde det hele. Og hvis du spørger en Brasilianer hedder den Tyskland-Brasilien i finalen, hvilket måske nok er et meget godt bud. Jeg ved ikke helt selv, hvor jeg står, jeg ønsker selvfølgelig Brasilien det bedste, men jeg ved også bare, hvor stor risikoen er for, at VM ender i én stor demonstration. Jeg ved snart ikke, hvor mange begivenheder, jeg er inviteret til, der i bund og grund handler om at svine hele den brasilianske regering med hele verdens opmærksomhed rettet med landet. De har ikke tænkt sig at lade så stor en mulighed gå deres næse forbi, og de bliver så satans sure, hvis de ikke står med den pokal i sidste ende.

Det er så skønt at være dansker og gå rundt og prøve at forklare, hvorfor det nu er, at Danmark ikke deltager. For det meste siger jeg, at vi desværre var for gode til at få lov at være med, da de andre hold på den måde ikke ville have en chance. Overraskende mange køber den forklaring, så jeg lader dem blive i troen. Jeg havde en snak med min hostmor, og hun forklarede mig, at der er tre ting, du ikke diskuterer med en brasilianer. 

1. Religion. De er et stort miskmask af religioner og underlige små mindregrupper fra kernen af sydamerikanerne og afrikanere. De accepterer ikke ateister, og det er dem en gåde, hvordan jeg kan være kristen og protestant på samme tid. Her er protestantisme mere de afhoppere, der ikke lige havde tid nok til at være katolikker. Det er vel på en måde rigtig nok. Vi sidder ikke og beder bordbøn, når vi alligevel bare snupper en rugbrødsmad inden træning, og vinker til mor på vej ud af døren, som er kommet sent hjem fra arbejde. En katolsk hverdag ville aldrig passe ind i min families hverdag. Jeg tror på, at protestantisme er den rigtig religion for Danmark, og en af de største grunde til, at vi er så hårdtarbejdende og veludviklet et folk. 

2. Politik. Du kan kan lige så godt give op. Politik i Brasilien giver ingen mening, hverken for udlændinge eller dem selv. De har den mest korrupte regering, og de ved det udemærket godt. Jeg er klar over, at Danmark for tiden roder rimelig meget rundt i tingene, og vi sikkert alle sammen ender med at må bøje os for de utrolig mange skønne tilhængere Thulesen Dahl går og skraber til sig. Men den generelle holdning i Brasilien er, at ingen støtter den nuværende regering. De er en flok båthoveder, der tænker mere på Brasiliens omdømme i resten af verden, i stedet for at fikse deres eget shit først. 

3. Fodbold. Stop dig selv allerede nu. Brasilien vil til en hver tid være de aller bedste, og det er ikke muligt at rykke ved. De skabte fodbolden, og de råder over verdens bedste spillere, spilsystem og sammenhold. Min værtsmor sagde sådan her: "Vi er og vil altid være de bedste. Mere er der ikke at sige til det. Så hold dig fra emnet Kris, hvis du ikke deler samme holdning". Men hvis man kigger tilbage i historien, har de vel også noget at have selvtilliden i. 

Hav det hyggeligt med at følge med i VM, men jeg kan allerede nu fortælle jer, at Brasilien vinder. Det er ikke til diskussion. 

Uge 40 - Amazonas

Jeg har glædet mig så meget til at skrive det her indlæg! Det er nu lidt over en uge siden, at jeg kom hjem fra min tur til Amazonas, og jeg ved godt, at det er alt for dårligt, at jeg ikke skrevet et indlæg før nu. Men for at være ærlig, har jeg været rigtig rigtig syg. Min værtsmor kalder det for Amazonas-syge, da jeg har svært ved, at sætte en finger på, hvorfor jeg har det dårligt. Jeg var allerede godt forkølet inden jeg tog afsted, og det hjalp ikke at udsætte min krop for enorme klimaforandringer. Så her ligger jeg igen, endda med ilt-maske på for at kunne trække vejret. Jeg har faktisk haft utrolig mange sygedage på udveksling, men for at være ærlig skal der heller ikke helt så meget til, før jeg kan blive enig med mig selv om, at jeg ikke burde tage i skole. Næste uge er min sidste uge i skole, hvilket er helt uvirkeligt. Det virker som så forfærdelig lang tid siden, at jeg tog skolebussen hver eneste morgen fra Inhaúma og sad og stirrede ud i luften i fem lange timer uden at forstå et ord. I år har jeg nok gennemsnitligt været i skole 1-2 dage om ugen, da jeg både har rejst meget og været god til at finde en masse ting, der er vigtigere at give sig til end at sidde i det blå plastikfængsel. Jeg har været kæmpe modstander af det brasilianske skolesystem, og de timer jeg har brugt der, har været nogle af de længste timer, jeg nogensinde har tvunget mig selv igennem. Det er alligevel en underlig følelse, at jeg snart har min sidste brasilianske skoledag, men tro det eller lad hver, jeg glæder mig så meget til at starte i skole i Danmark igen.

Jeg landede torsdag eftermiddag fuldstændig smadret i lufthavnen, med en uforståelig smerte i mine ører. Jeg lyver ikke, der springer stadig propper her en uge efter. Så selvfølgelig tog jeg ikke i skole fredag, da jeg trængte rigtig meget til at sove. Som jeg lå der og tankede mine depoter, ringede min eks-mor/counsellor til mig og fortalte, at jeg skulle flytte mandag. Jeg har allerede prøvet at bo hos min næste værtsmor i ti dage, og jeg har aldrig været så trist og utilpas. Vi er bare ikke et godt match, og jeg har gjort alt, jeg kan for at forsøge at få ændret planen. Hun er en 70-årig dame, der bor alene i sin lille lejlighed, og da hun ikke har internet, havde jeg absolut intet at lave, andet end at se brasilianske soap-operas sammen med hende. Jeg troede egentlig, at min counsellor ville lytte til mig og tænke på mine behov, men hun er så vanvittig konfliktsky og lige meget, hvor meget jeg prøver, hjælper hun mig ikke, men skylder skylden på de "højere magter" i Rotary og siger, at det er deres ordre, at jeg skal flytte. Men når jeg så kontakter dem, har de aldrig hørt om sagen, og ja jeg er ved at eksplodere over den måde hun drejer sig uden om alle problemerne og på en eller anden måde altid får sendt lorten videre til en anden. Jeg gider det virkelig ikke mere, og da de så til sidst gav mig den begrundelse, at jeg blev nødt til at flytte, da den gamle dame ville blive for ked af det, hvis hun ikke fik noget selvskab snart, var mit temperament for alvor ved at koge over. Jeg nægter simpelthen at bruge mine sidste dage på at være 24-timers besøgsven hos en 70-årig fordi hendes følelser er meget vigtigere end mine, selvom det er min udveksling. For fanden Brasilien altså. Det viste sig så også, at min counsellor havde glemt at fortælle min næste værtsmor, at jeg skulle flytte over til hende i mandags, så det er blevet rykket en uge. Jeg har snart intet tilovers for hende og hun går mig så meget på nerverne for tiden. Nu må vi, hvad der sker.

Nu til alt det gode! Jeg har haft en fantastisk tur til Amazonas. Det var uden tvivl den bedste uge overhovedet i Brasilien. Det er lidt underligt, men det er så befriende for mig at være sammen med europæere. Det var som at være på tur med alle mine venner i Danmark. Jeg kendte mange i forvejen fra Nordøstturen, men jeg lærte også en helt masse nye at kende ud af de 60, der var med. Det er så afslappende, at være i selskab med folk med den samme humor som mig, og jeg følte mig så godt tilpas. Egentlig brugte jeg meget lidt tid sammen med mine "søstre" her fra min by, men de valgte at bruge tiden i deres lille gruppe lukket inden på værelserne eller gemt væk i deres hængekøjer i bunden af båden. Jeg besluttede mig for, at jeg ville have det bedste ud af turen, om det så blev med eller uden dem. Jeg løb rundt hele tiden, og jeg blev så glad for så mange mennekser på kun ti dage. Jeg prøvede hårdt de første dage at være en del af mine søstres lille gruppe samtidig med, at jeg kunne hygge mig med alle de andre, så jeg forsøgte at dele min tid. Til sidst blev det bare for meget, og jeg valgte at fokusere på, hvordan jeg ville få den bedste tur, og det blev altså bare uden dem.

Den første halvdel af de ti dage, boede vi på hoteller i og uden for Amazonas hovedstad Manaus. Vi tog rundt og så seværdigheder, zoologiske haver og en masse vandfald. Det var en god måde at starte stille og roligt ud på, men jeg synes ikke, at oplevelserne levede helt op til, hvad jeg håbede på. Efter den første halvdel, skulle vi bo det sidste stykke tid fordelt på både midt ude på amazonas floden. Det var de fedeste fem dage nogensinde, og jeg nød hvert minut, selvom jeg ikke troede, at hængekøjer, bad i floden og konstant fugtig varme var noget for mig. Vi så, hvordan livet leves af de mange indfødte, de inviterede os ind i deres kultur og gav os et indblik i de mange traditioner, der former deres liv. Når vi sov side om side i hængekøjer, på en båd, hvor der ingen mulighed var for privatliv, blev vi rigtig hurtigt meget tætte allesammen. Det tager alt for lang tid at forklare, at hvad vi lavede, så I får det hele i billeder.

Vandfald og edderkopper:

Bevar naturen:

Vandfald og regnbuer:

Show i Manaus:

 Første dag på båden - hvor floderne mødes:

Aber:

Slanger og dovendyr:

Solnedgang:

Strand og hygge:

Piratfisk:

Fællesbilleder: