torsdag den 1. august 2013

Jeg er rejst afsted som det, man kalder en udvekslingsstudent. Det vil sige, at jeg er rejser gennem en organisation, der sponsorerer mig. Jeg var så heldig at blive valgt af min ønskeorganisation Rotary International af klubben Hjørring Morgen. I gennem Rotary får jeg tildelt både en counsellor i Danmark og Brasilien, hvis eneste ansvar er at hjælpe mig med at opnå den bedst mulige udvekslingsoplevelse. Derudover har jeg også det, det kaldes en distrikscounsellor i begge lande, de har ansvaret for enten alle inbounds eller outbounds. Jeg er en outbound i Danmark og en inbound i Brasilien, og til sommer bliver jeg til en rebound, altså en tilbagevendt udvekslingsstudent. Jeg er sponsoreret af min dejlige klub i Danmark, men jeg hører også under en klub i Brasilien kaldet Rotary Clube de Inhaúma. På den måde er jeg dækket ind af et stort og stærkt sikkerhedsnet med mange mennesker, der arbejder for, at lige netop jeg får et fantastisk ophold. Gennem Rotary bliver du behandlet både som et individ og som en del af et kæmpe fælleskab. Jeg har allerede mange gode bekendtskaber gennem udrejsebriefinger, fælles flyvetur og de store rejser arrangeret af Rotary her i Brasilien. Rotary er den mest anerkendte organisation til udveksling, og meget få ender med en dårlig oplevelse. 

Rotary er et helt vidunderligt program i mine øjne, og det har givet mig muligheden for at opleve verden. Jeg elsker hele idéen med, at man har mulighed for prøve noget så vildt og anderledes og samtidig være en del af en verdensomspændende organisation, der arbejder for at gøre verden bedre. Rotary har stoppet polio i utallige lande efterhånden og har sat stærk ind i kampen mod AIDS. Jeg får lov til at få indsigt i en hel ny kultur og hjælpe så mange mennesker ved blot at være en del af Rotary. Jeg kan skabe mit eget liv, præcis som jeg vil have det, men med et kæmpe ansvar. Rotary indebærer en vanvittig mængde regler og retningslinjer, og det kræver utrolig meget at leve op til alle de forventninger, der hører med til at være udvekslingsstundent. Vi skal være perfekte billeder på veluddannede, ansvarlige og modne unge, og kun få fejl accepteres, hvis man vil undgå hjemsendelse. 

Jeg er utrolig stolt af, at kunne kalde mig selv for en Rotary udvekslingsstudent, og det er en oplevelse jeg for altid vil have gemt i hjertet sammen med de mange mennesker, der nu er en del af mit liv. Jeg ser frem til i fremtiden at hjælpe andre afsted på deres rejser og velkomme andre til Danmark. Jeg kan slet ikke beskrive min taknemlighed for at blive udvalgt som en af de heldige tre i min lille by Hjørring.

HVIS DU HAR BARE DEN MINDSTE LILLE TANKE OM, AT DET KUNNE VÆRE NOGET FOR DIG, SÅ HOP IND PÅ www.rotarynyt.dk

Rotary er et lokalt og internationalt netværk med spændende muligheder for aktive erhvervsfolk, ledere og selvstændige, der ønsker at udvikle deres erhvervsmæssige kompetence. Rotary består af engagerede og motiverede mænd og kvinder, der sætter høje etiske standarder som mål.
Rotary er en unikverdensomspændende organisation, der giver mulighed for menneskelig og faglig udvikling på tværs af faggrænser og niveau. Rotary er for mænd og kvinder i ledelsesmæssige funktioner i private og offentlige virksomheder eller selvstændige, som på tværs af faggrænser ønsker at lære andre ledere at kende, skabe netværk og trække på hinandens erfaringer.
Rotary er for dem, som har engagement og overskud til at udføre et værdifuldt arbejde sammen med andre - for lokalsamfundet og for den internationale verden.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar