mandag den 27. januar 2014

Uge 26 - Moments of amazement

Min uge under solen på den østlige brasilianske kyst har været magisk. Jeg har set nogle af de smukkeste steder og følt en helt anden form for ro i maven. Det er har været en ferie helt efter familien Thomsens how-to-spend-vacation-bog, med sen morgenmad og masser af tid i solstolen smurt ind i kokosolie. Jeg har lavet nærmest det samme hver eneste dag, og det nåede aldrig at kede mig det mindste. Bedst af alt havde jeg min bedste veninde ved min side alle syv dage, og jeg kunne ikke ønske mig noget bedre selskab end hende og min dejlige familie. De bliver forresten blot bedre og bedre for hver dag, der går, og deres kærlighed til hinanden kunne inspirere alverdens halvkedelige forhold rundt omkring i verden. De opfører sig som smaskforelskede teenagere, og det gør mig helt glad inden i at se, hvor lang tid ægte kærlighed kan holde. De er så svineheldige at have fundet hinanden.
Er de ikke herlige?
Min bedste
Adriana og jeg vågnede op tidligt hver morgen og løb en let frisk tur på seks kilometer langs stranden. Det er løgn. Vi blev tvunget op af min irriterende ande-alarm og vores bebrejdende samvittighed klokken træls (lort) om morgenen, hvorefter vi led af hedeslag og ømme fødder i seks ubegribelig lange kilometer. Det var helt forfærdeligt. Mest af alt løb vi blot, så vi kunne tillade os at fylde vores små maver med uovertruffen açaí på stranden. Danmark er så uheldige ikke at besidde et lille stykke amazonas-jungle, så vi kunne udvinde de små bæster til at producere noget så lækkert. Vi blev rigtig gode venner med hippie-fyren, der solgte frugtisen, og han endte med at invitere os til en masse ægte brasiliansk strandstemning fyldt med reggae og sexede rytmer. De havde en slags bålhygge hver aften efter midnat midt på stranden, og det er noget af det mest autentiske, jeg har oplevet i Brasilien. Alle er velkommen, og der er plads til selv de skøreste typer. Han var uden tvivl en af de fedeste personligheder, jeg har mødt, og han fortalte en helt masse om, hvordan han det sidste år har rejst Sydamerika rundt med sin rygsæk.
ser han ikke helt vildt fed ud?
sejeste



Endnu en gang er det at være blondt, høj og have blå øjne både en fordel og en ulempe. Ugen var fyldt med charmerende og flotte brasilianere, klamme gamle pågående mænd, en masse pift på gaden, en del ufrivillig gramsning og denne gang også et enkelt forsøg på kidnapning. Livet er spændende. Jeg tror aldrig, at I derhjemme nogensinde vil kunne forstå, hvor slemt det er, og hvor meget det går mig på. Adriana siger, at Brasilien har gjort mig til en kælling, og hun forstår udemærket godt hvorfor. Det er så vanvittig, hvor mange ubehagelig situationer, jeg har stået i. Jeg lyver ikke, jeg får praktisk talt smidt en kommentar i hovedet en gang i minuttet, og det er både fra gamle idioter, flotte drenge, fattige uhyggelige mænd og sågar fædre med deres døtre i hånden. Der eksisterer bare ikke flere af mig her, og jeg bliver behandlet som en berømthed alle steder. De ved endda, hvem jeg er på stranden, og folk spørger mig, om jeg er hende blondinen fra Sete Lagoas. Stranden er trods alt 10 timer væk fra min by. En del beskriver mig som en meget lukket og seriøs person, når de møder mig første gang, hvilket ikke er sådan de fleste i Danmark ville beskrive mig. Jeg er begyndt at lukke folk af efter bare den mindste grænseoverskridende bemærkning og allerede der, har jeg besluttet, at jeg aldrig skal i nærheden af den person igen. Adriana siger, at jeg på den måde også udelukker mange gode mennesker og vores hippie ven forklarede mig, at det blot er en brasiliansk måde, at starte et venskab på. Men jeg har bare haft for mange dårlige oplevelser til at tro på "en chance til". Folk der på gaden prøver at kysse mig ud af det blå, krammer mig bagfra og holder mig fast eller tager hemmelige billeder af mig på stranden. Jeg har mødt så få personer, der rent faktisk vil være min ven. Resten har prøvet på mere, selv når jeg slet ikke ser det komme. I Danmark mødes jeg mest af alt med "men du nyder vel opmærksomheden inderst inde", men nej venner, det gør jeg i langt de fleste tilfælde overhovedet ikke. Jeg bliver arrig af bare at skrive om det, men det er så svær en balancegang for mig. You got one shot, don't waist it.

Årh, det var en masse benhårde holdninger og meninger på kort tid. Mellem løbeturene og strandfesterne brugte vi tiden på stranden i smukke Guarapari sammen med en masse søde mennesker. Vi besteg smukke bjerge for at finde nærmest uberørte små paradisstrande, arbejdede på vores hudtone eller nød skyggen og beundrede de brasilianske bagdele.



























Jorden i Brasilien er rød 
Brasilianske bikinier er et fænomen! De lever i den grad også op til alle mine forventninger. Meget lidt bliver overladt til fantasien, og alle og enhver er stolte af at vise sig frem. Det er noget af det, jeg elsker allermest ved det her land. Forbilledet for den perfekte krop er omkring 15-20 kilo tungere og langt mere veltrænet, end de små spinkle knogler vores modeblade i Europa er pyntet med. De forguder sig selv og deres former, og det er så fantastisk at se. En god rund numse er vigtigere end mellemrum mellem lårene, og de er ikke bange for at smaske den i hovedet på de muskuløse mænd i stramme små speedos. Den får hele armen, og om du har en slatten lille numse eller en bred lastvogn skal den ikke holdes tilbage. Her får i en lille billedserie, og ja, jeg spurgte naturligvis om lov til at tage billederne (måske). Nyd det.





Som titlen hentyder til har jeg den sidste uge gået måbende rundt med kæben hængende nede ved navlen. Det har været den dejligste, varmeste og smukkeste uge i hele mit begivenhedsrige udvekslingsår, der efterhånden tæller en del måneder. Jeg er halvvejs, HALVVEJS. Helt præcist har jeg i dag været en del af denne berigende og omklamrende kultur i 175 dage, og jeg skal trækkes med bønner i sølle 171 mere. Tid forvirrer mig. På én måde glæder jeg mig altid som en sindssyg til at holde mine små kære i armene igen og snuppe et glas vand fra hanen, og på den anden side tør jeg slet ikke tænke på, at jeg frivilligt vælger at rejse fra alle sambakulturens lækkerier. Selvom jeg rådes til fra alle sider at stoppe med at tælle dagene, kan jeg ikke lade vær. Trangen til at være i kontrol ligger dybt i mig, og det driver mig til vanvid, at tid er så langt uden for min rækkevidde. Der er ikke noget at gøre. Antallet af dage falder lige så hurtigt, som chokolade forsvinder og lige meget, hvor godt jeg føler, at jeg har styr på det, overrasker det mig altid, hvor hurtigt tiden går. Danmark virker nogengange så tæt på og andre gange så langt væk. Jeg har slet ikke lyst til at tage hjem, men scenariet virker også utrolig urealistisk for mig lige nu. Jeg drømmer og forstiller mig ofte, hvordan min hjemkomst vil foregå - hvad tøj jeg vil have på, hvem jeg krammer først, og om størstedelen overhovedet har opdaget, at jeg har været væk. Begynder jeg at græde, eller kan jeg bare ikke holde grinet tilbage? Det er så enestående en oplevelse at blive "genforenet" efter så lang tid, og jeg glæder mig hver eneste dag. Det hele virker bare blot som slørede hallucinationer, og jeg bliver nødt til at minde mig selv om, at den dag en dag kommer. Jeg forstår ikke, hvordan folk kan rejse væk og leve uden savn og uden lyst til at vænne hjem. Selvom jeg elsker mit vidunderlige liv her, er jeg glad for, at jeg har noget at savne. Min kloge onkel fortalte mig i min aller sværeste tid i starten af mit ophold, at hjemve er bedre end ingen hjemve. Jeg kunne ikke være mere enig, og jeg har tænkt på det mange gange siden. Jeg er så utrolig heldig at have to så fantastiske liv, og det er så mærkeligt, at jeg skal give et af dem op. Det er nu ikke fordi, jeg hopper rundt med hjemve kradsede i maven, savnet har faktisk aldrig været mindre. Jeg tror måske, at savnet altid har været det samme, men det varierer, hvor god jeg er til at parkere det uden for mine tanker. Det er jeg en ekspert i for tiden, hvis jeg selv skulle bedømme. Mine tanker er mere eller mindre kun i Brasilien. Det der er så meget anderledes lige pludselig, og grunden til hele den her smøre, er det faktum, at jeg rent faktisk ved, hvor lang tid jeg har tilbage. Jeg kan sætte mig ind i, hvor lang tid 171 dage væk fra Danmark er, for jeg har netop afsluttet det selv samme antal. Nu føler jeg pludselig, at jeg har travlt. Derudover får jeg også fortalt, at den sidste halvdel er den hurtigste, og det gør mig nærmest helt panisk. Jeg vil blive længere - der er så meget mere, jeg skal nå.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar