fredag den 31. januar 2014

Uge 26 - Behind the curtains

Jeg har været her i meget lang tid nu, og der er en del, jeg efterhånden bare har indfundet mig med. Brasilien er meget anderledes i forhold til Danmark, og hele kulturen og levemåden ligger så fjernt fra, hvad jeg har været vant til. Men Brasilien har sin charme og er på mange måder det perfekte land at tage til som udvekslingsstudent. Jeg har lært så utrolig meget, og samtidig føler jeg mig stadig så uvidende. Jeg føler mig fremmed, men også rigtig velkommen. Min hverdag er meget mere simpel, end den var i Danmark og så alligevel så stressende og forvirrende. Jeg har tusinde tanker i mit hovede hele tiden, og alle tanker på tre forskellige sprog. Det er rigtig mærkeligt, at både portugisisk og især engelsk føles tættere på, og ikke en sjæl forstår mit danske, knap nok mig selv. Jeg hader at blive spurgt om at sige noget på dansk, og for det meste sviner jeg bare personen, der spørger. Det er ind i mellem så befriende bare at kunne sige min ærlige mening om folk på et sprog, de ikke har nogen kendskab til.

Selvom mit brasilianske luksusliv langt fra virker stressende, kører min hjerne på højtryk uafbrudt. Jeg oplever noget nyt hele tiden, og hver eneste dag er fyldt med nye forargelser, frustrationer, smil, mennesker, udfordringer og grin. Selv om natten har jeg svært ved at slappe af. Mine drømme giver et blik ind i, hvad der foregår i hovedet på mig. Jeg drømmer om alt det, jeg er bange for, alt det jeg glæder mig til og alt det, jeg savner. Jeg drømmer hver nat, og det er stærke drømme, som jeg husker. Nogen gange har jeg ikke lyst til at sove, da tankerne kan være mere fortvivlende og ærlige, end de er, når jeg kan kontrollere dem. Jeg tror måske, at det er fordi mine tanker altid ender i Danmark, når jeg lægger hovedet på puden. Jeg er så heldig, og jeg er så glad. Det er bare ikke altid, at mit hoved og mine følelser kan følge med. Men jeg er heldigvis bygget op af kontrol og fornuft, og jeg ved, hvor hver en tanke har sin plads. Jeg er blevet så god til at organisere, hvad jeg vil føle og, hvad jeg vil tænke, og jeg giver ikke slip med mindre, jeg sover. Måske er det derfor, at mine drømme er så voldsomme. Jeg har måske brug for at rode lidt rundt en gang i mellem.

Palmeudsigter, varme og friskpresset juice er ikke længere noget, jeg undrer mig over. Jeg skal ind i mellem tage fat i nakken på mig selv for at huske at sætte pris på det hele. Mit daglige liv er ikke en overraskelse for mig, når jeg vågner, og jeg ved, hvor jeg er og, hvad jeg laver. Jeg har indfundet mig med min begrænsede mænge af tøj, manglen på en rigtig dyne og et liv uden aftensmad. Der er bare få ting min danske hjerne ikke kan vænne sig til. Både små og store ting, der har været så stor en del af mit liv. Brasilianere er mærkelige, og jeg er rigtig glad for at være født i Danmark. Jeg elsker menneskerne her og kulturen, men de har bare nogle uheldige vaner og tankegange, som selv efter næsten et halv år ikke giver mening for mig.

1. Insekter
Det er en hjernevrider, hvordan man formår at lufte ud på værelset og være i stand til at lukke vinduerne på præcis det rigtige tidspunkt, for at undgå invasion. Efter mit skift til byen har jeg også fået nye venner på mit værelse. De kaldes kakerlakker, og det er de klammeste små sataner, jeg nogensinde har stiftet bekendtskab med. Aldrig nogensinde har jeg været i kontakt med noget så ulækkert og skræmmende en skabning. Puha, og så er de så hurtige, at kun min kat kan følge med, men hun vil også hellere end gerne snuppe dem for mig. Og så er der myg til den helt store guldmedalje! Hvorfor frivilligt leve hele sit liv i en zoologisk have af blodtørstige smådyr med vinger.

2. Låse
Låsene i Brasilien går den forkerte vej. Det vil sige, at nøglen drejes hen mod døren og væk fra åbningen, hvis det giver mening. Det er bare logisk forkert og gang på gang, glemmer jeg det. Det er mest af alt på toiletter, hvor det i forvejen er mærkeligt at skulle smide toiletpapir i en spand ved siden af. Så få da styr på nogle ordentlige afløb.

3. Vasketøj
De kan i bund og grund bare ikke finde ud af at vaske tøj. Alt bliver vasket samtidig, blot ved et meget lavere antal grader, så farverne ikke vaskes ind i hinanden. Problemet er bare, at tøjet ikke bliver rent, og det dufter ikke af noget som helst. Det er så trist. Jeg fik sendt en af mine trøjer i julegave, og den duftede simpelhen SÅ fantastisk. Derudover skal jeg vaske mit eget undertøj. Det vil sige håndkraft og sæbe under bruseren. Ikke sjovt.

4. Respekt
Brasilianere har et forskruet forhold til at respektere hinanden. Jeg er glad for ikke at være en kvinde født i Brasilien, hvor er det gammeldags. Kvinder er så mange niveauer under mændene, og ofte er gamle mænd sammen med meget unge kvinder. Det er ulækkert at se på, og det gør mig glad for de danske drenge. Drenge her ser mig først og fremmest som en genstand - en lyshåret, blåøjet, intetvidende genstand, der accepterer alt, hvad du har tænkt dig at udsætte hende for. Om du så er 14 eller 56, doesn't make a difference. Jeg er træt af det, og jeg er træt af den måde, de behandler offentlige ansatte. De pifter efter tjenerne og er generelt uhøflige.

5. Religion
Religion er det særeste fænomen. Jeg har aldrig selv været specielt religiøs, men Brasilien får mig til at række ud efter noget, jeg selv ikke ved, om jeg tror på. Religion forvirrer mig, og det forvirrer brasilianere endnu mere. De har så latterlig en holdning til religion. De siger alle sammen, at de er Gud så religiøse og, at den store mand i himlen har planlagt livet for dem. Alt sker af en grund, og der er ingen måder, at du som individ kan ændre det. Pigerne vil ikke drikke, men de kysser til højre og venstre. Drengene lader som om, de er gentlemen, men er vanvittigt sexfixerede og behandler piger som objekter. Hele religionsforståelsen, især blandt unge, er så utrolig dobbeltmoralsk, at det er morsomt.

Hvis du har tænkt dig at rejse til dette herlige land og rent faktisk trække gardinerne til side og lære deres kultur at kende, vil jeg råde dig til at bevæbne dig med massere af forståelse og tålmodighed. Men når du først er her, så sug endelig til dig af alle Brasiliens fantastiske lækkerier. Enjoy!!

ps. klag ikke over den danske politik, tro mig, det er ingenting i forhold til de knidninger, der finder sted her for tiden. Ikke alle er enige i, at store sportsbegivenheder er vigtigere end ordentlige veje og gode skoler:)





Ingen kommentarer:

Send en kommentar