lørdag den 22. februar 2014

Uge 29 - hashtag bundløs

Jeg har haft sådan en rigtig dejlig uge. Sådan en uge, hvor jeg bare har følt mig tilpas, og jeg ikke har haft lyst til at ændre på noget. Det har været en af de uger, hvor jeg har taget mig selv i at smile helt ondssvagt over ingenting eller over tanker, som før ville have gjort mig ked. Det har også været en af de uger, hvor Brasilien ikke bare har vist sig fra en af dets bedste sider, men i den grad også har fået luftet sine særheder. Brasilien har den egenskab, at jeg konstant bliver overrasket og forbavset. Det har sin helt egen charme, og ofte er det blot min tilgang, der afgør om situationerne ender som en god eller dårlig oplevelse. Jeg er blevet god til at forudsige mange ting, men til min krontrolfreaks ærgelse, bestemt ikke alt.

Jeg har bortset fra alle nordjydere haft stor glæde af at skulle vågne klokken meget tidligt, da de jo selvfølgelig ikke går ind for vinterferie her henimod slutningen af sommeren. Til min store undren har jeg ikke spist havregryn siden, jeg flyttede. Jeg mangler det faktisk ikke, da min daglige kost hos min nye familie er helt perfekt. Jeg spiser eksotisk nok en græsk yoghurt, en halv avokado og en banan til morgen, hvilket er en vanvittig omgang dejlige vitaminer. Det holder for det meste til frokost, da skolen ikke kræver den helt store mængde koncentration. Det er vildt mærkeligt, men jeg glæder mig som en lille nørd med tape på brillerne til at starte i skole hos Elsebeth og hendes undersåtter igen. Jeg savner at lære noget, og jeg savner at føle mig dygtig. Men okay, jeg er i skole under tre timer dagligt, så det er ikke fordi, jeg kan forvente at vende hjem med et ekseptionelt intelligensniveau. 

Som de foregående uger træner jeg dagligt i mit noget så perfekte træningscenter fyldt med alle de selvoptagede #nopainnogain #healthyliving #sports-bh-selfie typer, men jeg nyder at grine lidt af deres poseringer og selvtilfredshed. Af en eller anden grund findes der ikke g-strenge i Brasilien. Det vil sige at man altid kan se pigernes undertøj gennem de tætsiddende leggings i skrigpink og leopardstof. De bruger noget, der er en mærkelig form for mellemvej. Det er sådan halvvejs g-strenge, men som om de er lavet til netop det formål, at de skal kunne skimtes. Bikinerne er faktisk ofte mindre end undertøjet. Derfor har det åbentbart undret en del mennesker, at man ikke kan se mine underbukser gennem mine sorte Adidas løbebukser. Det resulterede i, at en dreng i midten af puberteten slentrede usikkert op og smed en "bruger du nogensinde underbukser"-replik i hovedet på mig. Da jeg forsikrede ham om, at jeg ikke gik bundløs rundt, vendte han sig om til omtrent 5 jævnaldrende gutter og sagde med stolthed i stemmen "jeg sagde det jo, de er bare små". Da jeg senere på dagen fik det samme spørgsmål fra en af pigerne, kunne hun fortælle mig, at det altså har været et emne de sidste par dage i fitness. Jeg ved ikke rigtig, om jeg skal føle mig smigret over, hvor stor en mængde opmærksomhed min lille popo har stået model til, men i det mindste fik de besvaret deres spørgsmål. 

Torsdag valgte min lille tomhjernet amerikaner og jeg at smutte tidligt fra skole og undersøge mulighederne for at komme hjem med bus. Det følte hun jo selvfølgelig, at hun havde helt styr på, så jeg gik uden tøven med ind, da hun selvsikkert forsikrede mig om, at bussen var ankommet. Det tog os en god halv time at forstå, at bussen kørte til den totalt modsatte del af byen, men vi havde ikke noget andet valg, end blot at blive i bussen. Til vores store overraskelse stopper bussen efter en time tæt ved en lille bar. Vi var de eneste tilbage i bussen bortset fra de to chauffører, så vi sad med opspærede øjne og kiggede forvirret rundt. De valgte begge at snuppe sig en halv times pause på den lokale bar med en par kolde øl og en pakke cigaretter til deling. Vi sad og gloede ud af vinduet og betragtede dem nyde hver en dråbe, med os siddende og vente. Nu også velvidende om, at resten af turen ville være med en chauffør i påvirket tilstand i sædet og en dejlig duft af røg. Efter en god halvanden times bustur, var vi tilbage i sikkerhed, hvor vi startede. Skøn torsdag. Det lykkedes os også rent faktisk at finde vores bus og nå hjem til frokost. Drunkdriving er jo bare en lille hemmelig mellem venner. Alle gør det. 

Min dejlige mor har haft ondt af mit hår siden, jeg flyttede. Sete Lagoas har noget helt forfærdeligt vand fyldt med diverse skrækkelige kalkarter og andet trælst. Derfor bestilte hun tid til en behandling til mig, og mit hår har aldrig nogensinde været dejligere. Jeg elsker, at jeg kan snakke med min værtsmor om alt, og hun lytter til mig og løser mine problemer. Hun dømmer mig aldrig og vil bare have, at jeg får det bedste ophold hos hende og hendes skønne familie. Vi griner og joker meget, og de forstår for det meste min latterlige sarkastiske humor. De er for dejlige allesammen, og efter blot en nat væk, har jeg virkelig lyst til at komme hjem til dem igen. Jeg føler mig virkelig hjemme og tilpas i deres selskab. 

Karneval er på vej! Jeg har absolut ingen ide om, hvad jeg skal lave, jeg ved bare, at jeg har ferie. Nogen drenge vi mødte på stranden havde vi det skide sjovt med, og da de fandt os på facebook for et par dage siden, blev jeg faktisk rigtig glad for at høre fra dem. De inviterede os til at bruge et par dage under karneval med dem og deres venner. Da det så efter blot to dage har udviklet sig til virtuelle billeder af roser, lange anekdoter om min skønhed og modenhed og sidst men ikke mindst "sov godt og værdset dine smukke sider, drøm søde drømme, det fortjener en smuk pige som dig"-beskeder, er den mulighed tæt på udelukket. Vi troede ellers lige, at vi havde fået nogle dejlige venner, men nej. De er endda begge over 20 og stadig ikke i stand til at forblive normale. Brasilien altså. 

Nu ligger jeg i sengen ved siden af en snorkende brasiliansk soon-to-be udvekslingstudent midt ud i Lars tyndskids brasilianske marker. Jeg har brugt aftenen sammen med alle de dejlige outbounds og inbounds og skudt hul på endnu en rotary-weekend med masser af sociale aktiviteter og fællessang. Vi bor det smukkeste sted, men vi er komplet afskåret fra omverden uden dækning, internet eller mulighed for at flygte. Jeg har sammen med Adriana siddet det meste af aftenen og nydt den vildste stjernehimmel, jeg i midt liv har set. Der var millioner, og det så ud som om, at et helt nyt lag af stjerner lyste himlen op. Jeg var så heldig at se et noget så yndigt stjerneskud og foldede selvfølgelig hænderne og ønskede med det samme. Nu vil jeg stille lukke øjnene og håbe på, at jeg på et tidspunkt i morgen (lørdag) får internet til at kunne poste mit indlæg. Jeg ville gerne have givet jer billede, men det må jeg lægge ind, når jeg er hjemme i trykker hænder hos mit Wi-fi. 

Nyd de øjeblikke, hvor smilet uden grund finder vej til dine læber. Massere af brasiliansk kærlighed til dig

#dontdrinkanddrive 





Ingen kommentarer:

Send en kommentar