Undskyld på forhånd til alle glade læsere. Hvis du derimod har dig en hård dag, kan du uden tøven læse videre og glæde dig over, hvor glad du pludselig føler dig. Klokken er mange, og jeg sidder bare og stirrer på det blanke dokument på min computer. Det er ikke fordi, at jeg ikke ved, hvad jeg skal skrive, men jeg har alt for mange ting i hovedet. Jeg har haft en rigtig lorte uge, og jeg føler, at hele verden har været i mod mig. Mine tårer presser på bare ved at prøve på at samle mine tanker. Men hvis der er noget, jeg altid har været god til, er det at græde. Det har aldrig været og bliver aldrig svært for mig at bryde sammen i gråd. Jeg behøver ikke at være dybt ulykkelig, men bare forvirret eller stresset. Nogle gange græder jeg endda bare fordi, jeg har lyst. Jeg er på en måde tilhænger af mørke sider, overtænkning og sortseere, eller også tvinger jeg mig til at være det. Når jeg først er ked af det, ramler alting sammen, og jeg dyrker det melankolske og deprimerende indtil, jeg har hulket i dagevis. Ser tilbage, mindes sådan som alt var. Det er lige netop det, jeg har gjort de sidste fire-fem dage. Jeg håber, jeg slipper ud af det, og måske skulle jeg ikke skrive et blogindlæg i den her triste tilstand. Men nu gør jeg så meget ud af at give et ægte og ærligt billede af udveksling og af mig, så det skal I få serveret på et kæmpe sølvfad fyldt med ulækre champignoner.
5 grunde til at mit liv er værre end dit
1. Det største problem ligger i, at jeg er blevet uvenner med mine to bedste veninder. Sådan for alvor. Det er noget jeg selv har valgt at blive, da jeg ikke ville finde mig i deres shit længere. Hele historien ville være for lang og kedelig, og mit tastatur ville nok ikke foretrække endnu et tårebad. I bund og grund har de løjet overfor mig, og det er slet ikke første gang. Men denne gang sårede det mig så meget, og jeg følte mig så latterlig dum, og det er gået op for mig, at jeg ikke stoler på dem, og de giver mig ingen grund til at gøre det. Jeg besluttede mig for virkelig at stå i mod og kæmpe for de værdier, jeg baserer mine venskaber på. Så vi har slet ikke været i nærheden af hinanden siden torsdag, og det river mit hjerte fra hinanden. Jeg savner dem, men jeg prøver at bevise noget, og jeg håber, at de ender med at forstå mig. Det hele skal nok blive fint, og jeg har bedt dem om at finde en dag, hvor de har tid til at høre, hvad jeg har at sige og forhåbentlig får vi snakket alt i gennem, så jeg kan nyde alt det her med mine bedste veninder igen.
2. Jeg er begyndt at savne Danmark rigtig meget, men på en lidt anden måde end tidligere. Jeg savner danskere, den danske mentalitet og det rolige sind. Jeg mangler nogle omkring mig, der er ligesom mig. Nogle der tænker over det fornuftige, har et realistisk syn på livet og prøver at sætte sig i andres sted. EMPATI VENNER. Det er som om, at alle suser rundt og ikke kan finde hoved eller hale i, hvad de laver, og alle har så travl med dem selv og er så uforstående overfor andres kampe. Det troede jeg egentlig, at vi var slemme til i Danmark, men det er gået op for mig, at vi mange gange tænker på vores egen lykke, fordi vi stoler på de mennesker vi omgås og, at man et eller andet sted altid skal starte med sig selv. Det er det fornuftige at gøre - det danske at gøre.
3. Hele søndag var jeg med mine forældre til begravelse. Det er en rigtig humørspreder. Jeg valgte så ovenikøbet også at træde i en kæmpe omgang våd lort fra en gadehund, det gav da selvfølgelig et ekstra smil på læben at ødelægge mine hvide stofsko. Jeg fandt også ud af, at mine vådservietter fra Nivea, som jeg så fint har fjernet make-up med, er beregnet til at rengøre og forfriske sine nedre personlige langt mere intime dele. Det er også en rar følelse, at jeg har kørt dem rundt hele ansigtet i et par uger.
4. "Jeg har bare sådan vildt meget lyst til at give dig en kæmpe krammer". Det var det første Katrine sagde til mig, da jeg snakkede med hende i lørdags. Og jo, hvor ville jeg bare ønske, at hun kunne. Hun fik mig virkelig til at indse, hvor meget jeg savner mine veninder. Dem der er der for mig, og som jeg har valgt af egen fri vilje. Der er intet pålagt, det hele er så let. Ingen uprøvede grænser, jeg kender dem, og de kender mig. Mine veninder er allesammen meget forskellige, men de har alle det til fælles, at jeg elsker og savner dem helt op til månen og tilbage igen. Jeg savner bare at kunne være mig selv, snakke mit eget sprog, alle de interne jokes - alting er så dejlig natuligt. Hvor ville jeg ønske, at bare én af dem var her hos mig.
5. Mad. Sovs. Mad. Rugbrød. Mad. Minimælk. Mad. Er I godt klar over hvor røvsyg den brasilianske madkultur er. Jeg er så træt af ris og bønner, og I vil slet ikke vide, hvad jeg ville gøre for et slice friskt rugbrød fra bageren på Skagensvej med et godt lag kærgården, to skiver 45% guldost og et par skefulde hindbærsyltetøj. Jeg har fundet ud af, at vi faktisk skal være stolte af vores madkultur i Danmark. Jeg elsker, at vi er så gode til at lade andre komme til. Vi snupper det bedste fra de dygtige lande omkring os, og der er en grund til, at vi ikke er tilhængere af Brasiliens mad. Det er ikke sådan, at jeg bliver overrasket med en omgang tacos eller carbonara. Næ nej, de er alt for patriotistiske til at lade andre berige dem med idéer. Vi bliver nok ikke kendte for vores mad i Danmark, men vi er hammerende gode til at lade os inspirere. Jeg vil gerne skrive under på, at man kan savne den danske mad, for den indeholder en del andre fantastiske kulturer.
Så ja, så kan I godt se, at jeg føler mig glimrende tilpas under min dyne, mens jeg hører Novembervej, kigger på billeder af frikadeller og ser hjertevridende film på netflix. Jeg gør også, hvad jeg kan for at overbevise mig selv om, hvor trist jeg er. Jeg læser mine breve, kigger gamle billeder, spiser mælkechokolade og stirrer ud i regnvejret. Så er det heller ikke nemt vel? Men sådan er jeg. Jeg skal have alt ud før, at jeg kan komme videre og nyde min brasilianske hverdag igen. Jeg har ikke små dyk om og om igen. Alt er på toppen i lang tid inden, at det hele ramler sammen, og jeg ligger og graver mig selv længere og længere ned i et sort hul. Det er lidt som dengang, jeg gik i børnehaven og sad med en gul plasticskovl i sandkassen. Jeg skal grave hele vejen ned, og jeg bliver ved, indtil jeg når Kina på den anden side. Når jeg først er igennem det kæmpe mæssige lag af savn og tristhed, er der blå himmel og alt er dejligt. Sikke en metafor var.
Når jeg har problemer, er jeg ikke ligefrem kendt for at snakke om det. Det er nemt nok for mig at vise mine følelser, men jeg er vildt genert, når det kommer til at forklare dem og tale om det. Den eneste person i hele verden, jeg fortæller alt til er Rasmus. Der er ingen, jeg kan snakke med, som jeg kan snakke med ham. Han er min bedste ven, og jeg er så taknemlig for, at han gider at sidde og høre på alle mine trættende historier og tanker. Jeg fortæller ham om alle de hemmeligheder og farlige oplevelser, min blog og i særdeleshed min familie ikke ville kunne klare at høre. Han ved, hvornår han skal berolige mig, grine af mig, tale mig efter munden eller give mig råd. Jeg bliver også mobbet en del, når vi snakker, men det er svært altid at være lige god som ham jo. Jeg ved, at han ikke altid nyder vores samtaler, og jeg er god til at ødelægge hans nattesøvn, men det er vel det irriterende ekskærester er til for. Jeg ved, at han ikke kan lade vær med at holde af mig alligevel:) Han er verdens bedste.
 |
| Det er min dejlige sissys fødselsdag i dag. Hun gør mig også lidt gladere, eller det gør billedet i hver fald. Tillykke skattermus! |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar