Endelig har jeg fået taget mig sammen til at fortælle jer om min
fuldstændig vanvittig fantastiske weekend i São Paulo. Jeg har haft så travlt
de sidste dage, og tiden går så frygtelig hurtigt i øjeblikket. Jeg kan slet
ikke holde styr på noget som helst, og jeg føler aldrig, at jeg har tid til
bare at slappe af. Hvilket er en dejlig følelse! Det er sådan, jeg var vant til
at leve mit liv, så jeg nyder, trods min mangel på middagslur, at jeg ikke render
rundt og keder mig.
Efter vi havde brugt et par uger på at få alt på plads til vores
rejse til Lollapalooza, endte vi alligevel med at gå i panik, da vi to dage
inden rejsen fik at vide, at den familie vi skulle bo hos, ikke længere havde
mulighed for at tage os ind. Åh gud, og så efter ALT DET ARBEJDE. Vi var
fuldstændig sindssygt rasende, og alt faldt fra hinanden med det samme.
Heldigvis reddede vores inbounds-ansvarlige os ved at få os indkvarteret hos
familier, der tilhørte en rotary klub i udkanten af São Paulo. Det var egentlig
på mange måder en meget bedre løsning, da vi kunne følges med andre
udvekslingsstudenter på den måde.
Lørdag morgen stod vi klar i lufthavnen, og vi var spændte som
bare fanden på, at vi skulle rejse for os selv, og selv havde organiseret det
hele. Vi havde brugt så meget tid og så mange penge, så det var en kæmpe
lettelse endelig at være på vej af sted. Min begejstring dalede rimelig
hurtigt, da det gik op for mig, at jeg nu rent faktisk blev nødt til at
gennemføre flyveturen. Min flyskræk er enorm, for jeg ved udemærket godt, at
det er et satans smertehelvede bare at komme op i luften. Mine ører er så
irriterende følsomme, og hvis de kunne græde, ville jeg sidde i min egen lille
sø i flysædet. Nej hvor gør det ondt. Og på brasilianske fly har de altså ikke
lige forsynet sig med næse dråber og alt det andet fis, der plejer at hjælpe
mig. Jeg havde ikke engang nogen til at holde mig i hånden, da vi alle sad
kastet rundt forskellige steder i flyet. Hvor var jeg bare hjælpeløs.
|
São Paulo |
|
São Paulo |
Vi tog direkte af sted til festival, da den starter til middag,
og en flink rotarydame tog sig af vores kufferter. Det er meget godt ind i
mellem altid at have disse rare ældre mennesker til at hjælpe. De har for det
meste styr på deres shit. Første dag var fyldt med den fedeste musik!! Vi hørte
Capital Cities, Imagine Dragons, Lorde og Kid Cudi. Vi mødte så mange dejlige
mennesker, alle var glade, og jeg følte mig på intet tidspunkt bange eller
ubehageligt tilpas. Der var rigtig festival stemning, og det var umuligt ikke
bare at nyde atmosfæren og ride med på bølgen. Derudover brugte jeg det meste
af aftenen på at finde Morten eller Victor, som jeg vidste var der. Victor
skulle jeg finde, da han ville tage os med hjem bagefter, men hold nu op så
svært det var at lokalisere de drenge. Endelig fandt jeg Victor, og det var som
at møde en gammel ven, selvom jeg kun havde snakket med ham én gang før for
mange måneder siden. At få en dansk krammer og se et genkendeligt ansigt er
langt fra noget, jeg har oplevet mange gange her. Han er rigtig nem at snakke
med og en super sød dreng, og jeg nød rigtig meget at have ham som en del af
det hele. Vi var tilsammen mere end tredive udvekslingsstudenter spredt lidt
rundt på den enorme plads, og til slut samledes de fleste af os for at se Kid
Cudi. Victor fik desværre stjålet sin telefon inden koncerten gik i gang, og
det var helt umuligt for ham at finde ud af, hvem der kunne have taget den. Han
var pisse sur og vildt ærgerlig over det, hvilket jeg sagtens kan forstå, og
jeg føler mig lykkelig over at kunne sidde her i skolegården med min elskede
iPhone ved min side.
|
Imagine Dragons |
|
Lorde |
|
Capital Cities |
|
Pladsen var en racerbane |
|
Imagine Dragons |
Allersidst på aftenen står Victor og jeg og snakker sammen
blandt en masse andre dejlige internationale unger, da Morten dukker op og
lægger en hånd på min skulder. Jeg lyver ikke, jeg direkte sprang skrigende op
i favnen på ham som en anden lille femårige pige. Jeg kunne slet ikke lade vær
med at smile og grine og lade ham løfte mig op og kramme mig. Sjældent har jeg
været så glad for at se en person igen, og vi opførte os som søskende, der ikke
havde set hinanden i årevis. Det var næsten helt pinligt, men det er så
surrealistisk at se én, der er vant til de præcis samme rammer i lille
Hjørring, 10000 kilometer væk hjemmefra. Det gjorde mig så glad at høre om,
hvor godt han har det, og hvor meget han frygter for, at det hele snart
slutter. Jeg er langt mere knyttet til Danmark, end han er, laaaaangt mere, og
vi er meget forskellige i vores måde at være udvekslingsstudenter på. Han har
meget begrænset kontakt til hans familie og venner derhjemme, hvor jeg elsker
at have dem så tæt på som muligt. Der er både fordele og ulemper ved det, og
det bliver måske en smule nemmere for mig at komme hjem, hvor han er bedre til
at nyde det hele fuldt ud herovre. Alle har en forskellig oplevelse på
udveksling, men jeg er lykkelig for den måde, jeg lever mit
"dobbeltliv" på. Jeg ville bare aldrig nogensinde kunne give så meget
slip, som han har gjort, og det synes jeg er vildt sejt, at han har formået.
Men min reaktion, da jeg så ham, kom virkelig som en overraskelse, og det får
mig til at tænke over, hvor vildt det bliver, når jeg igen møder de mennesker,
jeg elsker allerhøjest.
|
Glæde |
|
Jaaaaa |
|
Adriana og Morten blev venner |
|
Lorde |
Søndag vågnede Adriana og jeg tidligt hos vores bedårende
japansk/brasilianske familie. De var de sødeste og kærligste mennesker jeg
længe har mødt, og vi følte os virkelig velkommen. Til middag tog vi tilbage
til festival pladsen, der bestod af fem store scener, så det tog lang tid at gå
fra den ene til den anden side. Søndag var de bedste klart Ellie Goulding og
Axwell, og det var så sjovt at slutte af med den fedeste fest til Axwell
koncerten. Morten og jeg mødte en brasilianer, der havde været på udveksling i
Danmark for otte år siden, og han snakkede stadig dansk med sin forfærdelige
sjællandske accent. Jeg er godt nok stolt, hvis jeg stadig kan tale flydende
portugisisk om otte år, det er blæret. Tæt på midnat sad vi igen i metroen med
snuden hjem til sushi-forældrene efter en vellykket anden festivaldag. Mandag
hyggede vi morgenen igennem i São Paulo midtby, inden vi om eftermiddagen tog
flyet tilbage til Belo Horizonte. Det var mindst ligeså forfærdeligt, og jeg
bliver bare aldrig fly-fan. Jeg er så lykkelig for, at jeg fik mulighed for at
se så voldsom stor en by (20 millioner!!!!) og høre en masse god musik med så
mange skønne mennesker. Men lige meget hvad, var jeg så glad for at komme hjem
til min familie igen og mine små bette hunde.
|
Mine søde og australske Samara |
|
Mine søde |
|
Lorde |
|
Han er glad |
|
Min aussie |
|
Ham der tog til Danmark. Søde William. |
|
haha |
|
det blæseeeer |
|
Tiltrængt for Adri |
|
Berømt gade: Avenida Paulista |
|
Foran en fin bygning |
|
Hun er glad |
Onsdag i denne uge tilbragte Adriana og jeg på en skole i Belo
Horizonte som absolutte superstjerner. Jeg bliver gang på gang overrasket over,
hvor meget vi kan imponere. Vi holdte oplæg på engelsk om vores hjemlande, da eleverne
skulle øve sig på deres engelsk. De fik at vide, at vi ikke talte et ord
portugisisk, hvilket gav det udslag, at de frit kommenterede på os og vores
lande, uden anelse om, at vi forstod det hele. Det var faktisk utrolig svært at
spille dum igen og ikke reagere, når de snakkede. Til sidst skulle vi så uden
videre skifte over til portugisisk, og deres ansigtsudtryk var guld værd. Nej
hvor var de bange og chokerede, da det gik op for dem, at vi havde forstået
alt. Det var så sjov en oplevelse, og vi fik selvfølgelig taget en masse
billeder og modtog endnu flere venneanmodninger på facebook. Man kan ikke andet
end at elske brasilianernes evige begejstring.
|
Koncert for fødselaren (skoleinspektøren) |
|
Hvis bare sport var acceptabelt for piger |
Jeg har også for tredje gang modtaget en dejlig pakke hjemmefra!!! Den er fyldt med en masse godter og nødvendige danske produkter, som jeg bare ikke kan eller vil leve uden. Der er intet bedre, og det er så hyggeligt at sidde i min egen lille verden og læse breve og rode rundt i kassen. Det vil jeg kalde foren perfekt start på weekenden!
|
Åhh så dejlige de er |
Nu sidder jeg her alene i en tom skolegård og søger skygge under
områdets eneste træ. Min krop er gennemsmardret efter min træner i går skruede
op for intensiteten med en halv times løb, en times styrke og en times yoga, av. Jeg kan knap nok bevæge mig, men det er en dejlig følelse
i sidste ende. Jeg haft problemer med min evigtvarende knæskade det sidste
stykke til, så i øjeblikket er træningen meget målrettet på at hjælpe den af
vejen endnu en gang. Jeg skulle jo gerne være i stand til at kunne spille
håndbold, når jeg kommer hjem.
Min veninde Nanna tog hjem til Danmark i sidste
uge, og da jeg så hendes billeder af afrejse og hjemkomst, gik det op for mig,
hvor glad jeg var for, at det ikke var mig. Jeg ville slet ikke kunne bære at
skulle rejse hjem nu, og jeg har så mange ting, jeg skal opleve, inden det
overhovedet bliver realistisk for mig at vende min opstoppersnude hjemad igen.
Det er faktisk sjovt, for ligegyldig hvor meget jeg skyper eller skriver med
personer i Danmark, er det som om, at de ikke rigtig eksisterer alligevel. Lidt
ligesom når man ser andre verdensbilleder i tv'et, kan man ikke rigtig relatere
til det, fordi det ikke er en del af ens eget liv. Det er svært for mig, at de
stadig lever et liv derhjemme, for når de ikke længere er en daglig del af mit,
er det som om at livet i Danmark bare er én lang fiktiv historie. Som om jeg på
en måde aldrig selv har været der, og mine seksten år i Danmark bare er en
drøm. Jeg hat jo et andet liv lige nu med helt andre personer. Lige meget hvad
bliver det det sygeste i verden at sætte fødderne på dansk jord igen. 3 måneder.
|
Har nu passeret det her punkt. #100happydays |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar