fredag den 11. april 2014

Uge 35 - Lollapalooza


Endelig har jeg fået taget mig sammen til at fortælle jer om min fuldstændig vanvittig fantastiske weekend i São Paulo. Jeg har haft så travlt de sidste dage, og tiden går så frygtelig hurtigt i øjeblikket. Jeg kan slet ikke holde styr på noget som helst, og jeg føler aldrig, at jeg har tid til bare at slappe af. Hvilket er en dejlig følelse! Det er sådan, jeg var vant til at leve mit liv, så jeg nyder, trods min mangel på middagslur, at jeg ikke render rundt og keder mig.

Efter vi havde brugt et par uger på at få alt på plads til vores rejse til Lollapalooza, endte vi alligevel med at gå i panik, da vi to dage inden rejsen fik at vide, at den familie vi skulle bo hos, ikke længere havde mulighed for at tage os ind. Åh gud, og så efter ALT DET ARBEJDE. Vi var fuldstændig sindssygt rasende, og alt faldt fra hinanden med det samme. Heldigvis reddede vores inbounds-ansvarlige os ved at få os indkvarteret hos familier, der tilhørte en rotary klub i udkanten af São Paulo. Det var egentlig på mange måder en meget bedre løsning, da vi kunne følges med andre udvekslingsstudenter på den måde.




















Lørdag morgen stod vi klar i lufthavnen, og vi var spændte som bare fanden på, at vi skulle rejse for os selv, og selv havde organiseret det hele. Vi havde brugt så meget tid og så mange penge, så det var en kæmpe lettelse endelig at være på vej af sted. Min begejstring dalede rimelig hurtigt, da det gik op for mig, at jeg nu rent faktisk blev nødt til at gennemføre flyveturen. Min flyskræk er enorm, for jeg ved udemærket godt, at det er et satans smertehelvede bare at komme op i luften. Mine ører er så irriterende følsomme, og hvis de kunne græde, ville jeg sidde i min egen lille sø i flysædet. Nej hvor gør det ondt. Og på brasilianske fly har de altså ikke lige forsynet sig med næse dråber og alt det andet fis, der plejer at hjælpe mig. Jeg havde ikke engang nogen til at holde mig i hånden, da vi alle sad kastet rundt forskellige steder i flyet. Hvor var jeg bare hjælpeløs. 

São Paulo
São Paulo
Vi tog direkte af sted til festival, da den starter til middag, og en flink rotarydame tog sig af vores kufferter. Det er meget godt ind i mellem altid at have disse rare ældre mennesker til at hjælpe. De har for det meste styr på deres shit. Første dag var fyldt med den fedeste musik!! Vi hørte Capital Cities, Imagine Dragons, Lorde og Kid Cudi. Vi mødte så mange dejlige mennesker, alle var glade, og jeg følte mig på intet tidspunkt bange eller ubehageligt tilpas. Der var rigtig festival stemning, og det var umuligt ikke bare at nyde atmosfæren og ride med på bølgen. Derudover brugte jeg det meste af aftenen på at finde Morten eller Victor, som jeg vidste var der. Victor skulle jeg finde, da han ville tage os med hjem bagefter, men hold nu op så svært det var at lokalisere de drenge. Endelig fandt jeg Victor, og det var som at møde en gammel ven, selvom jeg kun havde snakket med ham én gang før for mange måneder siden. At få en dansk krammer og se et genkendeligt ansigt er langt fra noget, jeg har oplevet mange gange her. Han er rigtig nem at snakke med og en super sød dreng, og jeg nød rigtig meget at have ham som en del af det hele. Vi var tilsammen mere end tredive udvekslingsstudenter spredt lidt rundt på den enorme plads, og til slut samledes de fleste af os for at se Kid Cudi. Victor fik desværre stjålet sin telefon inden koncerten gik i gang, og det var helt umuligt for ham at finde ud af, hvem der kunne have taget den. Han var pisse sur og vildt ærgerlig over det, hvilket jeg sagtens kan forstå, og jeg føler mig lykkelig over at kunne sidde her i skolegården med min elskede iPhone ved min side.

Imagine Dragons
Lorde
Capital Cities
Pladsen var en racerbane
Imagine Dragons
Allersidst på aftenen står Victor og jeg og snakker sammen blandt en masse andre dejlige internationale unger, da Morten dukker op og lægger en hånd på min skulder. Jeg lyver ikke, jeg direkte sprang skrigende op i favnen på ham som en anden lille femårige pige. Jeg kunne slet ikke lade vær med at smile og grine og lade ham løfte mig op og kramme mig. Sjældent har jeg været så glad for at se en person igen, og vi opførte os som søskende, der ikke havde set hinanden i årevis. Det var næsten helt pinligt, men det er så surrealistisk at se én, der er vant til de præcis samme rammer i lille Hjørring, 10000 kilometer væk hjemmefra. Det gjorde mig så glad at høre om, hvor godt han har det, og hvor meget han frygter for, at det hele snart slutter. Jeg er langt mere knyttet til Danmark, end han er, laaaaangt mere, og vi er meget forskellige i vores måde at være udvekslingsstudenter på. Han har meget begrænset kontakt til hans familie og venner derhjemme, hvor jeg elsker at have dem så tæt på som muligt. Der er både fordele og ulemper ved det, og det bliver måske en smule nemmere for mig at komme hjem, hvor han er bedre til at nyde det hele fuldt ud herovre. Alle har en forskellig oplevelse på udveksling, men jeg er lykkelig for den måde, jeg lever mit "dobbeltliv" på. Jeg ville bare aldrig nogensinde kunne give så meget slip, som han har gjort, og det synes jeg er vildt sejt, at han har formået. Men min reaktion, da jeg så ham, kom virkelig som en overraskelse, og det får mig til at tænke over, hvor vildt det bliver, når jeg igen møder de mennesker, jeg elsker allerhøjest.

Glæde
Jaaaaa
Adriana og Morten blev venner
Lorde












Søndag vågnede Adriana og jeg tidligt hos vores bedårende japansk/brasilianske familie. De var de sødeste og kærligste mennesker jeg længe har mødt, og vi følte os virkelig velkommen. Til middag tog vi tilbage til festival pladsen, der bestod af fem store scener, så det tog lang tid at gå fra den ene til den anden side. Søndag var de bedste klart Ellie Goulding og Axwell, og det var så sjovt at slutte af med den fedeste fest til Axwell koncerten. Morten og jeg mødte en brasilianer, der havde været på udveksling i Danmark for otte år siden, og han snakkede stadig dansk med sin forfærdelige sjællandske accent. Jeg er godt nok stolt, hvis jeg stadig kan tale flydende portugisisk om otte år, det er blæret. Tæt på midnat sad vi igen i metroen med snuden hjem til sushi-forældrene efter en vellykket anden festivaldag. Mandag hyggede vi morgenen igennem i São Paulo midtby, inden vi om eftermiddagen tog flyet tilbage til Belo Horizonte. Det var mindst ligeså forfærdeligt, og jeg bliver bare aldrig fly-fan. Jeg er så lykkelig for, at jeg fik mulighed for at se så voldsom stor en by (20 millioner!!!!) og høre en masse god musik med så mange skønne mennesker. Men lige meget hvad, var jeg så glad for at komme hjem til min familie igen og mine små bette hunde.

Mine søde og australske Samara 
Mine søde




Lorde

Han er glad
Min aussie
Ham der tog til Danmark. Søde William.
haha
det blæseeeer


Tiltrængt for Adri
Berømt gade: Avenida Paulista
Foran en fin bygning
Hun er glad
Onsdag i denne uge tilbragte Adriana og jeg på en skole i Belo Horizonte som absolutte superstjerner. Jeg bliver gang på gang overrasket over, hvor meget vi kan imponere. Vi holdte oplæg på engelsk om vores hjemlande, da eleverne skulle øve sig på deres engelsk. De fik at vide, at vi ikke talte et ord portugisisk, hvilket gav det udslag, at de frit kommenterede på os og vores lande, uden anelse om, at vi forstod det hele. Det var faktisk utrolig svært at spille dum igen og ikke reagere, når de snakkede. Til sidst skulle vi så uden videre skifte over til portugisisk, og deres ansigtsudtryk var guld værd. Nej hvor var de bange og chokerede, da det gik op for dem, at vi havde forstået alt. Det var så sjov en oplevelse, og vi fik selvfølgelig taget en masse billeder og modtog endnu flere venneanmodninger på facebook. Man kan ikke andet end at elske brasilianernes evige begejstring.

Koncert for fødselaren (skoleinspektøren)
Hvis bare sport var acceptabelt for piger
Jeg har også for tredje gang modtaget en dejlig pakke hjemmefra!!! Den er fyldt med en masse godter og nødvendige danske produkter, som jeg bare ikke kan eller vil leve uden. Der er intet bedre, og det er så hyggeligt at sidde i min egen lille verden og læse breve og rode rundt i kassen. Det vil jeg kalde foren perfekt start på weekenden!

Åhh så dejlige de er

Nu sidder jeg her alene i en tom skolegård og søger skygge under områdets eneste træ. Min krop er gennemsmardret efter min træner i går skruede op for intensiteten med en halv times løb, en times styrke og en times yoga, av. Jeg kan knap nok bevæge mig, men det er en dejlig følelse i sidste ende. Jeg haft problemer med min evigtvarende knæskade det sidste stykke til, så i øjeblikket er træningen meget målrettet på at hjælpe den af vejen endnu en gang. Jeg skulle jo gerne være i stand til at kunne spille håndbold, når jeg kommer hjem. 
Min veninde Nanna tog hjem til Danmark i sidste uge, og da jeg så hendes billeder af afrejse og hjemkomst, gik det op for mig, hvor glad jeg var for, at det ikke var mig. Jeg ville slet ikke kunne bære at skulle rejse hjem nu, og jeg har så mange ting, jeg skal opleve, inden det overhovedet bliver realistisk for mig at vende min opstoppersnude hjemad igen. Det er faktisk sjovt, for ligegyldig hvor meget jeg skyper eller skriver med personer i Danmark, er det som om, at de ikke rigtig eksisterer alligevel. Lidt ligesom når man ser andre verdensbilleder i tv'et, kan man ikke rigtig relatere til det, fordi det ikke er en del af ens eget liv. Det er svært for mig, at de stadig lever et liv derhjemme, for når de ikke længere er en daglig del af mit, er det som om at livet i Danmark bare er én lang fiktiv historie. Som om jeg på en måde aldrig selv har været der, og mine seksten år i Danmark bare er en drøm. Jeg hat jo et andet liv lige nu med helt andre personer. Lige meget hvad bliver det det sygeste i verden at sætte fødderne på dansk jord igen. 3 måneder.

Har nu passeret det her punkt. #100happydays





Ingen kommentarer:

Send en kommentar