Uge 38 - baile

I er så heldige lige at få en kort update fra mit meget travle liv inden, jeg smutter ind i en noget så grusomt lad-mig-ødelægge-dine-ører flyver. Jeg rejser til amazonas junglen i morgen til middag, og jeg kan næsten ikke være i mig selv af bare begejstring. Jeg glæder mig noget så meget, og denne gang har jeg mine piger med mig! Jeg er utrolig dårlig, når det kommer til tvungne samtaler og bekendtskaber, og ryste samme lege kan virkelig trække tænder ud. Så jeg glæder mig over, at jeg kan putter mig trygt under armene på mine to meninas (piger) og langsomt lære de mennesker at kende, som jeg har lyst til at kende. Vi skal ud på de vildeste eventyr fyldt med en masse dyr, jeg ikke vil i kontakt med og lige så mange nuttede små puslinger, som jeg vil elske med det samme. Dovendyr, slanger, delfiner, edderkopper, aber og alle de små irriterende dyr med vinger og evnen til at stikke. Jeg ved ærligt talt ikke, hvor mange klamme myg-arter, jeg skal sove sammen med, men jeg har helgarderet mig med de mest effektive dåser dræberspray. Jeg skal nok også få taget en masse turist-holder-vildt-dyr billeder, som er mere end obligatoriske, og i skal nok få dem aaaalle sammen at se om elleve dage, når jeg igen sider hjemme på sengen og spiser flydende karamel. 

De sidste fire dage har jeg været sammen med alle inbounds og outbounds i mit distrikt til den kæmpe årlige distriktskonference i Caxambu. Det er en lille bitte men meget charmerende by i det sydlige Minas, og jeg regner med at antallet af rotarianere fordoblede indbyggertallet. En eller anden klaphat havde bildt Adriana og jeg ind, at det var en landskonference, altså, at der ville være fyldt med en masse andre udvekslingstudenter. Men nej, det var alle de gode gamle, som jeg har kendt siden september. Vi havde egentlig ikke så meget planlagt, og vi lavede meget det, vi nu havde lyst til. Vi deltog selvfølgelig i den store åbningscermoni, flagcermoni, præsentationer og det store smukke bal. Meget af det var selvfølgelig ikke super spændende, men det er altid rart at vise sig frem i sin fine jakke foran alle de interesserede ældre mennesker. Vi var til bal fredag aften, og det var virkelig den slags fine overdrevne fest, hvor drenge inviterer pigerne op at danse til langsomt gammelt musik. Men det var nu rigtig hyggeligt! Brasilien har mere end forbedret med danseevner. 

Denne her gang var det anderledes at sige farvel til alle de andre. Det var vores sidste encontro (samling eller sådan noget), og mange rejser hjem i løbet af den næste måned. Der var mange tårer, og det var et frygteligt billede af, hvor hårdt det bliver at sige farvel. Tilmed fik vores allesammen kære ven/ansvarlige Ivan os til at skrive et afskedbrev til Brasilien. Det var så forfærdligt, og mange måtte give op. Det lyder måske lidt svanset og pylret, men det er så svært at skulle sige farvel til et helt liv, at bare tanken får alt til at styrte sammen. Tilmed begyndte Ivan at græde, da han bare skulle forklare os opgaven, og det var umuligt ikke at blive rørt. Han er en mand i 50'erne, der har brugt så meget tid på at lære os at kende, og han føler sig så knyttet til os som gruppe, at han slet ikke kan forestille sig at sige farvel. 

Ellers har jeg ikke lavet så meget andet end at gå og se frem til min rejse. Jeg har hygget med min familie, som jeg savner allerede, trænet hårdt og festet igennem med mine venner. Adriana skal forresten flytte ind hos hendes lesbiske tanter efter rejsen. Jeg har snakket om dem før, og de er absolut ikke mine største fans. Jeg ved egentlig ikke, hvorfor de ikke kan lide mig, og jeg finder nok heller aldrig ud af det. Vi har holdt os på afstand af hinanden, men da de inviterede Darci og Adriana ud på middag, fik jeg Adriana til at invitere mig med, da jeg gerne vil prøve at være den modne. Hun skal trods alt bo med dem, og jeg vil gerne forsøge at lære dem bedre at kende. Hendes tanter sendte dog en SMS om, at de ikke ville have mig med. Pigerne var begge hjemme hos mig, så de blev nødt til at hente dem der. Sådan noget provokerer mig helt vildt, og jeg fulgte også pigerne pænt ud af døren og gav mit bedste og længste jeg-ved-alt-og-i-er-for-latterlige udtryk, indtil de rullede deres vinduer op. Aldrig har jeg set nogle se så utilpas ud, og aldrig har jeg grint så meget invendigt. De fortalte efterfølgende Adriana, at de ikke regnede med, at jeg ville stå i døren. Jeg er færdig med at prøve. Haha, du godeste gud altså. 

Nu vil jeg smutte ned under mine 34 tæpper og prøve at komme af med den evige forkølelse, der plager min stakkels krop. Jeg fryser virkelig, når der er under 20 grader om aftenen. Jeg dør i Danmark puha. Até logo, 73 dage