fredag den 23. maj 2014

Uge 40 - Amazonas

Jeg har glædet mig så meget til at skrive det her indlæg! Det er nu lidt over en uge siden, at jeg kom hjem fra min tur til Amazonas, og jeg ved godt, at det er alt for dårligt, at jeg ikke skrevet et indlæg før nu. Men for at være ærlig, har jeg været rigtig rigtig syg. Min værtsmor kalder det for Amazonas-syge, da jeg har svært ved, at sætte en finger på, hvorfor jeg har det dårligt. Jeg var allerede godt forkølet inden jeg tog afsted, og det hjalp ikke at udsætte min krop for enorme klimaforandringer. Så her ligger jeg igen, endda med ilt-maske på for at kunne trække vejret. Jeg har faktisk haft utrolig mange sygedage på udveksling, men for at være ærlig skal der heller ikke helt så meget til, før jeg kan blive enig med mig selv om, at jeg ikke burde tage i skole. Næste uge er min sidste uge i skole, hvilket er helt uvirkeligt. Det virker som så forfærdelig lang tid siden, at jeg tog skolebussen hver eneste morgen fra Inhaúma og sad og stirrede ud i luften i fem lange timer uden at forstå et ord. I år har jeg nok gennemsnitligt været i skole 1-2 dage om ugen, da jeg både har rejst meget og været god til at finde en masse ting, der er vigtigere at give sig til end at sidde i det blå plastikfængsel. Jeg har været kæmpe modstander af det brasilianske skolesystem, og de timer jeg har brugt der, har været nogle af de længste timer, jeg nogensinde har tvunget mig selv igennem. Det er alligevel en underlig følelse, at jeg snart har min sidste brasilianske skoledag, men tro det eller lad hver, jeg glæder mig så meget til at starte i skole i Danmark igen.

Jeg landede torsdag eftermiddag fuldstændig smadret i lufthavnen, med en uforståelig smerte i mine ører. Jeg lyver ikke, der springer stadig propper her en uge efter. Så selvfølgelig tog jeg ikke i skole fredag, da jeg trængte rigtig meget til at sove. Som jeg lå der og tankede mine depoter, ringede min eks-mor/counsellor til mig og fortalte, at jeg skulle flytte mandag. Jeg har allerede prøvet at bo hos min næste værtsmor i ti dage, og jeg har aldrig været så trist og utilpas. Vi er bare ikke et godt match, og jeg har gjort alt, jeg kan for at forsøge at få ændret planen. Hun er en 70-årig dame, der bor alene i sin lille lejlighed, og da hun ikke har internet, havde jeg absolut intet at lave, andet end at se brasilianske soap-operas sammen med hende. Jeg troede egentlig, at min counsellor ville lytte til mig og tænke på mine behov, men hun er så vanvittig konfliktsky og lige meget, hvor meget jeg prøver, hjælper hun mig ikke, men skylder skylden på de "højere magter" i Rotary og siger, at det er deres ordre, at jeg skal flytte. Men når jeg så kontakter dem, har de aldrig hørt om sagen, og ja jeg er ved at eksplodere over den måde hun drejer sig uden om alle problemerne og på en eller anden måde altid får sendt lorten videre til en anden. Jeg gider det virkelig ikke mere, og da de så til sidst gav mig den begrundelse, at jeg blev nødt til at flytte, da den gamle dame ville blive for ked af det, hvis hun ikke fik noget selvskab snart, var mit temperament for alvor ved at koge over. Jeg nægter simpelthen at bruge mine sidste dage på at være 24-timers besøgsven hos en 70-årig fordi hendes følelser er meget vigtigere end mine, selvom det er min udveksling. For fanden Brasilien altså. Det viste sig så også, at min counsellor havde glemt at fortælle min næste værtsmor, at jeg skulle flytte over til hende i mandags, så det er blevet rykket en uge. Jeg har snart intet tilovers for hende og hun går mig så meget på nerverne for tiden. Nu må vi, hvad der sker.

Nu til alt det gode! Jeg har haft en fantastisk tur til Amazonas. Det var uden tvivl den bedste uge overhovedet i Brasilien. Det er lidt underligt, men det er så befriende for mig at være sammen med europæere. Det var som at være på tur med alle mine venner i Danmark. Jeg kendte mange i forvejen fra Nordøstturen, men jeg lærte også en helt masse nye at kende ud af de 60, der var med. Det er så afslappende, at være i selskab med folk med den samme humor som mig, og jeg følte mig så godt tilpas. Egentlig brugte jeg meget lidt tid sammen med mine "søstre" her fra min by, men de valgte at bruge tiden i deres lille gruppe lukket inden på værelserne eller gemt væk i deres hængekøjer i bunden af båden. Jeg besluttede mig for, at jeg ville have det bedste ud af turen, om det så blev med eller uden dem. Jeg løb rundt hele tiden, og jeg blev så glad for så mange mennekser på kun ti dage. Jeg prøvede hårdt de første dage at være en del af mine søstres lille gruppe samtidig med, at jeg kunne hygge mig med alle de andre, så jeg forsøgte at dele min tid. Til sidst blev det bare for meget, og jeg valgte at fokusere på, hvordan jeg ville få den bedste tur, og det blev altså bare uden dem.

Den første halvdel af de ti dage, boede vi på hoteller i og uden for Amazonas hovedstad Manaus. Vi tog rundt og så seværdigheder, zoologiske haver og en masse vandfald. Det var en god måde at starte stille og roligt ud på, men jeg synes ikke, at oplevelserne levede helt op til, hvad jeg håbede på. Efter den første halvdel, skulle vi bo det sidste stykke tid fordelt på både midt ude på amazonas floden. Det var de fedeste fem dage nogensinde, og jeg nød hvert minut, selvom jeg ikke troede, at hængekøjer, bad i floden og konstant fugtig varme var noget for mig. Vi så, hvordan livet leves af de mange indfødte, de inviterede os ind i deres kultur og gav os et indblik i de mange traditioner, der former deres liv. Når vi sov side om side i hængekøjer, på en båd, hvor der ingen mulighed var for privatliv, blev vi rigtig hurtigt meget tætte allesammen. Det tager alt for lang tid at forklare, at hvad vi lavede, så I får det hele i billeder.

Vandfald og edderkopper:








Bevar naturen:





Vandfald og regnbuer:





Show i Manaus:






 Første dag på båden - hvor floderne mødes:




Aber:











Slanger og dovendyr:






Solnedgang:

































Strand og hygge:























Piratfisk:



















Fællesbilleder:














Ingen kommentarer:

Send en kommentar