Uge 29 - hashtag bundløs

Jeg har haft sådan en rigtig dejlig uge. Sådan en uge, hvor jeg bare har følt mig tilpas, og jeg ikke har haft lyst til at ændre på noget. Det har været en af de uger, hvor jeg har taget mig selv i at smile helt ondssvagt over ingenting eller over tanker, som før ville have gjort mig ked. Det har også været en af de uger, hvor Brasilien ikke bare har vist sig fra en af dets bedste sider, men i den grad også har fået luftet sine særheder. Brasilien har den egenskab, at jeg konstant bliver overrasket og forbavset. Det har sin helt egen charme, og ofte er det blot min tilgang, der afgør om situationerne ender som en god eller dårlig oplevelse. Jeg er blevet god til at forudsige mange ting, men til min krontrolfreaks ærgelse, bestemt ikke alt.

Jeg har bortset fra alle nordjydere haft stor glæde af at skulle vågne klokken meget tidligt, da de jo selvfølgelig ikke går ind for vinterferie her henimod slutningen af sommeren. Til min store undren har jeg ikke spist havregryn siden, jeg flyttede. Jeg mangler det faktisk ikke, da min daglige kost hos min nye familie er helt perfekt. Jeg spiser eksotisk nok en græsk yoghurt, en halv avokado og en banan til morgen, hvilket er en vanvittig omgang dejlige vitaminer. Det holder for det meste til frokost, da skolen ikke kræver den helt store mængde koncentration. Det er vildt mærkeligt, men jeg glæder mig som en lille nørd med tape på brillerne til at starte i skole hos Elsebeth og hendes undersåtter igen. Jeg savner at lære noget, og jeg savner at føle mig dygtig. Men okay, jeg er i skole under tre timer dagligt, så det er ikke fordi, jeg kan forvente at vende hjem med et ekseptionelt intelligensniveau. 

Som de foregående uger træner jeg dagligt i mit noget så perfekte træningscenter fyldt med alle de selvoptagede #nopainnogain #healthyliving #sports-bh-selfie typer, men jeg nyder at grine lidt af deres poseringer og selvtilfredshed. Af en eller anden grund findes der ikke g-strenge i Brasilien. Det vil sige at man altid kan se pigernes undertøj gennem de tætsiddende leggings i skrigpink og leopardstof. De bruger noget, der er en mærkelig form for mellemvej. Det er sådan halvvejs g-strenge, men som om de er lavet til netop det formål, at de skal kunne skimtes. Bikinerne er faktisk ofte mindre end undertøjet. Derfor har det åbentbart undret en del mennesker, at man ikke kan se mine underbukser gennem mine sorte Adidas løbebukser. Det resulterede i, at en dreng i midten af puberteten slentrede usikkert op og smed en "bruger du nogensinde underbukser"-replik i hovedet på mig. Da jeg forsikrede ham om, at jeg ikke gik bundløs rundt, vendte han sig om til omtrent 5 jævnaldrende gutter og sagde med stolthed i stemmen "jeg sagde det jo, de er bare små". Da jeg senere på dagen fik det samme spørgsmål fra en af pigerne, kunne hun fortælle mig, at det altså har været et emne de sidste par dage i fitness. Jeg ved ikke rigtig, om jeg skal føle mig smigret over, hvor stor en mængde opmærksomhed min lille popo har stået model til, men i det mindste fik de besvaret deres spørgsmål. 

Torsdag valgte min lille tomhjernet amerikaner og jeg at smutte tidligt fra skole og undersøge mulighederne for at komme hjem med bus. Det følte hun jo selvfølgelig, at hun havde helt styr på, så jeg gik uden tøven med ind, da hun selvsikkert forsikrede mig om, at bussen var ankommet. Det tog os en god halv time at forstå, at bussen kørte til den totalt modsatte del af byen, men vi havde ikke noget andet valg, end blot at blive i bussen. Til vores store overraskelse stopper bussen efter en time tæt ved en lille bar. Vi var de eneste tilbage i bussen bortset fra de to chauffører, så vi sad med opspærede øjne og kiggede forvirret rundt. De valgte begge at snuppe sig en halv times pause på den lokale bar med en par kolde øl og en pakke cigaretter til deling. Vi sad og gloede ud af vinduet og betragtede dem nyde hver en dråbe, med os siddende og vente. Nu også velvidende om, at resten af turen ville være med en chauffør i påvirket tilstand i sædet og en dejlig duft af røg. Efter en god halvanden times bustur, var vi tilbage i sikkerhed, hvor vi startede. Skøn torsdag. Det lykkedes os også rent faktisk at finde vores bus og nå hjem til frokost. Drunkdriving er jo bare en lille hemmelig mellem venner. Alle gør det. 

Min dejlige mor har haft ondt af mit hår siden, jeg flyttede. Sete Lagoas har noget helt forfærdeligt vand fyldt med diverse skrækkelige kalkarter og andet trælst. Derfor bestilte hun tid til en behandling til mig, og mit hår har aldrig nogensinde været dejligere. Jeg elsker, at jeg kan snakke med min værtsmor om alt, og hun lytter til mig og løser mine problemer. Hun dømmer mig aldrig og vil bare have, at jeg får det bedste ophold hos hende og hendes skønne familie. Vi griner og joker meget, og de forstår for det meste min latterlige sarkastiske humor. De er for dejlige allesammen, og efter blot en nat væk, har jeg virkelig lyst til at komme hjem til dem igen. Jeg føler mig virkelig hjemme og tilpas i deres selskab. 

Karneval er på vej! Jeg har absolut ingen ide om, hvad jeg skal lave, jeg ved bare, at jeg har ferie. Nogen drenge vi mødte på stranden havde vi det skide sjovt med, og da de fandt os på facebook for et par dage siden, blev jeg faktisk rigtig glad for at høre fra dem. De inviterede os til at bruge et par dage under karneval med dem og deres venner. Da det så efter blot to dage har udviklet sig til virtuelle billeder af roser, lange anekdoter om min skønhed og modenhed og sidst men ikke mindst "sov godt og værdset dine smukke sider, drøm søde drømme, det fortjener en smuk pige som dig"-beskeder, er den mulighed tæt på udelukket. Vi troede ellers lige, at vi havde fået nogle dejlige venner, men nej. De er endda begge over 20 og stadig ikke i stand til at forblive normale. Brasilien altså. 

Nu ligger jeg i sengen ved siden af en snorkende brasiliansk soon-to-be udvekslingstudent midt ud i Lars tyndskids brasilianske marker. Jeg har brugt aftenen sammen med alle de dejlige outbounds og inbounds og skudt hul på endnu en rotary-weekend med masser af sociale aktiviteter og fællessang. Vi bor det smukkeste sted, men vi er komplet afskåret fra omverden uden dækning, internet eller mulighed for at flygte. Jeg har sammen med Adriana siddet det meste af aftenen og nydt den vildste stjernehimmel, jeg i midt liv har set. Der var millioner, og det så ud som om, at et helt nyt lag af stjerner lyste himlen op. Jeg var så heldig at se et noget så yndigt stjerneskud og foldede selvfølgelig hænderne og ønskede med det samme. Nu vil jeg stille lukke øjnene og håbe på, at jeg på et tidspunkt i morgen (lørdag) får internet til at kunne poste mit indlæg. Jeg ville gerne have givet jer billede, men det må jeg lægge ind, når jeg er hjemme i trykker hænder hos mit Wi-fi. 

Nyd de øjeblikke, hvor smilet uden grund finder vej til dine læber. Massere af brasiliansk kærlighed til dig

#dontdrinkanddrive 

Uge 28 - about giving a shit

"If I told you I’ve worked hard to get where I’m at, I’d be lying, because  I have no idea where I am right now."

Jeg er nået et punkt i min udveksling, hvor jeg ikke rigtig har nogen idé om, hvad jeg foretager mig og, hvad meningen er med det. Det virker underligt pludselig at være vant til noget, der i første omgang var så fremmed. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal gøre af mig selv, for jeg føler, at jeg har arbejdet hårdt, men jeg tror ikke, at det går op for mig, hvad jeg har opnået, før jeg sidder på den anden side. Det er lidt som om, at jeg allerede har nået mit mål, og jeg ved ikke, hvad jeg skal række ud efter. Jeg har en skøn hverdag, og tingene ender ofte ud til min fordel for tiden. Jeg kunne ikke forstille mig en bedre veninde eller en bedre familie, og mit mål om at føle mig tilpas med sproget og i kulturen, har jeg på mange måder nået. Jeg føler mig glad, sådan rigtig glad og stolt, selvom jeg ikke helt ved, hvad det skyldes. Jeg har altid dedikeret mig meget til de ting, der er vigtige for mig, og jeg er ikke en type, der giver op. Jeg tvivlede meget på mig selv i starten, og det overraskede mig, hvor letpåvirkelig jeg var. Det her har uden tvivl været mit livs største udfordring, men også den bedste. Dedikation er noget at være stolt af, og det er langt hen ad vejen en af de vigtigste egenskaber, du kan besidde som menneske. Hvis du er dedikeret i alt, hvad du foretager dig, skal der meget til at fejle. Du kommer langt i livet, hvis du dedikerer dig til din skole, dit arbejde, din familie, dine interesser og ikke mindst til de mennesker, du elsker. Jeg er opdraget til at kæmpe for det, jeg gerne vil opnå, og når jeg kigger tilbage på min første måned og læser mine første indlæg, ved jeg allerede nu, hvor meget jeg er vokset og, hvor meget jeg egentlig har kæmpet. Hvis du er udvekslingsstudent, har du selv sagt ja til at dedikere dig selv hundrede procent til oplevelsen, og det er dit eget ansvar at få det bedste ud af det. Jeg er vokset med opgaven, og det er uden tvivl, fordi jeg altid har været dedikeret til min drøm om at få det her til at lykkes. 

Det er ikke fordi, at mit liv er en dans på roser. Jeg savner og græder stadigvæk, og jeg glæder mig frygtelig meget til at komme hjem igen. Mest af alt fordi, at jeg har så mange spørgsmål og så meget, jeg undrer mig over. Lidt som da jeg skulle rejse herovre. Mit hoved er fyldt med spørgsmål og tanker om, hvordan mit liv bliver i Danmark. Men nu er jeg også en utrolig følelseladet person, og jeg har i al den tid, jeg kan huske, grædt rigtig meget. Jeg græder ikke, fordi jeg er ked af det, men ofte bare fordi jeg har lyst til det. Det lyder mærkeligt, men jeg kan hulke over selv de mindste små bagateller. Så det er ikke fordi, jeg græder mindre her end i Danmark, overhovedet ikke faktisk. Jeg kan godt lide at græde. Det giver en eller anden følelse af ægthed og forløsning.

Det er så sjovt, at mange spørger mig, om jeg har ændret mig som person. Det gør de fleste rent faktisk på udveksling, men det føler jeg ikke, at jeg har. Jeg er stadig den samme pige med de samme værdier og den samme skrækkelige humor, jeg er bare modnet en smule. En stor smule. Jeg har prøvet mange ting, og jeg er langt mere selvstændig og ansvarsfuld. Men langt hen ad vejen, har jeg egentlig kæmpet for ikke at ændre mig, selvom Brasilien til tiden har gjort sit bedste. Min personlighed passer måske ikke perfekt ind her, men det betyder ikke, at jeg behøver at ændre den. Hvis jeg skulle pege på en ting, er jeg nok blevet mere flirtende. Eller mine grænser for, hvad der er flirt er skubbet en hel del. Det er helt normalt her, at venner er meget kærlige overfor hinanden, og det er der slet ingen, der tænker over. Om så det er mellem voksne, unge eller på tværs. Jeg kommer altså til at savne, at man altid krammer og kysser farvel og, at det ikke er mærkeligt at være vildt imødekommende og kærlig. Jeg kommer nok til at opføre mig mere flirtende helt uden at tænke over det, fordi det bare er blevet normalt for mig at sende tusind luftkys og holde i hånd med mine venner. Det er skørt. 

Ellers går jeg egentlig bare og hygger mig. Eller nej, skolen er den værste omgang lort, men jeg har fundet en ny interesse!! Jeg er begyndt at læse! Lige meget, hvor kedeligt det nyder, er det en vildt god måde at få timerne til at gå på. Så får jeg også en smule aktivitet i den indlæringsmæssige del af hjernen. Jeg ved ikke, hvor meget jeg lærer af at læse om den betagende Mr. Grey, men det er vel bedre end at sove. Jeg har også fået lov til at flytte klasse igen om to uger, og det er jeg så utrolig glad for. Det gav ikke mening at flytte mig i første omgang, så nu har min interesse for mine nye klassekammerater officielt ramt bunden. Jeg har ikke mere energi tilovers for folk, der egentlig ikke kunne være mere ligeglade alligevel.

De sidste par dage er blevet brugt på poolparty, sushi, biografen og alle de ting, jeg elsker så højt ved Brasilien! Og så er Adriana kommet tilbage i fitness. I vidste sikkert ikke, at hun havde været væk, men det har hun altså. Hun flyttede familie, så det hele har været lidt kaotisk, men hendes nye familie er vidunderlig. Det er så dejligt for hende! 

Nu vil jeg glæde mig til at vågne klokken seks i morgen tidlig, så nyd nu endelig jeres vinterferie. Og btw, så har vi skiftet til vintertid herovre, hvilket vil sige, at der igen er fire timer til Danmark. Hvor skønt altså, åh

mig på valentinsdag

hygge

noget drengene kan finde ud af her er at DANSE

min nuværende klasse, vor herre bevares altså, velkommen til 5.b

Uge 27 - Tryers

UHUUUUU min lille blog er kommet i finalen som "Årets bedste blog om at bo og leve i udlandet". Det vil sige, at I nu kan stemme endnu engang, og denne gang er det udelukkende antallet af stemmer, der er afgørende! Jeg er selvfølgelig meget meget stolt og glad, og da præmien er at vinde min blog udgivet som bog, kan jeg da ikke gøre andet, end at opfordrer jer til at stemme. Hvem vil ikke have den liggende hjemme på natbordet? Af hele mit lille brasilianske samba-hjerte, tak!

Jeg er startet i skole igen, puha. Den er hård, den er rigtig rigtig hård. Jeg går i 3.g herover, også kendt som terceiro ano. Det er nu ikke fordi, at det har ændret så meget. Timerne består stadig kun af biologi, kemi, fysik og matematik - straight up teori. Jeg vil aldrig nogensinde have, at mine børn skal vokse op i Brasilien og trækkes med sådan en omgang lidelse for hjernen. Det er simpelthen umuligt for mig at forstå, hvordan verden stadig kan besidde så triste skolesystemer, når de har mulighed for at spejle sig i Europa. Men de bruger jo pengene på fodboldstadions for tiden;-) Vi går tilmed derhjemme og brokker os over, om vi er 24 eller 26 elever i klassen, mens de her sidder fastklemt i små to-i-en borde, om så de vejer 40 eller 110 kg. Jeg synes, det er direkte ubehageligt, og mine baller sover altid på skift afhængig af, hvor jeg lægger vægten. Så pak jeres frustration over SRP væk og nyd, at i behandles som mennesker og ikke dyr.

Tilmed har jeg skiftet klasse, hvad er nu det for noget? Det vil sige, at jeg er startet helt fra scratch igen, og jeg kender absolut intet til mine nye klassekammerater. Skolen følte, at det ville være godt for mig at lære nye mennesker at kende. Er det en joke? Jeg har brugt det sidste halve år på at lære nye mennesker at kende, og jeg har fem måneder tilbage. Det er begrænset, hvor stærke bånd, jeg kan nå at knytte, når jeg først nu for alvor føler mig tæt på mine brasilianske venner. Jeg har de venskaber, jeg har brug for, og jeg følte mig egentlig tilpas i den anden klasse. Men en bette skole i Brasilien ved sikkert meget mere om, hvad jeg har brug for, end jeg selv gør. Det hjælper heller ikke, at jeg har fået en lidt skæv start med min nye klasse. De svarer altid på vegne af mig eller snakker om mig som om, jeg intet forstår af, hvad de siger. Hvor er det bare dumt. Så de timer skal da godt nok bare overstås. 

Jeg er stadigvæk helt utrolig glad for min familie! Det hjælper mig meget, at de har haft to festglade udadvendte teenagere, så de ved nogenlunde, hvordan jeg vil foretrække tingene. Det skaber langt færre småakavede situationer, og jeg føler mig allerede rigtig tilpas med min "nye" hverdag. Min far har en form for problem med, hvordan jeg lukker døre. Jeg er aldrig før blevet beskyldt for nærmest at ødelægge biler og køleskabe, blot fordi jeg har lidt svært ved at styre mine nye muller. Men det er jeg åbentbart utrolig dårlig til. I øjeblikket tænker jeg over det hele tiden, men selv, når jeg føler, at jeg blotter snitter døren, bliver det kommenteret. Så jeg arbejder på at finde en måde at leve op til de uhyre skrappe krav om dørlukning i mit nye hjem. 

Jeg træner stadig hver eneste eftermiddag og lørdag formiddag, og det gør mig rigtig glad, og jeg ved efterhånden langt mere om min krop og om, hvor vigtigt det er for mit humør, at jeg holder mig igang. Tilmed er det dejligt at omgås med personer, der har det på samme måde, og jeg får generelt rigtig meget glæde ud af at bruge et par timer om dagen på at svede. Der kom i mandags en ny australsk pige til byen, og vi havde egentlig sat os for, at vi ville tage hende under vores små danske og amerikanske vinger og invitere hende med til træning, middage, fester osv. Men det virker hun ikke til at være specielt interesseret i, og hun holder sig godt på afstand af os begge. Det undrer mig meget, da jeg ville ønske, at jeg havde den mulighed i starten, men det lader vi hende om at styre. Hun er jo trods alt lige kommet, og vi er måske en anelse ivrige. Vi havde bare begge så dårlig en start, og vi vil så gerne hjælpe hende forbi det.

Udover træning har jeg brugt min tid på at sove, spise, se natholdet, nyde det fantastiske vejr i øjeblikket og rette SRP-opgaver. Det gør mig så lykkelig at vide, at jeg stadig har styr på mine kommaer og er i stand til at sætte min hjerne op til skolearbejde. Det er så dejligt ind i mellem at få bekræftet, at jeg stadig dur til noget og, at nogle rent faktisk kan sætte pris på min hjælp. Jeg har i hvert slet ikke noget imod det. 

Lille muf sover

Jeg har ikke engang en godbid i hånden

Min smukke søster og honning

Min smukke mor og honning

Vi var til fødselsdagsfest 

GO SEATTLE (adriana er fra seattle, så hun var glad)

Weekenden har jeg brugt sammen med alle mine vidunderlige brasilianske venner. Langt de fleste af dem er ældre end mig, hvilket vil sige, at de er startet på universitetet. Men det var så utrolig dejligt at se dem allesammen, jeg har savnet alle de skøre mennekser så meget henover ferien! De irriterende super forelskede kærestepar, mine søde forkælede veninder og de vanvittig morsomme drenge. Vi mødtes alle til en kæmpe koncert med de berømte sangere Lucas Lucco og Luan Santana, selvfølgelig i VIP-afdelingen haha. Det resulterede dog ikke i færre liderbukse, men trods alt en rigtig god udsigt til scenen. Adriana og jeg har opfundet et meget brugbart udtryk "tryers", taget ud fra det engelske ord "try". Det er et udtryk, vi normalt bruger om piger, der prøver en anelse for hårdt. Det vil sige, at den beglitrede see-through crop-top er klistret på sammen med et ultrakort lak-miniskirt. Den røde læbestift, de højhælede sneakers (uden tvivl verdens grimmeste sko) og panda-makeup'en mangler selvfølgelig heller ikke. Det er også ofte de piger, der allerede hader os, før vi træder ind i lokalet. De var selvfølgelig også tilstede i går aftes, men denne gang udmærkede de to herrer på scenen sig. De er det, vi kalder male-tryers og nogle af de største, jeg har set. Deres sceneshow bestod mest af grinding, twerking og lapdances (Morfar det betyder, at de bevægede midterregionen på meget provokerende måder). Det var simpelthen helt pinligt at se på. Men synge kunne de faktisk godt.

For you hon

Til sidst vil jeg gerne undskylde for mit manglende indlæg om mine julegaver. De kom d. 29/12, og jeg har fuldstændig glemt at fortælle om det, til stor undring for min kære familie. Jeg siger rigtig mange tak for alle de dejlige gaver, og da jeg følte endelig, at jeg fik en smule julekærlighed i en ellers så skuffende tid. Både vilde rejsegavekort, makeup, tøj, juleslik, smykker og dejlige minder og breve. Jeg kunne uden tvivl bruge det hele! Hvor er jeg bare en heldig lille pige. Af hjertet tak for al kærligheden!