Uge 34 - lort ovenpå trælst ovenpå sarkasme

Undskyld på forhånd til alle glade læsere. Hvis du derimod har dig en hård dag, kan du uden tøven læse videre og glæde dig over, hvor glad du pludselig føler dig. Klokken er mange, og jeg sidder bare og stirrer på det blanke dokument på min computer. Det er ikke fordi, at jeg ikke ved, hvad jeg skal skrive, men jeg har alt for mange ting i hovedet. Jeg har haft en rigtig lorte uge, og jeg føler, at hele verden har været i mod mig. Mine tårer presser på bare ved at prøve på at samle mine tanker. Men hvis der er noget, jeg altid har været god til, er det at græde. Det har aldrig været og bliver aldrig svært for mig at bryde sammen i gråd. Jeg behøver ikke at være dybt ulykkelig, men bare forvirret eller stresset. Nogle gange græder jeg endda bare fordi, jeg har lyst. Jeg er på en måde tilhænger af mørke sider, overtænkning og sortseere, eller også tvinger jeg mig til at være det. Når jeg først er ked af det, ramler alting sammen, og jeg dyrker det melankolske og deprimerende indtil, jeg har hulket i dagevis. Ser tilbage, mindes sådan som alt var. Det er lige netop det, jeg har gjort de sidste fire-fem dage. Jeg håber, jeg slipper ud af det, og måske skulle jeg ikke skrive et blogindlæg i den her triste tilstand. Men nu gør jeg så meget ud af at give et ægte og ærligt billede af udveksling og af mig, så det skal I få serveret på et kæmpe sølvfad fyldt med ulækre champignoner.

5 grunde til at mit liv er værre end dit

1. Det største problem ligger i, at jeg er blevet uvenner med mine to bedste veninder. Sådan for alvor. Det er noget jeg selv har valgt at blive, da jeg ikke ville finde mig i deres shit længere. Hele historien ville være for lang og kedelig, og mit tastatur ville nok ikke foretrække endnu et tårebad. I bund og grund har de løjet overfor mig, og det er slet ikke første gang. Men denne gang sårede det mig så meget, og jeg følte mig så latterlig dum, og det er gået op for mig, at jeg ikke stoler på dem, og de giver mig ingen grund til at gøre det. Jeg besluttede mig for virkelig at stå i mod og kæmpe for de værdier, jeg baserer mine venskaber på. Så vi har slet ikke været i nærheden af hinanden siden torsdag, og det river mit hjerte fra hinanden. Jeg savner dem, men jeg prøver at bevise noget, og jeg håber, at de ender med at forstå mig. Det hele skal nok blive fint, og jeg har bedt dem om at finde en dag, hvor de har tid til at høre, hvad jeg har at sige og forhåbentlig får vi snakket alt i gennem, så jeg kan nyde alt det her med mine bedste veninder igen. 

2. Jeg er begyndt at savne Danmark rigtig meget, men på en lidt anden måde end tidligere. Jeg savner danskere, den danske mentalitet og det rolige sind. Jeg mangler nogle omkring mig, der er ligesom mig. Nogle der tænker over det fornuftige, har et realistisk syn på livet og prøver at sætte sig i andres sted. EMPATI VENNER. Det er som om, at alle suser rundt og ikke kan finde hoved eller hale i, hvad de laver, og alle har så travl med dem selv og er så uforstående overfor andres kampe. Det troede jeg egentlig, at vi var slemme til i Danmark, men det er gået op for mig, at vi mange gange tænker på vores egen lykke, fordi vi stoler på de mennesker vi omgås og, at man et eller andet sted altid skal starte med sig selv. Det er det fornuftige at gøre - det danske at gøre.

3. Hele søndag var jeg med mine forældre til begravelse. Det er en rigtig humørspreder. Jeg valgte så ovenikøbet også at træde i en kæmpe omgang våd lort fra en gadehund, det gav da selvfølgelig et ekstra smil på læben at ødelægge mine hvide stofsko. Jeg fandt også ud af, at mine vådservietter fra Nivea, som jeg så fint har fjernet make-up med, er beregnet til at rengøre og forfriske sine nedre personlige langt mere intime dele. Det er også en rar følelse, at jeg har kørt dem rundt hele ansigtet i et par uger. 

4. "Jeg har bare sådan vildt meget lyst til at give dig en kæmpe krammer". Det var det første Katrine sagde til mig, da jeg snakkede med hende i lørdags. Og jo, hvor ville jeg bare ønske, at hun kunne. Hun fik mig virkelig til at indse, hvor meget jeg savner mine veninder. Dem der er der for mig, og som jeg har valgt af egen fri vilje. Der er intet pålagt, det hele er så let. Ingen uprøvede grænser, jeg kender dem, og de kender mig. Mine veninder er allesammen meget forskellige, men de har alle det til fælles, at jeg elsker og savner dem helt op til månen og tilbage igen. Jeg savner bare at kunne være mig selv, snakke mit eget sprog, alle de interne jokes - alting er så dejlig natuligt. Hvor ville jeg ønske, at bare én af dem var her hos mig. 

5. Mad. Sovs. Mad. Rugbrød. Mad. Minimælk. Mad. Er I godt klar over hvor røvsyg den brasilianske madkultur er. Jeg er så træt af ris og bønner, og I vil slet ikke vide, hvad jeg ville gøre for et slice friskt rugbrød fra bageren på Skagensvej med et godt lag kærgården, to skiver 45% guldost og et par skefulde hindbærsyltetøj. Jeg har fundet ud af, at vi faktisk skal være stolte af vores madkultur i Danmark. Jeg elsker, at vi er så gode til at lade andre komme til. Vi snupper det bedste fra de dygtige lande omkring os, og der er en grund til, at vi ikke er tilhængere af Brasiliens mad. Det er ikke sådan, at jeg bliver overrasket med en omgang tacos eller carbonara. Næ nej, de er alt for patriotistiske til at lade andre berige dem med idéer. Vi bliver nok ikke kendte for vores mad i Danmark, men vi er hammerende gode til at lade os inspirere. Jeg vil gerne skrive under på, at man kan savne den danske mad, for den indeholder en del andre fantastiske kulturer.  

Så ja, så kan I godt se, at jeg føler mig glimrende tilpas under min dyne, mens jeg hører Novembervej, kigger på billeder af frikadeller og ser hjertevridende film på netflix. Jeg gør også, hvad jeg kan for at overbevise mig selv om, hvor trist jeg er. Jeg læser mine breve, kigger gamle billeder, spiser mælkechokolade og stirrer ud i regnvejret. Så er det heller ikke nemt vel? Men sådan er jeg. Jeg skal have alt ud før, at jeg kan komme videre og nyde min brasilianske hverdag igen. Jeg har ikke små dyk om og om igen. Alt er på toppen i lang tid inden, at det hele ramler sammen, og jeg ligger og graver mig selv længere og længere ned i et sort hul. Det er lidt som dengang, jeg gik i børnehaven og sad med en gul plasticskovl i sandkassen. Jeg skal grave hele vejen ned, og jeg bliver ved, indtil jeg når Kina på den anden side. Når jeg først er igennem det kæmpe mæssige lag af savn og tristhed, er der blå himmel og alt er dejligt. Sikke en metafor var. 

Når jeg har problemer, er jeg ikke ligefrem kendt for at snakke om det. Det er nemt nok for mig at vise mine følelser, men jeg er vildt genert, når det kommer til at forklare dem og tale om det. Den eneste person i hele verden, jeg fortæller alt til er Rasmus. Der er ingen, jeg kan snakke med, som jeg kan snakke med ham. Han er min bedste ven, og jeg er så taknemlig for, at han gider at sidde og høre på alle mine trættende historier og tanker. Jeg fortæller ham om alle de hemmeligheder og farlige oplevelser, min blog og i særdeleshed min familie ikke ville kunne klare at høre. Han ved, hvornår han skal berolige mig, grine af mig, tale mig efter munden eller give mig råd. Jeg bliver også mobbet en del, når vi snakker, men det er svært altid at være lige god som ham jo. Jeg ved, at han ikke altid nyder vores samtaler, og jeg er god til at ødelægge hans nattesøvn, men det er vel det irriterende ekskærester er til for. Jeg ved, at han ikke kan lade vær med at holde af mig alligevel:) Han er verdens bedste.

Jeg kan mærke, at jeg her ud på natten har påbegyndt min opadgående kurve haha. Så mon ikke i morgen bliver bedre. Det hjælper, at jeg ikke skal i skole. Jeg håber ikke, at jeg har ødelagt jeres sikkert i forvejen trælse mandag, og forhåbentlig kan I se lidt af sarkasmen i det hele. Man skal også have lov til at være trist engang i mellem, jeg er bare så god til at træde i det. Jeg lover, at I næste gang får fem grunde til, hvorfor mit liv er så meget bedre end jeres. Og så er der mindre end fire måneder tilbavs nu. Det er mærkeligt og faktisk også trist at skulle hjem og væk herfra, MEN JEG GLÆDER MIG SÅ SYGT MEGET - JEG TRÆNGER TIL DANMARK

Sådan har mit liv i bund og grund set ud i fem dage

sådan har mit outfit i bund og grund set ud de sidste fem dage

HA HA HA

Baby-kamel gjorde mig lidt gladere

Mormor og morfars første selfie gjorde mig lidt gladere

At skype med holger og kat gjorde mig lidt gladere

Det er min dejlige sissys fødselsdag i dag. Hun gør mig også lidt gladere, eller det gør billedet i hver fald. Tillykke skattermus!

Uge 33 - til højre med dem

Når tiden flyver afsted er det svært for mig at sætte mig ned, samle mine tanker og skrive jer et indlæg. Der er sket så meget faktisk, og jeg ved ikke helt, hvor jeg skal begynde. Mine dejlige forældre er desværre taget på romantisk hyggetur til Miami i 10 dage, og jeg savner dem så satans meget allerede. Det er gået op for mig, hvor stor en del af min nuværende glæde er på grund af dem. De har de sidste to en halv måned været den perfekte familie for mig, og jeg er dem evigt taknemlig for al den tillid, kærlighed og tid, de giver mig.

Da mine værtsforældre for godt en uge siden smuttede mod Florida, blev jeg læsset af hos min næste hostmor. Hun hedder Euza (udtales underligt nok bare Elsa, jeg ved ikke hvorfor, de havde behov for at gøre det navn så indviklet), hun er over 70 år gammel og bor i en lejlighed, der får min farmors hjem til at ligne en højmoderne ungdomsbolig. Er du sindssyg, der er fyrret op for krimskrams, sylteglas og pyntesæber. Jeg havde faktisk enormt store forventninger til at skulle bor der, da jeg gang på gang har fået at vide, hvor fantastisk livlig og glad en dame, hun er. Alle elsker hende, og derfor var jeg klar til den sygeste omgang mormor-hygge. Men jeg har ærligt søgt så meget ud af huset, som jeg fandt rimeligt. Vi har ikke fået den bedste start, og jeg keder mig udmådeligt meget hjemme hos hende. Det giver mig dårlig samvittighed, men det er på ingen måder, som jeg havde regnet med, og jeg må indrømme, at jeg ikke er vildt fornøjet over, at planen er at mine sidste to måneder skal være hos hende. Det lyder måske hårdt, og jeg vil ikke sige noget personligt dårligt om hende, men det er altså, som man kunne forvente det ville være hos en gammel enke. Hun interesserer sig ikke for mig, og hun spørger ikke ind til mit liv og det virker ikke som om, at hun vil lære mig at kende. Derudover er hendes forkert meget yngre matematiklærer-kæreste en af de slags mennesker, jeg bare ikke har tålmodighed til. Han spurgte mig for himlens skyld om, vi bruger det samme talsystem i Europa som her. Måske prøver de ikke at være for overrumplende og beskyttende, og de fortjener selvfølgelig en chance. Jeg hader, at det skal være en dealbreaker, men hun har ikke noget internet, og det er altså et enormt problem for mig. Hun sidder og ser hendes brasilianske langtrukne dramaer om aften, og jeg har ikke andet valg end at se med eller sove. Men hun er en godhjertet dame, det vil jeg give hende, og der må jo være en grund til, at hun er så vellidt. Jeg savner min familie helt til Miami og tilbage igen, kom snart hjem

Jeg har været syg op og ned den sidste halvanden uge, og jeg har været sådan lidt halvsløj og ikke god nok til at give min krop tid til at bekæmpe det. Ovenikøbet faldt jeg i badet i lørdags, hvor jeg først slog forhovedet ind i sæbeholderen og derefter baghovedet ned i klinkegulvet. Så nu ligger jeg her med en fire centimeters lang flænge i panden og en kæmpe bule i baghovedet. Og da jeg har tilbragt hele weekenden i mit hus alene, var der ikke rigtig nogen til at tage sig af mig. Euza troede ikke rigtig på at jeg var syg, så hun tog væk på weekendtur. Det føles lidt som om at mit hoved sover, og jeg har svært ved at koncentrere mig med konstant hovedpine. Jeg kaster smertestillende ned, så mon ikke snart jeg er frisk igen. Hvor var det også bare dumt altså. Så med migræne oveni sygdommen har jeg været virkelig skidt, men jeg er så dårlig til at acceptere, når min krop ikke kan, hvad jeg vil. Jeg absolut hader at være syg, så jeg har slæbt mig selv ned i fitness hver dag, om ikke andet så bare for at se på.

Selvom de to overstående afsnit ikke giver de mest positive vibes, har jeg det faktisk super godt! Jeg nyder hver eneste dag, og jeg falder langsomt mere og mere for det her skræmmende land. Der er efterhånden så mange ting her, der afskrækker mig, og så mange mennesker, der langt fra vil mig det bedste. Men jeg har besluttet at være skideligeglad. Jeg kan ikke være venner med alle, og det her er mit år og ingen andres. Så til højre med alle dem, der ikke er min tid og energi værd. Derudover har jeg fået en masse dejlige nye venner, og det er virkelig gået op for mig, at jeg bare kommer bedre ud af det med ældre personer. 17 åriges modenhed i det her land får mig til at føle mig så ansvarlig og voksen. Og ligemeget hvad har jeg mine dejlige to elsklinge fra the States og Australien, og de gør mig så glad helt inde i hjertet. 

adriana og min kat rebekka 

Darci og min hund honning

Min babe

Hvor er hun fin

<3

Åh ja, og min fine artikel i avisen! Jeg kan slet ikke forstå, hvordan alt det her blogværk er blevet så stort, og det chokerer mig hele tiden hvor mange, der følger med. Og hvor er det en kæmpe masse plads, de har givet mig! Det kan godt være, at det kan virke sejt for mig, men det er ikke noget, der imponerer Adriana og Darci. De bor begge i byer, der nærmest har flere indbyggere end kære lille Danmark, så hvad er det jeg praler for? Men lige meget hvad er jeg stolt af mig selv. Men som man skal sige, så kunne jeg jo ikke have gjort det uden jer haha. Jeg kunne sige, at det var jeg læsere, der giver mig inspiration og lyst til at skrive, men det er det ikke. Men jeg er nu meget glad for, at I følger med alligevel. 

Jeg ligger lige nu og putter med min and i min gamle lille hjemby Inhauma, da jeg er på et lille visit for at vise Darci byen. Derudover er det min kære første værtsmors fødselsdag i morgen, så den vil jeg prøve at gøre en smule mere festlig end min var. Om ikke andet, så har de helt udemærket og velfungerende internet, så en ung afhængig teenager kan få sit daglige skud virtuel nærring. 

Uge 31 - carnavaaaaal

Undskyld undskyld, at jeg har ladet jer hænge næsten to uger. Det har sikkert været rigtig hårdt for jer, men jeg har en rigtig god undskyldning! Det her bliver det vildeste jeg-elsker-livet indlæg, og jeg undskylder på forhånd for min nuværende til tider overdrevne entusiasme og selvtilfredshed.

Jeg vandt! Det er jo helt fuldstændig fantastisk! Jeg er typen, der for alt i verden ikke vil tabe, og jeg tror, at dette indlæg ville have haft en helt anden mere nedtrykt og irriteret tone, hvis konkurrencen havde fået en anden vinder. Sådan er jeg bare, en skide deprimerende dårlig taber. Men vi finder jo aldrig ud af, hvad der var sket, hvis jeg ikke vandt haha. Det har været så lang en proces og jeg har brugt så mange kræfter på min blog, men jeg elsker det! Det rigtige ville nok være at sige "jeg er en af dem, der aldrig vinder noget", men det er jeg overhovedet ikke. Jeg er født under en heldig stjerne og derefter opdraget til også at kæmpe for det, jeg vil opnå. Men der må jo også være fordele ved at dele fødselsdag med Jesus ikke? Jeg har i hvert fald ofte i mit liv haft heldet med mig, og det er jeg fuldt bevidst om, men den her pris har ikke noget med held at gøre, så jeg er helt vildt glad! Det er så kæmpe stor en ære, at jeg med en masse stolthed i stemmen (eller bogstaverne om man vil) kan kalde mig selv vinder af Supersavers Travelblog Award - bo og leve i udlandet. Så kan I godt pudse læsebrillerne og glæde jer til at genlæse hele bloggen på en noget mindre virtuel måde. Tusinde tusinde mange tak til alle, der har stemt på mig og alle, der har hjulpet mig med at sprede budskabet om konkurrencen! Tak til alle dem, der har skovlet e-mailadresser sammen og konstant gjort, hvad de kunne for at fiske mig stemmer. Jeg har lovet at sende en ekstra speciel tak til min fars søde kollega Michael Riisager, mange tak for din stemme, den betyder selvfølgelig noget helt særligt for mig:) I er simpelthen for dejlige allesammen, tusinde kys! 

Fejring med sushiiii

Den sidste uge har virkelig bekræftet for mig, hvor fuldstændig vanvittigt dejligt et land, jeg bor i for tiden. Karnaval startede i fredags, og jeg har aldrig nogensinde haft det så sjovt. Det er fem dage fyldt med fest og farver, og jeg ved slet ikke, hvor jeg skal begynde. Der er virkelig en grund til, at det er det Brasilien er kendt for. Jeg havde ikke selv de helt store forventninger, men der tog de virkelig røven på mig. Hele landet lukkede ned og ALLE var ude på gaderne fra tidlig morgen, og der var den vildeste stemning. Jeg vil ikke bytte den sidste uge for noget i verden, og karnaval i Brasilien er noget alle burde opleve. Aalborg kan godt pakke sammen, det er næsten pinligt, når folk spørger om vi også har karnaval i Danmark, for det er intet ved siden af det her vanvid. Jeg boede hos min storesøster sammen med min australske newbie (ny og uerfaren) og amerikanske søster, og vi var hjemme i mindre end syv timer i døgnet, lad mig sige det sådan. Jeg tror ikke rigtig, at hun opdagede, at vi crashede hos hende, men der er heller ingen undskyldning for at holde sig inden døre. Jeg er så glad for min familie, og de stoler på, at jeg ved, hvad jeg laver. De holdte ikke øje med mig, og de bad mig ikke om konstant at give tilbagemeldinger, og det er sådan, jeg er vant til at leve mit festlige teenageliv - med forældre der stoler på min dømmekraft. Det betyder faktisk meget for mig, da de kun har kendt mig i to måneder, men alligevel føler, at de tør slippe mig løs i verdens 44. farligste by med mange millioner indbyggere. De har trods alt hele ansvaret for mig. De er for skønne! Men jeg opfører mig jo også ordenligt, for det meste i hvert fald.

Jeg mødte så mange fantastiske mennesker og stødte ind i en del, som jeg har mødt gennem de sidste syv måneder, som jeg helt havde glemt. Det var uden tvivl den fedeste uge so far, og jeg gider slet ikke fortælle jer om alle de klamme fulde brasilianere uden nogen forståelse for, hvor en danskers grænse går, for det var så lille en del af min oplevelse. Og jeg havde fået mig to dejlige bodyguards, der passede på mig, og jeg var på intet tidspunkt i fare. Jeg tager hatten af for den brasilianske kultur, det havde I fandme styr på. 

Sikke en smukling

masksss

fransk tøs

festglade tilfældige brasilianere

hårdt

adriana og darci

igen

franske Marie

Min dejlige aussie

vi hygger

mange mange mange mennesker

jeg aner ikke hvem de er, men de ville med på billedet

stadig hårdt

min bedste

sushi mushi

Mine to søde bodyguards og pigerne

elsker hende

Mine forældre tager til Miami på mandag, så jeg skal være alene hjemme i ti dage. Det vil sige ti dages sleepover at my house med mine to bedste veninder. Min hushjælp vil være der til at lave mad til mig og passe vufferne og katten, så det kunne ikke rigtig være bedre. Jeg kommer faktisk til at savne dem, og det er lidt trist, at de skal på ferie, for jeg kan rigtig godt lide, at de er omkring mig. Men det skal nok blive hyggeligt! Tiden går så skrækkeligt stærkt, og jeg har kun omkring fire måneder tilbage! Men det gider jeg slet ikke at tænke på, for jeg har det så skønt herovre, og jeg har så mange fede oplevelser tilbage, der ligger og venter på mig. 

Min mor i midten haha

Min far i midten

Jeg har savnet mine små

Til sidst vil jeg lige fortælle, at der kommer en artikel om mig og min blog i nordjyske en af de nærmeste dage. Så hold øje, hvis I har lyst til at læse et interview med lille mig. Nu må jeg hellere se at komme ud af den her jeg-elsker-livet trance, det er vist lige i overkanten. Tchau bjs