UHUUUUU min lille blog er kommet i finalen som "Årets bedste blog om at bo og leve i udlandet". Det vil sige, at I nu kan stemme endnu engang, og denne gang er det udelukkende antallet af stemmer, der er afgørende! Jeg er selvfølgelig meget meget stolt og glad, og da præmien er at vinde min blog udgivet som bog, kan jeg da ikke gøre andet, end at opfordrer jer til at stemme. Hvem vil ikke have den liggende hjemme på natbordet? Af hele mit lille brasilianske samba-hjerte, tak!
Jeg er startet i skole igen, puha. Den er hård, den er rigtig rigtig hård. Jeg går i 3.g herover, også kendt som terceiro ano. Det er nu ikke fordi, at det har ændret så meget. Timerne består stadig kun af biologi, kemi, fysik og matematik - straight up teori. Jeg vil aldrig nogensinde have, at mine børn skal vokse op i Brasilien og trækkes med sådan en omgang lidelse for hjernen. Det er simpelthen umuligt for mig at forstå, hvordan verden stadig kan besidde så triste skolesystemer, når de har mulighed for at spejle sig i Europa. Men de bruger jo pengene på fodboldstadions for tiden;-) Vi går tilmed derhjemme og brokker os over, om vi er 24 eller 26 elever i klassen, mens de her sidder fastklemt i små to-i-en borde, om så de vejer 40 eller 110 kg. Jeg synes, det er direkte ubehageligt, og mine baller sover altid på skift afhængig af, hvor jeg lægger vægten. Så pak jeres frustration over SRP væk og nyd, at i behandles som mennesker og ikke dyr.
Tilmed har jeg skiftet klasse, hvad er nu det for noget? Det vil sige, at jeg er startet helt fra scratch igen, og jeg kender absolut intet til mine nye klassekammerater. Skolen følte, at det ville være godt for mig at lære nye mennesker at kende. Er det en joke? Jeg har brugt det sidste halve år på at lære nye mennesker at kende, og jeg har fem måneder tilbage. Det er begrænset, hvor stærke bånd, jeg kan nå at knytte, når jeg først nu for alvor føler mig tæt på mine brasilianske venner. Jeg har de venskaber, jeg har brug for, og jeg følte mig egentlig tilpas i den anden klasse. Men en bette skole i Brasilien ved sikkert meget mere om, hvad jeg har brug for, end jeg selv gør. Det hjælper heller ikke, at jeg har fået en lidt skæv start med min nye klasse. De svarer altid på vegne af mig eller snakker om mig som om, jeg intet forstår af, hvad de siger. Hvor er det bare dumt. Så de timer skal da godt nok bare overstås.
Jeg er stadigvæk helt utrolig glad for min familie! Det hjælper mig meget, at de har haft to festglade udadvendte teenagere, så de ved nogenlunde, hvordan jeg vil foretrække tingene. Det skaber langt færre småakavede situationer, og jeg føler mig allerede rigtig tilpas med min "nye" hverdag. Min far har en form for problem med, hvordan jeg lukker døre. Jeg er aldrig før blevet beskyldt for nærmest at ødelægge biler og køleskabe, blot fordi jeg har lidt svært ved at styre mine nye muller. Men det er jeg åbentbart utrolig dårlig til. I øjeblikket tænker jeg over det hele tiden, men selv, når jeg føler, at jeg blotter snitter døren, bliver det kommenteret. Så jeg arbejder på at finde en måde at leve op til de uhyre skrappe krav om dørlukning i mit nye hjem.
Jeg træner stadig hver eneste eftermiddag og lørdag formiddag, og det gør mig rigtig glad, og jeg ved efterhånden langt mere om min krop og om, hvor vigtigt det er for mit humør, at jeg holder mig igang. Tilmed er det dejligt at omgås med personer, der har det på samme måde, og jeg får generelt rigtig meget glæde ud af at bruge et par timer om dagen på at svede. Der kom i mandags en ny australsk pige til byen, og vi havde egentlig sat os for, at vi ville tage hende under vores små danske og amerikanske vinger og invitere hende med til træning, middage, fester osv. Men det virker hun ikke til at være specielt interesseret i, og hun holder sig godt på afstand af os begge. Det undrer mig meget, da jeg ville ønske, at jeg havde den mulighed i starten, men det lader vi hende om at styre. Hun er jo trods alt lige kommet, og vi er måske en anelse ivrige. Vi havde bare begge så dårlig en start, og vi vil så gerne hjælpe hende forbi det.
Udover træning har jeg brugt min tid på at sove, spise, se natholdet, nyde det fantastiske vejr i øjeblikket og rette SRP-opgaver. Det gør mig så lykkelig at vide, at jeg stadig har styr på mine kommaer og er i stand til at sætte min hjerne op til skolearbejde. Det er så dejligt ind i mellem at få bekræftet, at jeg stadig dur til noget og, at nogle rent faktisk kan sætte pris på min hjælp. Jeg har i hvert slet ikke noget imod det.
Weekenden har jeg brugt sammen med alle mine vidunderlige brasilianske venner. Langt de fleste af dem er ældre end mig, hvilket vil sige, at de er startet på universitetet. Men det var så utrolig dejligt at se dem allesammen, jeg har savnet alle de skøre mennekser så meget henover ferien! De irriterende super forelskede kærestepar, mine søde forkælede veninder og de vanvittig morsomme drenge. Vi mødtes alle til en kæmpe koncert med de berømte sangere Lucas Lucco og Luan Santana, selvfølgelig i VIP-afdelingen haha. Det resulterede dog ikke i færre liderbukse, men trods alt en rigtig god udsigt til scenen. Adriana og jeg har opfundet et meget brugbart udtryk "tryers", taget ud fra det engelske ord "try". Det er et udtryk, vi normalt bruger om piger, der prøver en anelse for hårdt. Det vil sige, at den beglitrede see-through crop-top er klistret på sammen med et ultrakort lak-miniskirt. Den røde læbestift, de højhælede sneakers (uden tvivl verdens grimmeste sko) og panda-makeup'en mangler selvfølgelig heller ikke. Det er også ofte de piger, der allerede hader os, før vi træder ind i lokalet. De var selvfølgelig også tilstede i går aftes, men denne gang udmærkede de to herrer på scenen sig. De er det, vi kalder male-tryers og nogle af de største, jeg har set. Deres sceneshow bestod mest af grinding, twerking og lapdances (Morfar det betyder, at de bevægede midterregionen på meget provokerende måder). Det var simpelthen helt pinligt at se på. Men synge kunne de faktisk godt.
 |
| For you hon |
Til sidst vil jeg gerne undskylde for mit manglende indlæg om mine julegaver. De kom d. 29/12, og jeg har fuldstændig glemt at fortælle om det, til stor undring for min kære familie. Jeg siger rigtig mange tak for alle de dejlige gaver, og da jeg følte endelig, at jeg fik en smule julekærlighed i en ellers så skuffende tid. Både vilde rejsegavekort, makeup, tøj, juleslik, smykker og dejlige minder og breve. Jeg kunne uden tvivl bruge det hele! Hvor er jeg bare en heldig lille pige. Af hjertet tak for al kærligheden!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar