De sidste fire dage har jeg været sammen med alle inbounds og outbounds i mit distrikt til den kæmpe årlige distriktskonference i Caxambu. Det er en lille bitte men meget charmerende by i det sydlige Minas, og jeg regner med at antallet af rotarianere fordoblede indbyggertallet. En eller anden klaphat havde bildt Adriana og jeg ind, at det var en landskonference, altså, at der ville være fyldt med en masse andre udvekslingstudenter. Men nej, det var alle de gode gamle, som jeg har kendt siden september. Vi havde egentlig ikke så meget planlagt, og vi lavede meget det, vi nu havde lyst til. Vi deltog selvfølgelig i den store åbningscermoni, flagcermoni, præsentationer og det store smukke bal. Meget af det var selvfølgelig ikke super spændende, men det er altid rart at vise sig frem i sin fine jakke foran alle de interesserede ældre mennesker. Vi var til bal fredag aften, og det var virkelig den slags fine overdrevne fest, hvor drenge inviterer pigerne op at danse til langsomt gammelt musik. Men det var nu rigtig hyggeligt! Brasilien har mere end forbedret med danseevner.
Denne her gang var det anderledes at sige farvel til alle de andre. Det var vores sidste encontro (samling eller sådan noget), og mange rejser hjem i løbet af den næste måned. Der var mange tårer, og det var et frygteligt billede af, hvor hårdt det bliver at sige farvel. Tilmed fik vores allesammen kære ven/ansvarlige Ivan os til at skrive et afskedbrev til Brasilien. Det var så forfærdligt, og mange måtte give op. Det lyder måske lidt svanset og pylret, men det er så svært at skulle sige farvel til et helt liv, at bare tanken får alt til at styrte sammen. Tilmed begyndte Ivan at græde, da han bare skulle forklare os opgaven, og det var umuligt ikke at blive rørt. Han er en mand i 50'erne, der har brugt så meget tid på at lære os at kende, og han føler sig så knyttet til os som gruppe, at han slet ikke kan forestille sig at sige farvel.
Ellers har jeg ikke lavet så meget andet end at gå og se frem til min rejse. Jeg har hygget med min familie, som jeg savner allerede, trænet hårdt og festet igennem med mine venner. Adriana skal forresten flytte ind hos hendes lesbiske tanter efter rejsen. Jeg har snakket om dem før, og de er absolut ikke mine største fans. Jeg ved egentlig ikke, hvorfor de ikke kan lide mig, og jeg finder nok heller aldrig ud af det. Vi har holdt os på afstand af hinanden, men da de inviterede Darci og Adriana ud på middag, fik jeg Adriana til at invitere mig med, da jeg gerne vil prøve at være den modne. Hun skal trods alt bo med dem, og jeg vil gerne forsøge at lære dem bedre at kende. Hendes tanter sendte dog en SMS om, at de ikke ville have mig med. Pigerne var begge hjemme hos mig, så de blev nødt til at hente dem der. Sådan noget provokerer mig helt vildt, og jeg fulgte også pigerne pænt ud af døren og gav mit bedste og længste jeg-ved-alt-og-i-er-for-latterlige udtryk, indtil de rullede deres vinduer op. Aldrig har jeg set nogle se så utilpas ud, og aldrig har jeg grint så meget invendigt. De fortalte efterfølgende Adriana, at de ikke regnede med, at jeg ville stå i døren. Jeg er færdig med at prøve. Haha, du godeste gud altså.
Nu vil jeg smutte ned under mine 34 tæpper og prøve at komme af med den evige forkølelse, der plager min stakkels krop. Jeg fryser virkelig, når der er under 20 grader om aftenen. Jeg dør i Danmark puha. Até logo, 73 dage
Hej Kristine!
SvarSletHvad koster de forskellige ture som rotary tilbyder? :-)
Hej! Det er meget forskelligt, også afhængigt af, hvilket selskab du vælger at tage på ture med. Her i Brasilien er der to forskellige at vælge imellem. Jeg blev automatisk knyttet til Terra Brasil gennem mit distrikt, og turene har nogenlunde kostet 10000 pr. tur.
SletKnus