Ja okay, gid alt var så vel. Havde lige et "moment", men det er væk nu. Men ja, det er trods alt bedre. Jeg vil for en god ordens skyld også lige sige velkommen til alle mutte eller triste skabninger, eller personer, der på anden måde har sig en røv-dag, I har også mere end lov til at læse med.
Medicinen virker gudskelov, og jeg kan ikke længere mærke noget som helst i min hals. Eller det vil sige, der er stadig helt lukket til, så jeg kan ikke rigtig klemme ordentlig føde ned endnu, men det gode ved det hele er, at jeg overhovedet ikke kan mærke smerten mere. Af den grund er min mave stadig et godt mix af suppe, yoghurt og forskellige slags juice, hvilket jeg egentlig er ved at være træt af. Men mit nye motto virkede for mig, og jeg er helt på toppen igen.
Det er mig stadig en gåde, hvordan altædende madelskende Kris har formået at tabe sig i et land som Brasilien. Egentlig, til min store overraskelse, siger maden mig ikke det helt store. For mig er det meget ensformigt og jeg savner i den grad aftensmad. Det er et måltid, der i Brasilien fungerer lige så godt som den amerikanske regering - altså overhovedet ikke. De kan ikke finde ud af aftensmad. De vender og drejer det dagligt, men nej, det duer bare ikke. Defor står den oftest på rester fra frokosten, der på mange måde minder om det vi fik dagen før, som var rester af det vi fik dagen før den dag. Forvirrende? Faktisk ikke. Det betyder bare at hvert enkelt måltid på dagen minder utrolig meget om alle de andre måltider alle de andre dage. Krydderier er lige så ofte brugt som toiletskyl, så heller ikke smagsløgene risikerer at blive overrasket. Men det er fint. Min familie er meget fokuseret på, hvad jeg gerne vil have, og hvad jeg godt kan lide. Så de gør deres bedste, og det elsker jeg dem for. Det er ikke deres skyld at maden her er så langt fra frikadeller og brun sovs.
Noget de til gengæld er fremragende til, og som højst sandsynlig bliver min i øjeblikket slanke krops undergang på et tidspunkt er snacksene. Alle de små lækre blandinger af brød og ost og kage og frugt og chokolade og is og alverdens andre gode sager. Ja nu kan vi snakke om mundvand i bevægelse, fy for dælen det er lækkert. Og deres enorme forbrug af friskpresset juice er uovertruffent. En normal hverdag, hvad angår mad, ser nogenlunde sådan ud for mig (vi ser lige bort fra, at jeg ikke spiser i de her dage):
05:41 - en dejlig omgang havregrød med banan. (Normale mennesker her spiser ikke morgenmad, men som I sikkert har opfattet, hører jeg ikke ind under kategorien 'normal')
09:36 - drikker for det meste en juice eller spiser en müslibar. I stunder som disse ville jeg give min højre arm for én af daddy's himmelske kyllingebacon sandwiches. Hvor skal man bare lære at sætte pris på de små ting i livet..
Mandag, onsdag og fredag 11:48 eller 12:48 (afhængig af, hvornår vi får fri fra plasticfængslet) - nyder Adriana og jeg en halv liter friskpresset et eller andet, med en tilhørende mixto, også i Danmark kendt som toast. Prominent.
Tirsdag og torsdag 14:22 - frokost lavet af min vidunderlige hushjælp. Ris, bønner, en form for kartoffel med dertilhørende kød, kylling eller fisk. Smagen af dyret er stort set den sammen hvad enten, det har sagt muh, kykeliky, blob eller øf, da det engang var levende.
Efter frokost spiser jeg sjældent et rigtig måltid igen. For det meste er det forskellige snacks af en eller anden art resten af aftenen. Og for at være ærlig opdager jeg ikke selv, hvis jeg glemmer at spise.
Kære dejlige søde fantastiske hostmor. Dette var ikke en kritisering af, hvordan du fodrer mig, men blot en illustrering af maden i Brasilien. Du skal ikke ændre på noget.
Derudover har jeg fået pakke hjemmefra!!! De var også ved at være godt trætte af, at jeg gik og snakkede om den hele tiden, men nu er den her. ENDELIG. Elsker alt, hvad der var i den, og jeg magter overhovedet ikke nævne det hele. Men hovedpunkterne er uden tvivl tøj, breve og slik. Derudover rugboller, eller en færdigpakke til at lave dem, og to enestående dåser leverpostej. Nu går der snart bagekone i mig, kan jeg mærke. Der blev bl.a. også plads til et meget vigtigt smykke, Zendium, panodiler, renseservietter, make-up og ikke mindst tampax. Jeg er nu en meget meget glad pige og føler, at jeg har lidt mere af mig selv med i Brasilien. Hvor har jeg bare de bedste mennesker til at vente på mig derhjemme. Min dejlige familie, og mine to bonusfamilier Vibeke, Nico, Kat og lillarne og Nuni, Tud, Christian, Lisa og Mari. Og så selvfølgelig Mille og Musen. Elsker dem alle sammen så højt. Jeg var måske også en smule ivrig med kassen.
Ellers ser jeg frem til en dejlig weekend. I dag har jeg været i skole, senere kommer Adriana til Inhaúma og guffer açai med mig, og i aften smutter vi til koncert med Marina. Adriana skal bo ved mig her i ferien (ja vi har springbreak nu), da hendes familie stadig er skingrende skør. De har nærmest bedt hende om at give dem noget tid alene, så det gør hun så nu. Hun lider ligesom mig på ingen måder af hjemve længere, dermed ser jeg min hold-Adriana-beskæftiget-så-hun-ikke-bliver-til-en-deprimeret-version-af-"1.måned"-Kris for fuldført. Selvfølgelig savner jeg nogle ting og nogle mennekser ind i mellem, men det gør mig sjældent trist, bare glad for, at jeg ved, at jeg med sikkerhed vender tilbage engang alt for snart.
Kampen senere i dag er ved at tage livet af mig, jeg vil SÅ gerne have, at Danmark kvalificerer sig. Jeg krydser dermed alt, hvad der krydses kan og finder de danske flag frem fra skuffen. Kom så Danmark
Ingen kommentarer:
Send en kommentar